For fuld malerisk kraft

Adam Saks viser i Nordkrafts fascinerende industrirum omfangsrige billeder, hvor historier fra udkanterne blander sig i et dynamisk, både abstrakt og figurativt maleri.

Det tidligere elektricitetsværk ved Aalborg Havn – Nordkraft – rummer blandt andet en stor kunsthal. Her udstiller Adam Saks nye malerier skabt til stedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto

Nordkraft er ikke blot titlen på en rå roman af Jakob Ejersbo.

Det er også navnet på et råt industribyggeri ved havnen i Aalborg. Det tidligere kraftværk bruges i dag til en lang række tilbud fra idræt over undervisning til kultur.

I den sidste kategori finder man en stor kunsthal, der siden åbningen i 2009 har vist en imponerende række udstillinger. Det er også tilfældet med den netop åbnede præsentation af Adam Saks, der siden han ved årtusindeskiftet forlod Det Kongelige Danske Kunstakademi har boet og arbejdet i Berlin.

Adam Saks er en maler, der både udforsker maleriets muligheder og en række outsider- og subkulturer. Han arbejder med en blanding af abstraktion og figuration, hvor for eksempel franske straffefangers tatoveringer og symboler på død og forgængelighed blander sig i store, grafisk præcist komponerede farveorgier.

Ikke mindst interessant er billederne om Monte Verita, der, viser det sig, var et vegetarisk kollektiv i Schweiz, der i begyndelsen af 1900-tallet tiltrak kunstnere og intellektuelle fra andre dele af Europa. I et suggestivt malerisk sprog underbygget af forskellige symboler formår Adam Saks at skabe billeder, der så at sige analyserer begreber som bevidsthedsudvidelse. Og bevidsthedsudvidende – det er præcis den egenskab, Adam Saks’ billeder selv besidder.

Hvem: Adam Saks. Hvor: Nordkraft, Aalborg. Hvornår: Tirsdage-søndage kl. 11-17, onsdage tillige til kl. 21. Til 6. marts.