Det er en skam for Louisiana, at maleren Erik A. Frandsen mere eller mindre har monopoliseret ordet »eyefucking« som billedtitel. For det er dét, mange af malerierne på museets nye udstilling gør ved betragteren: Manipulerer vores opfattelse af, hvad vi ser, og forvirrer vores syn.
I stedet kalder Louisiana sin præsentation af kinetisk kunst og opart for »eye attack«, og sådan kan nogle af billederne da også opleves. Man kigger på malerierne og kan ikke fastholde fokus. Indtrykket flimrer. Nogle kan ligefrem opleve en følelse af ubehag, og epileptikere skal overveje, om det overhovedet er en god idé at se udstillingen.
I 1952 blev stregkoden patenteret. Og omtrent samtidig var der kunstnere på indtil flere kontinenter, der begyndte at male billeder, der ligner stregkoder og leger med optiske illusioner.
Som i det nonfigurative, geometrisk funderede maleri tidligere i det 20. århundrede forestillede billederne ikke noget. De mindede om industrielt design. Skønt håndmalede var de bevidst upersonlige. De lignede noget, der var fabriksfremstillet, og det var sådan set meningen. På sin vis var de en hyldest til fremskridtet, der mange steder begyndte at vise sig, som vi kom ud af den store krigs skygge og efterkrigstidens nøjsomhedssamfund.
Billederne blev også indbegrebet af meget moderne kunst, og i det dengang unge museum i Humlebæk blev opart, en forkortelse for optical art, og kinetisk kunst, kunst der kan bevæge sig, en vigtig del af samlingen og af selvforståelsen. Strømlinede billeder, bevægelige skulpturer. Fagre nye verden – ganske enkelt. Nydes bedst siddende i en Verner Panton-stol.
Kedsomheden lurer
Blandt pionererne var Victor Vasarely, som udstillingens tilrettelæggere har viet særlig opmærksomhed, side om side med Bridget Riley, og et tredje vigtigt navn er Jesus Rafael Soto, der angiveligt var den første til at eksperimentere med optiske effekter i sine geometrisk formede værker.
Som det også havde været tilfældet med de konstruktive malere tidligere i århundredet, lå der en drøm om at skabe dekoration til en bedre verden og demokratisere kunsten, for sådan set behøvede man ikke forudsætninger for at se på billederne.
Men både i fraværet af dybsindige forklaringer og i den æstetiske beslægtethed med design lå begrænsningen for denne form for kunst. Opart-malerier blev til opart-kjoler, og denne moderne måde at lave billeder på blev ikke til sætstykker for et bedre samfund, men effektfuld vinduesdekoration. Endelig kommer man ikke uden om, at sådan et Vasarely-billede, og dem er der mange af i verden, i længden kunne have svært ved at fastholde interessen. Kedsomheden lurer under den vibrerende overflade.
Det ændrer ikke ved, at udstillingen er en storartet præsentation af en epokes kunstneriske bestræbelser på at frembringe et nyt maleri. Og udstillingen kan også være en øjenåbnende oplevelse for dem, der er fortrolig med computerens legemuligheder for at fremstillede mønstrede billeder. Der fandtes pionerer midt i sidste århundrede, der eksperimenterede med et billedsprog, der her og der har en påfaldende lighed med nutidens.
Hvad: »Eye attack – opart og kinetisk kunst 1950-70«.
Hvor: Louisiana. Hvornår: Tirsdage-fredage 11-22, lørdage-søndage 11-18. Til 5. juni.
