I dag kan det være vanskeligt at forestille sig, hvordan grænserne mellem de europæiske lande var lukket under Anden Verdenskrig, og hvordan for eksempel billedkunstnere ikke havde nogen mulighed for at følge med i, hvad der skete andre steder i Europa.
Så efter befrielsen måtte de, der kunne, selvfølgelig ud at genoptage kontakterne og se, hvad kollegerne lavede i navnlig Paris, der havde været så betydningsfuld for skandinaviske kunstnere i årtierne forinden, da Picasso, Braque, Matisse, Duchamp osv. radikalt forandrede opfattelsen af, hvad maleri – og kunst i videste forstand – kunne være.
Men Asger Jorn skulle først til Norge. Asger Jorn (1914-73) måtte til Oslo for at gense Munch. Netop i befrielsessommeren – blot et års tid efter Munchs død i 1944 – åbnede en meget stor udstilling i Nasjonalgalleriet af 340 malerier og et større antal grafiske arbejder. I forvejen var en sal i Nasjonalgalleriet – Norges pendant til Statens Museum for Kunst i København – helliget Munch, og den kendte Asger Jorn fra besøg i 1930rne. Udstillingen i 1945 var et udvalg af den enorme samling af egne værker, Munch havde testamenteret til Oslo.
Som regel er det den eksistentielle angst i Edvard Munchs billeder, der fremhæves. Kvinden som en vampyr og kvinden som troløs, temaer som storbyspleen og forladthed. »Sygdom og Galskab og Død var de sorte Engle, der stod ved min Vugge,« for nu at citere ham selv. Angstens, sorgens og dødens engle var hans følgesvende fra barndommen, og han kunne vågne om natten »og stirre i vild rædsel ud i rummet. Er jeg i Helvede?« Og det er heller ikke temaer, der er til at komme uden om i Munchs ekspressive og symbolladede billeder.
Men Asger Jorn så noget andet. Noget, han gerne ville se. Han så, hvordan Munch arbejdede med farven og med farven som frigørende kraft, og da regnebrættet kunne gøres op med mindeudstillingen efter den store kunstners død, kunne Jorn konstatere, hvordan Munch – uden at slippe den motiviske forankring – med årene, siden Jorn sidst havde været i Oslo, var blevet endnu mere vild og tilsyneladende skødesløs i sin omgang med farven.
Kun dårlige kunstnere benægter, når de stjæler med arme og ben og bruger fortidens erfaringer som basis for egne billeder. Og Jorn var absolut ikke en dårlig kunstner.
Den meget fint tilrettelagte udstilling viser, hvordan Jorn fandt inspiration hos Munch i både dennes motiver og først og fremmest frie malemåde. For Jorn var det afgørende, at billedet så at sige var noget i sig selv. Munch er en meget litterær maler, og Jorn en meget belæst kunstner – men begge formåede overlegent at hæve sig op i farvens frigørende kraft. Som Jorn så polemisk formulerede det i en billedtitel, var der billedet, der udgjorde begyndelsen. Ikke ordet. Det at »i begyndelsen var ordet«, som det hedder i Bibelen, var ifølge Jorn en kontinental tradition. At billedet kom først, var en lang skandinavisk (fortælle)tradition, som Jorn indskrev Munch og sig selv i.
Munch-museet har selv en fantastisk samling af mesteren, og takket være fine lån af Jorn fra navnlig en række danske museer, er udstillingen en overdådig opvisning af gode billeder præsenteret i en fin fortælling og inspiration og om farvens frigørende kraft.
Hvad: Udstilling af Asger Jorn og Edvard Munch.
Hvor: Munch-museet, Oslo.
Hvornår: Dagligt 10-16. Til 8. januar.
Torben Weirup var inviteret til Oslo af Norges ambassade i Danmark.
