Edvard Munch er ikke noget morskabsteater

Men han malede sine erindringer og erfaringer. Og fornyede billedkunsten.

»Melankoli« er navnet på dette maleri fra 1894-96. Billedet er en fortælling om jalousi og trekantsdrama. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARoS

Det var ikke noget nemt liv, han havde, Edvard Munch.

Han blev døbt umiddelbart efter fødslen, der fandt sted i 1863, fordi hans lægefar vurderede, at han var så svagelig, at han ikke ville overleve mange dage. Moderen mistede han tidligt. Det samme med en søster. »Sygdom og Galskab og Død var de sorte Engle, der stod ved min Vugge,« for nu at citere ham selv. Angstens, sorgens og dødens engle var hans følgesvende fra barndommen, og han kunne vågne om natten »og stirre i vild rædsel ud i rummet. Er jeg i Helvede?«

Meget nemmere skulle det ikke blive siden i livet. Men male, dét kunne han, og han brugte sin angst for livet – og kvinden – som sit mest væsentlige stof. Han malede, som han selv forklarede, ikke det, han ser, men det han så.

Med alle de Munch-udstillinger, der er for tiden, har der været rift om at låne billeder. Tate Modern i London lukker for eksempel sin omfattende Munch-udstilling i dag. Og derfor er det meget imponerende, at det er lykkedes kunstmuseet i Aarhus at komponere en så vellykket og fint formidlet udstilling, at den giver et dækkende billede af temaer og teknikker i den store norske malers værk.

Betingelserne er ikke optimale. Man har en time med billederne. Med 83 katalognumre giver det ikke overdrevent megen tid til fordybelse foran hvert enkelt. Men heldigvis er mange af dem variationer over samme motiv.

Sådan må det desværre nok være med udstillinger af denne klasse, som naturligt tiltrækker et stort publikum. Men det skal da nævnes til museets ros, at det ikke lukker nær så mange mennesker ind på samme tid, som mange store udenlandske museer har for vane.

En mørk udstilling

Det er en mørk udstilling. Væggene er grålige. Og nok lyser billederne på væggene, men de fleste af dem handler om sindets mørke. Udvalget af billeder dækker ikke alle aspekter af Munchs store produktion. Snarere – og det er også det, der gør den så uafrystelig – skærer den ind til benet og viser essensen af Munch. Hans angst. Og hans ambition.

Men trods udeladelser får vi alligevel hele historien om Munch. Ikke unaturligt åbner udstillingen med den tidlige Munch. En maler endnu famlende med inspirationen fra sine forbilleder. Men derefter – da Munch bliver Munch – er det lige på og hårdt. Helt inde i mørkets hjerte. Munch forlader naturalismen til fordel for et symbolistisk maleri. Det handler ikke længere om, hvad han ser. Men hvad han så. Og erindrer. Det han vil fortælle. Og det han søger at afklare med sig selv ved at male.

Barndommens sorte engle bliver ved med at være der – og andre temaer kommer til. Jalousien. Melankolien. Tabet af den elskede. Men også kvinden som en vampyr, hvis erotiske sult både tiltrækker og afskrækker.

Munch havde – kan man vist roligt sige – en heldig hånd med maleriet. Han var fortrolig med sine forgængere og med sin samtids kunst, hvor han placerede sig i forreste række og vakte opsigt og skandale. Men så er det i reglen så heldigt, at det også resulterer i salg og interesse.

Med en baggrund i et meget strengt religiøst miljø fandt Munch som ung mand bohemelivet tiltrækkende. Opgør med forældede borgerlige konventioner, udvikling af nye former for billedkunst og teater. Og – ikke mindst interessant – idealet om den frie seksualmoral med mange og skiftende partnere. Men ak, hvad sker der så, når princippet om fri kærlighed gælder for alle parter? Så står man fortvivlet blandt skovens træer og begræder tabet af den elskede.

For Munch havde ikke en heldig hånd med kvinder. Han kendte en del gennem sit liv, men som regel endte det ulykkeligt. En gang med et uheld der involverede skydevåben og resulterede i, at Munch mistede en finger.

Succesens bagside med alkohol og livsangst

Succesen havde også sin bagside i form af et usundt og uhensigtsmæssigt alkoholforbrug, og i 1908 lader han sig indlægge på en nerveklinik. I København af alle steder. Syv måneder. Ubetinget. Som imidlertid gør ham godt. Sådan da. For livsangsten slipper han aldrig af med, og han havde også brug for den. Den blev hos ham livet igennem til han døde succesrig og ensom i villaen Ekely uden for Oslo. På det tidspunkt kunne han – blandt andet – male angsten ind i storladne nattehimle, så den bliver et universelt begreb.

Det kunne han nu også i »Skrig«, der på udstillingen vises som litografi. Om det skrev han selv, at »jeg gik bort over Vejen med to Venner. Så gik Solen ned, Himlen blev pludselig blodig rød, og jeg følte et pust af Vemod. Jeg standsede og lænede mig til Gærdet træt til Døden. Over den blåsorte Fjord og By lå Skyerne som Blod og Ildtunger. Mine Venner gik videre, og jeg stod tilbage skælvende af Angst. Jeg følte det uendelige Skrig gennem Naturen.«

Personen i »Skrig«, vel et af de mest kendte malerier overhovedet, holder sig for ørene for at slippe for dette skrig af smerte, som er tilværelsens lod under en himmel, Gud har forladt. Til gengæld minder – i billedet – himlen om det kvindelige kønsorgan, Munch havde et så problematisk forhold til.

Fornyer billedkunsten gennem egne traumer

Udstillingens titel er »Angst«, og det passer unægteligt godt på langt de fleste af billederne. Det henviser uvilkårligt også til Søren Kierkegaard, som den belæste Munch selvfølgelig var fortrolig med, men man kan måske også associere til den tyske filosof Friedrich Nietzsche, der i sin bog »Also sprach Zarathustra« (1885) havde skrevet Guds dødsattest.

I »Also sprach Zarathustra« benytter Nietzsche også broen som et billede på udviklingen. Mennesket må passere en bro over en slugt for at blive overmenneske, og med det begreb mente Nietzsche sådan set bare det næste udviklingstrin. Som aben havde udviklet sig til menneske, ville mennesket videreudvikle sig til overmenneske og se tilbage på mennesket med latter, som mennesket ser på aben. Mente Nietzsche.

Det er også på den baggrund, Munch maler. Men først og fremmest fornyer han billedkunsten gennem sin originale og indtrængende måde at skildre sine egne traumer på. Og fortælle verden at både livet og døden er forfærdelige.