Hovedretten på Tate Modern er helt bestemt udstillingen om Theo van Does­burg og nogle af hans samtidige og dermed fortællingen om tilblivelsen af De Stijl, der fandt sted under Første Verdenskrig og samme år som den russiske revolution.

De Stijl - Stilen - er et tidsskrift, en retning, en bevægelse og en række fremragende kunstnere, der ville klarhed og harmoni og udgjorde en af de bølger, der søgte væk fra det følelsesmæssige ekspressionistiske fnidder til fordel for rene linjer, klare flader, stærke farver. Gult, blåt, rødt. Nu skulle der luftes ud. Verden skulle ikke være kaotisk på ny. Den skulle være overskuelig. Og så var der selvfølgelig alle afvigelserne fra det manifestagtige udgangspunkt, og der var alle herresvingene, der var med til at give retningen, der ville være en stil, sin bredde og sin styrke.

Theo van Doesburg (1883-1931) var en central figur. Blandt de vigtigste initiativtagere til tidsskriftet og sammenslutningen og en ivrig fortaler for denne forestillingsløse kunst, som han rejste rundt og agiterede for og siden underviste i på Bauhaus-skolen. Vi følger hans liv og alle de andre kunstnere, der fik betydning for ham og hans virke som navnlig Piet Mondrian og Gerard Rietveld. Og apropos dem. De Stijl fik - gennem ikke mindst Mondrian - meget stor betydning for, hvad der efterfølgende skete i malerkunsten - men det er måske navnlig inden for arkitektur og design, De Stijl har sat sine mest markante spor. For så vidt angår maleriet har det geometrisk opbyggede, nonfigurative maleri adskillige fædre som blandt andre de russiske konstruktivister.

Udstillingen er omfangsrig. Det er lykkedes at samle fantastiske værker inden for såvel den bundne som den frie kunst, og når man går rundt mellem ikke bare billederne og skulpturerne, men måske navnlig alt fra møbler til tapeter, plakater, ideer til huse og deres indretning, kan man konstatere, hvor stor betydning De Stijl fik for vores måde at indrette verden på

Den europæiske søn

De Stijl-udstillingen er ledsaget af en retrospektiv udstilling af malerier af Arshile Gorky, der havde en af de skæbner, der skaber myter. Arshile Gorky (1904-48) kom via Rusland fra Europa til USA, hvor han blev en af de abstraktekspressive malere. En af udstillingens i alt 11 sale er imidlertid helliget en række figurative billeder forestillende moderen - og kunstneren selv som en ung hvalp. Ikke udstillingens bedste malerier, men måske de mest gribende. I 1915 flygtede familien fra folkemordet på armenierne, og under flugten døde moderen - 39 år gammel - af sult i Rusland. Mindet ligger som en trist, men vedkommende stemning i billederne, og oplevelserne i de tidlige år forblev hos ham resten af livet, der også endte ulykkeligt. I 1946 brændte hans værksted og med det en del billeder. Året efter døde faderen, Gorkys depression blev dybere, og i 1948 forlader hustruen ham og tager med børnene. Efter en bilulykke frygter han, at han ikke kommer til at male mere, og han tager sit eget liv.

Hans værk afspejler på mange måder den bevægelse i kunsthistorien, der sker i løbet af det 20. århundrede, i hvis midte tyngdepunktet i moderne kunst flytter sig fra Europa til Amerika. Gorkys tidlige billeder afspejler tydeligt den indflydelse, den gamle verdens avantgarde - Picasso, Matisse, Miró, de Chrico, Léger, Arp og andre - havde på den opvoksende generation af amerikanske kunstnere. Flere af dem havde mulighed for dannelsesrejser til Europa, og den nye europæiske kunst bliver - ofte under stor opmærksomhed og større forargelse - vist i USA, hvor det får enorm betydning for tilblivelsen af en moderne amerikansk kunst. At mange europæiske kunstnere også må flygte fra de totalitære ideologier i Europa, gjorde ikke den europæiske indflydelse på amerikansk kultur mindre.

Med det vender jo så, og fra midten af 1900-tallet bliver USA kunstens supermagt, mens den gamle verden kigger over Atlanten efter inspiration. Mange af Gorkys tidlige værker er som nævnt tydeligvis påvirket af de europæiske forbilleder, men lige som flere af sine jævnaldrende i den nye verden finder han sit eget og mere originale sprog inden for den abstrakte ekspressionisme. Billederne forekommer mere tørre og afdæmpede end mange af de mest betydningsfulde amerikanske maleres, men de har en fin tone, og man fornemmer en bagvedliggende naturinspiration. Måske oplevelser af Solens lys gennem trækronerne eller vandets løb i bækken. Den abstrakte form er imidlertid også blandet med surrealistiske elementer, hvor indflydelsen fra Breton, forfatteren til det surrealistiske manifest, er til stede.

Alt håb lades ude

Ueffen var heller ikke Miroslaw Balkas enorme skulptur i det tidligere kraftværks enorme turbinehal. Den er lige akkurat taget ned, når disse linjer læses, men den må nu alligevel have nogle få ord med på vejen. Miroslaw Balkas »How it is« er den 10. i rækken af omfangsrige installationer betalt af Unilever. Den første var af Louise Bourgeois. Siden har det blandt andre været Juan Munoz, Anish Kapoor og Olafur Eliasson. Til efteråret bliver det Al Weiwei. Det er ham, der laver en stedfortræder for »Den lille Havfrue«, mens den er i Kina.

»How it is« er en 13 m høj og 30 m lang metalstruktur. Man kan komme ind i den ved at gå op ad en lang rampe - og så går man ellers ind i mørket. Man gætter måske nok, at der ikke er forhindringer på gulvet, man vil falde over, men man kan intet se. Heller ikke de andre mennesker, der befinder sig ind i denne platonagtige hule, der mest af alt leder tankerne hen på vejen ud i intetheden eller passagerummet til Dødsriget. Associationerne til udryddelseslejrene i kunstnerens hjemland Polen, og alle andre steder hvor helvede har været på jord, ligger selvfølgelig også lige for.

Kigger man sig tilbage for at orientere sig i det svage lys af verden uden for grotten, bliver det blot vanskeligere at justere pupillerne til det sorte hjemsted, hvor man hist og her fornemmer, at en skikkelse passerer. Man kan sagtens forestille sig, at det vil være angstfremkaldende for mange mennesker, og i hvert fald er det en ubehagelig oplevelse af næsten fysisk karakter. Man vil kunne overvældes af ensomhed eller tristesse, mens man tænker, at nu er alt ovre, og her lades alt håb ude.