Emil Nolde er en fremragende maler og en betydelig grafiker, der som andre nyskabende billedkunstnere fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede har fået blivende betydning. Også for nutidens kunst.
Det er en rigtig klassikerudstillingen, Louisiana viser fra i dag og sommeren over; den årstid med blomsterne som blev et af Noldes hovedmotiver. Og som han vendte tilbage til igen og igen, da han først havde opdaget motivet og den malemåde, der gør ham moderne. Udstillingens optakt viser den unge og søgende billedkunstner, der afprøver sig selv i forhold til samtidens retninger; navnlig forskellige senimpressionistiske og symbolistiske vokabularier.
Hans og udstillingens allerførste billede, der er fra midten af 1890erne, er mest interessant, fordi det er kuriøst. Maleriet forestiller fire bjergkæmper samlet i muntert lag omkring et bord. Men både det – og et andet tidligt billede fra 1901 forestillende nogle flyvende fantasivæsner i leg i et menneskeforladt bjerglandskab – synes at foregribe Noldes optagethed af netop mytologien og det dæmoniske. Forførende smukke, som Noldes billeder ofte er, rummer de også i sig en irrationel og foruroligende undertone. Ofte er havet i oprør, og det trækker op til storm i Noldes landskabsmalerier, der sammen med de religiøse motiver hører til hans allerbedste. I andre billeder – for eksempel af det berlinske borgerskab han havde et ambivalent forhold til – nærmer han sig karikaturen på en måde, der snigløber billedet. Forvrængningen kan man også møde i hans gengivelser af fremmede folkeslag. Naturen derude øst for Suez, som han besøgte under en længere sørejse, er skildret som paradisisk og overdådig i farver, der nok er mere troværdige, end man umiddelbart skulle tro. Som »når Solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj,« som det hedder i Kiplings gamle vise om Mandalay.
Nazi-Nolde
Noldes billeder forestillende ædle eller barbariske vilde skulle nok have skaffet ham ballade i dag hos de politisk korrekte.
Og faktisk fik han ballade på grund af sine billeder, men det var af helt andre grunde. De var entartede. Nolde troede ellers nok, han havde dækket sig ind ved at blive medlem af det tyske naziparti i en blanding af opportunisme, politisk naivitet og reel overbevisning. Nolde er – uden at det undskylder noget – hverken den første eller sidste store kunstner, der er faldet for ekstreme ideologier eller har været medløber for egen vindings skyld. Men der er ingen tvivl om, at han sympatiserede med store dele af nazisternes tankesæt, og heller ikke at han nærede antisemitiske følelser. Noget der dengang – og det er heller ikke en undskyldning – var langt mere udbredt i befolkningerne. Også blandt pæne mennesker i betryggende afstand af yderfløjene. Men lige meget hjalp det ham.
Entartet kunst, der kan oversættes til udartet eller dekadent kunst, var en særlig syg form for nazistisk kunstkritik, der betød omfattende udrensninger på de tyske kunstmuseer, samt at en række kunstnere fik forbud mod at male.
Ved nazisternes magtovertagelse var der en del forvirring om ideologiens kulturpolitik. Mange kunstinteresserede nazister som Goebbels var faktisk begejstrede for Nolde og andre ekspressionister – det er jo en sjæleligt dramatisk og koloristisk vital form for maleri – men det synspunkt vandt ikke frem, og fra midten af 1930erne begyndte nazisterne at fjerne omkring 17.000 værker fra tyske kunstmuseer. Af dem bar 1.000 Noldes signatur.
I 1937 afholdtes en større udstilling af entartet kunst i Berlin og en række andre tyske byer. På det tidspunkt var det stadig muligt at købe den kunst, nazisterne ikke brød sig om, og der blev afholdt auktioner over beslaglagte billeder af blandt andre van Gogh, Matisse og Picasso til fordel for en kreds af topnazisters privatøkonomi. Andet blev brændt, hvis det da ikke overlevede, fordi det blev stjålet.
Det nazistiske ideal blev propagandistiske skildringer af det sunde og naturlige liv på landet, det arbejdende menneske, den heroiske »arier« med den overdrevne maskulinitet i et knivskarpt figurativt sprog.
Nazisterne mente, at Noldes personskildringer derimod hyldede det degenererede, altså fremmede og farvede i dén sammenhæng, og at hans farveholdning var sygelig. Fra i dag viser Louisiana, hvordan de sygelige farver tværtimod hæver Noldes motiver over banaliteten og gør hans værk så vedkommende, at det giver mening at udstille det på et museum for moderne kunst.
Hvem: Emil Nolde. Hvor: Louisiana. Hvornår: Tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 19. oktober.
