Før Syndfloden

Kunstmuseet i Aarhus viser en udstilling, hvor kunstnere undersøger nogle af de trusler, vi synes, vi er omgivet af. Ud fra andre synsvinkler.

Vi er truet. Fjenderne står ved porten. Vi er - som det hedder i Tony Matellis skulptur på udstillingen i ARoS - fucked. Den fulde titel er »Fucked (couple)« og viser to mennesker på flugt fra alle mulige trusler og herunder også et nedstyrtet flygel. Pressefoto
Læs mere
Fold sammen

Det sker på ARoS, og det handler om det, mange mennesker frygter, er bekymrede over - eller bliver forargede over, at nogle er bekymrede over.

Det drejer sig med andre ord om alle de begivenheder og globale tendenser, der synes at true det danske smørhul. Altså: Krig, flygtningestrømme, migranter, gadetiggere, almindelig politisk uro og samfundsomvæltninger.

At kvindesynet i Mellemøsten rykker nærmere, banker krakker, og småsparere og pensionister bliver de mest tragiske tabere. At de faste institutioner vakler, og Velkommen-til-Las-Vegas-skiltet falder til jorden og ødelægger campingvognen på sin vej. At idyllen er truet. Fjenden står ved portene. Ved Stillehavet ligger migranternes bådkirkegårde.

Hvad kan billedkunsten gøre ved det? Det må være det spørgsmål, kunstmuseet ARoS i Aarhus har stillet sig selv med udstillingen »No Man is an Island – The Satanic Verses«.

Og dermed et spørgsmål til gæsterne på ARoS: Hvad kan man bruge kunsten til i en verden under forandring?

Inden for murene

Kunst – alle former for kunst – kan være refleksionsrum. Det er kunstens særlige karakter, at de, der skaber den, undertiden er i stand til at anskue verden på en anden måde og derved åbne vores øjne for andre fortolkninger.

Når kunstneren altså ikke pantsætter sin integritet i en bestemt ismes eller religions tilværelsestolkning, men insisterer på at udtrykke sig selvstændigt.

Det var den »fejl«, forfatteren Salman Rushdie begik med romanen »The Satanic Verses«, som udstillingstitlens ene halvdel refererer til. Hvormed den også refererer til værdien af demokratiet og ytringsfrihed.

Rushdie troede, han kunne skrive en bog, som han syntes, den skulle skrives, fordi han boede i fangelejrens frie halvdel, som forfatteren Henrik Stangerup formulerede det. Det havde sin pris.

Den anden halvdel - »No Man is an Island« - er hentet fra den engelske 1600-talsforfatter John Donne og kan henvise til, at vi er forbundne som mennesker og i samfund. Selv øerne i havet har forbindelse til andre og til kontinenterne.

Uden for dørene

Udstillingen rummer værker, der strækker sig fra 1970erne til i dag, og udvalget pointerer dermed, at konflikterne ikke er nye. Racemæssige sammenstød var der også, da Edward Kienholz for 45 år siden skabte sit værk »Sawdy nr. 46«, hvor vi gennem en bilrude kan se en sort mand blive overfaldet.

Og krigen i Vietnam var en del af klangbunden, da Bjørn Nørgaard i 1970 slagtede en hest.

Udgangspunktet var, at ethvert materiale kunne gøres til genstand for kunstnerisk bearbejdning, men det blev til en kommentar til den ligegyldighed, hvormed mange i samtiden ignorerede hungersnøden i Biafra og den tragiske krig i Vietnam.

Og hvormed vi i dag – antyder kunstnerne E.B. Itso og Jani Leinonen – vender ryggen til migranterne i Middelhavet og tiggeren på vores gader. Hanne Nielsen og Birgit Johansen har ligefrem skabt et videoværk, hvor arbejdet i køkkenet fortsætter hektisk trods nyhedsudsendelsernes grusomme beretninger.

Andre højdepunkter i udstillingen er blandt andet Shirin Neshats mørke film, »Zarin«, om en prostitueret i Iran, der bliver udnyttet af ansigtsløse mænd i et samfund på mændenes præmisser.

Og så skal det lige nævnes, at der er andre udstillinger på kunstmuseet i Aarhus; de ligefrem fremragende præsentationer af Greyson Perry og Robert Mapplethorpe, der såmænd også kunne være faldet ind under den favnende titel.

Det er svært at være menneske, specielt uden for normen, men på den anden side: Intet menneske er en ø.

Hvad: »No Man is an Island – The Satanic Verses«.

Hvor: ARoS, Aarhus. Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 22. Indtil videre.