Fire stjerner til danmarksmesteren Børge Mogensen

Arne Jacobsen, Finn Juhl og Hans Jørgensen Wegner fik nok international succes – men Børge Mogensen tegnede møbler til den voksende danske middelklasse, og han satte sit præg på det gamle velfærdsdanmark, der blev indrettet med sans for kvalitet. 100-året for den store danske møbelarkitekts fødsel markeres af Kunstmuseet Trapholt.

Børge Mogensen var særligt inspireret af shakernes møbler, der er præget af rene linjer og fravær af dekoration. Foto: Kurt Petersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er ikke noget at sige til, at mange fra tid til anden drømmer sig tilbage til det gode gamle Danmark, som det formede sig i i hvert fald nogle tiår efter midten af det 20. århundrede.

Altså efter vi var kommet ud af efterkrigstidens nøjsomhed, og de gode tider begyndte – og efterhånden blev til så fantastiske tider, at the sky was the limit. Alt kunne lade sig gøre – og alting blev tilsyneladende kun bedre og bedre.

Det kan godt være, at der allerede dengang var kritiske røster, der talte om konsumsamfund og, skønt TV-forbruget med én kanal ellers var overskueligt, fjernsynets åndløshed. Den samme åndløshed, som de bedrevidende dengang fandt i popmusik og tegneserier og stort set alt, hvad der kom fra USA, der hurtigt blev et populært fjendebillede ude på fløjen.

Men for langt hovedparten af befolkningen blev de gode tider bare bedre. Lønnen steg, og forbrugsmulighederne blev udvidet. Velfærdssamfundet afløste mangelsamfundet – og når samfundet byggede forskellige institutioner fra ældreboliger til skoler og biblioteker til rådhuse, skete det med hensyn til kvalitet i udførelse og finish.

Fremragende arkitekter tegnede smukke huse. Og husene blev indrettet med kvalitetsmøbler af storartede designere, for det var jo hele nationens. Og der herskede en misundelsesværdig fremskridtstro. Samfundet kunne løse alle problemer.

Den gode smag

En af de møbelarkitekter, der fik mulighed for at sætte et stort præg på den tids velfærdssamfund, var Børge Mogensen, der blev født for 100 år siden. Hans fornemme møbelkunst fandtes ikke alene i mange private hjem – men netop også i de offentlige institutioner.

Børge Mogensen var uddannet møbelsnedker og tilknyttet forskellige fabrikker og arkitektfirmaer, inden han i 1950 åbnede sin egen tegnestue.

De fabrikker, Børge Mogensen arbejdede sammen med – ofte gennem mange år – producerede kvalitetsmøbler, der ramte et samfund under forandring.

De arkitektdesignede kvalitetsmøbler skulle udmærke sig ved deres ærlighed. Der var andre former for møbelproduktion i tiden. Der var fabrikker, hvor man fremstillede møbler, der skulle ligne dem, der var i de fine stuer i borgerhjemmene. Altså fattigfine kopier af møbler, der tilmed fremstod som klodsede og imposante. Pynt og stuk. Modsat de nye møbler, hvor det for eksempel var en pointe, at man kunne se sammenføjningerne og forstå konstruktionen.

Den nye generation af møbelarkitekter foreslog stole og borde, der var langt mere enkle i linjerne. Nogle af møblerne – for eksempel en serie som Boligens byggeskabe eller »Øresund« – var designet som systemer, der passede sammen, og som man kunne udbygge og ombygge efter vekslende behov. Ambitionen var, at det gav mere plads i hjemmet og gjorde rengøringen lettere. Om noget var Børge Mogensens møbler tænkt til den almindelige middelklassedansker, som vi er flest, mens nogle af hans samtidige her og der var mere optaget af kunst end af funktion.

Der lå også en værdikamp i møblerne og i hele den funktionalistiske tankegang. Det var kulturradikalismen, da den var bedst, udtrykt i form og funktion. Det var den form for kulturradikalisme, der hyldede kvaliteter som et jævnt og muntert virksomt liv på jord, frisk luft og fremskridtstro og en i bred almindelighed stor glæde ved at indrette sit hjem praktisk og smukt med gode møbler og moderne kunst, moderne lamper og keramikskåle og alt det, der på et tidspunkt blev udtryk for en kliché: En stivnet iscenesættelse af et politisk korrekt liv. Men også noget der nu er så længe siden, at guldalderen i dansk møbelkunst igen er interessant, for det var jo vitterligt gode kvalitetsmøbler.

Naturligvis var modtagelsen i tiden af det funktionalistiske hjem blandet. Nogle fandt, at denne anderledes indretning slet ikke var så appellerende i forhold til forestillingen om et hjem med den hygge, som klunketidens efterligninger stadig udgjorde i mange menneskers bevidsthed.

Men det hjalp på omsætningen, at produkterne blev markedsført så effektivt, som de gjorde – blandt andet gennem FDBs salgskanaler og medlemsblad.

Der var dog undtagelser. Børge Mogensens »Tremmesofa« blev udtænkt i befrielsessommeren, men der gik alligevel næsten 20 år, inden den opnåede sin store popularitet. Den er blevet kaldt »den danskeste af alle«, og på udstillingen bemærkes det, at sofaen blev et populært møbel hos lærere og akademikere. Hvad man så end skal lægge i det?

Tro mod traditionen

Udstillingen fortæller om Børge Mogensens liv og kampe.

På et tidspunkt langer han voldsomt ud efter nogle af sine samtidige, som, han synes, forråder den sande og rene linje, som Børge Mogensen selv og hans læremester, Kaare Klint, stod for. Om Kaare Klint er det er blevet sagt, at han er moderne dansk møbelarkitekturs far.Både Kaare Klint og Børge Mogensen fornyede dansk møbelkunst og skabte værker af stor og funktionel skønhed ved at kigge tilbage i stilhistorien og finde brugbare møbelformer, som de gav et nyt, men mere praktisk udtryk.Børge Mogensen var naturligvis fortrolig med møbler af Mies van der Rohe og Gerrit Rietveld (ham med den rød/blå stol) og hele Bauhaus-traditionen fra Tyskland.

Men i modsætning til flere af sin generations andre fremragende møbelarkitekter var Børge Mogensen måske mere jordbunden. Og han var særligt inspireret af shakernes møbler.

Shakerne var et religiøst samfund i USA, der på et tidspunkt udviklede nogle bemærkelsesværdigt smukke møbler, præget af rene linjer og fravær af dekoration. Skønheden lå netop i den enkle udformning og så måske træoverfladens stoflige karakter. Renlighed betød meget for shakerne – og derfor konstruerede de deres møbler mere praktisk end generelt i samtiden.

Det var en inspiration, Børge Mogensen kunne bruge, for hygiejne var også en af de dyder, man forbandt med disse smukke og ukunstlede nye hjem. Det skulle bare være nemt for husmoderen, som hun hed, og på udstillingen er det sjovt at se reklamefoto fra dengang, da intellektuelle mænd røg pibe, og kvinder lignede damer.

I det hele taget var Børge Mogensens møbler et bredspektret produkt, som udstillingen viser:

De appellerede til de uformuende, fordi der dengang stadig var fabrikker, der netop havde dem i tankerne (og ikke blot på markedsføringsbudgettet).De appellerede til æstetikerne, der satte pris på de stringente formers skønhed.

Og de adresserede de intellektuelle, der værdsatte avantgardetænkningen i møblerne og den ideologiske afstand til det segment af borgerskabet, de ikke selv var en del af.

Win-win-win hele vejen rundt – og det er udstillingen på Trapholdt da også, fordi den på en let og underholdende måde fortæller historien om både Børge Mogensen selv som polemiker og stor håndværker – og sætter hans møbler ind i en sammenhæng med den tids fabriksproduktion og det samfund, der var under udformning.

Hvad: Børge Mogensen 100 år.

Hvor: Kunstmuseet Trapholt, Kolding. Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 20. Til 5. oktober.