Eckersbergs smukke kvinder

Den danske maler C.W. Eckersberg efterlod sig et hav af gode malerier og et par mysterier. Statens Museum for Kunst viser i oktober nogle af hans guldaldermalerier under titlen »En smuk løgn – Eckersberg«.

Eckersbergs første kone Julie.
Læs mere
Fold sammen

Kunsthistorikerne Kasper Monrad og  Anna Schram Vejlby fortæller om Eckersbergs kvinder og løgnen.

Hans malerier fra Rom, Paris og København var stilskabende, og hans virkelighedstro skildringer af skibe, hav, skyer og mennesker er stadig et sindbillede på den gyldne tid i Danmark fra 1800-tallets begyndelse til midten af samme århundrede.

Det handler om den danske maler C.W. Eckersberg, der som maler og professor ved Kunstakademiet var med til at skabe og forme Guldalderen. I dag åbner Statens Museum for Kunst en stor udstilling med titlen »En smuk løgn – Eckersberg«.

For hvem var denne flittige maler egentlig, og hvad gemte der sig bag masken på den seriøse professor? Ifølge museumsinspektør ved Den Hirschprungske Samling Anna Schram Vejlby var han prototypen på det pæne borgerlige menneske under enevælden, der ikke skejede ud: »Han var ordentlig og pæn og ikke meddelsom om sine følelser. Han kunne male mesterligt, men kunsthistorikerne, der skrev om ham, var nok noget frustrerede, fordi han siger så lidt om sig selv, og fordi han af nogle ikke blev opfattet som en særlig god menneskeskildrer. Måske var det svært for dem at finde ind til hans menneskelige kerne og finde den kreative kunstnersjæl, som vi alle sammen ønsker, at der er i en kunstner.«

Museumsinspektør ved Statens Museum for Kunst Kasper Monrad skrev i 2005 en biografi om Eckersberg sammen med kunsthistorikeren Peter Michael Hornung: »C.W. Eckersberg – dansk malerkunsts fader«. Det er også Kasper Monrad, der er kurator for den nye store udstilling om Eckersberg på Statens Museum for Kunst. Han afviser, at han har et problem med at finde ind til ­Eckersbergs indre menneskelige kerne: »Nej, jeg føler mig slet ikke ramt! Trods fortielserne i hans dagbøger, som jo kan betragtes som spændende udfordringer, er Eckersberg en af de mest meddelsomme af periodens kunstnere. Bortset fra J.Th. Lundbye, der gerne krængede sjælen ud, så er de fleste billedkunstere ganske tavse. Så jeg betragter Eckersbergs dagbøger og breve – plus hans bog om perspektiv – som en gave og et rigt kildemateriale. At han har overladt en del overvejelser og tolkninger til os kunsthistorikere og andre billedbetragtere, er blot en spændende udfordring.«

Anna Schram Vejlby mener, at alt tyder på, at han forsøgte at leve op til guldalderens ideal om et godt menneske og en god samfundsborger: »Der er intet, der antyder, at Eckersberg ikke var et ordentligt menneske. Han var en god familiefar og havde ikke, så vidt vi ved, ægteskabelige sidespring. Og vi ved, at hans døtre forgudede ham. De skriftlige kilder vi har om ham som ven, tyder også på, at han var vellidt. Han var måske en smule kedelig, og særlig hans studerende, når han vedblev at fable om perspektivlæren, var ved at gabe kæberne af led. Men han havde nære venner, og man kan ikke finde negative ting om ham i samtidens kilder«.

Var ikke revolutionær

Han var i Paris og stod i lære hos en maler som hed Jacques-Louis David, der havde klare politiske holdninger. Var Eckersberg påvirket af de revolutionære stemninger i Frankrig?

Anna Schram Vejlby: »Slet ikke. Der er ingen politiske holdninger i den retning, men han kom jo også fra det storladne og visionære franske miljø tilbage til det hyggelige og snævre danske miljø med enevælde. Han tilpassede sig, og det måtte han også gøre, for han skulle brødføde sin voksende familie og passe arbejdet som professor. Det er måske forklaringen på, at man ikke finder en oprørsk eller revolutionær sjæl i ham.«

Hvordan ser du, Kasper Monrad, ham som ægtemand, elsker, far og ven?

»Det meste må vi gætte os frem til, fordi det skriftlige materiale ikke giver os mange følelsesudbrud. Men alt tyder på, at han var en kærlig ægtemand og en god far. Hans første hustru er af eftertiden blevet betragtet som en fejl, men reelt ved vi meget lidt om deres forhold, og han blev hurtigt skilt fra hende. Hans næste ægteskab med Julie Juel, datter af maleren Jens Juel, var efter alt at dømme godt og harmonisk, men hun døde af kræft. Han giftede sig så med hendes søster Susanne, og det var tilsyneladende også et godt ægteskab, men også hun døde af kræft. I dagbogen kan vi følge hendes sygdom, og alt tyder på, at han medfølende stod hende bi. De passager i dagbogen er faktisk hjertegribende. Man kan følge hendes dødskamp, og hver dag gør han i dagbogen status over hendes tilstand. Han forsøger at hjælpe hende med blodladning med igler, men det hjalp ikke,« siger Kasper Monrad.

Han har efterladt sig både skitser til sine breve og dagbøgerne, så man skulle jo tro, at vi havde mange oplysninger om ham ?

Kasper Monrad: »De fleste optegnelser er ganske kortfattede, som når han om sin første hustru blot skriver »Tænker på C.« Vi ved, at hans ugifte døtre elskede ham højt, og de sørgede for at fjerne de sider i hans breve, som de anså for afslørende, så der kan vi ikke hente så meget. Vi har hans frierbrev til Julie Juel, men det er kluntet og ikke stor kærlighedspoesi, så hun valgte ham sikkert ikke på grund af hans brev. Ofte er hans portrætter alvorlige, men netop hans portræt af Julie er en kærlighedserklæring, hvor hun lyser op i et smil.«

Det har vakt kunsthistorikeres opmærksomhed, at der i Eckersbergs dagbøger er krydser og minusser uden nogen forklaring. Kunsthistorikeren Villads Villadsen har forklaret disse tegn med, at krydser betød seksuel aktivitet og minus ingen sex.

Anna Schram Vejlby: »Jeg tror, han havde et aktivt seksualliv. Han nævner, når konen havde menstruation, og han lavede disse krydser og minusser i dagbogen. Jeg mener, at Villads Villadsen overbevisende argumenterer for, at disse tegn er udtryk for hans seksuelle aktivitet. Men dagbøgerne er ganske rigtigt nøgternt resumerende. Han øser ikke ud af sine følelser, og hans store passion synes at være i forhold til kunsten.«

Forholdet til franske Emilie

Han havde dog elskerinder?

Anna Schram Vejlby: »Ja, det er der ingen tvivl om, men det er i den tidlige fase af sit liv, før han blev gift med Juel-søstrene. Han havde en model, som han dyrkede i Paris ved navn Emilie, og som han malede et vidunderligt portræt af, som ejes af Davids Samling, men som kommer med på udstillingen på Statens Museum for Kunst. Han skriver ikke meget om forholdet i dagbøgerne, men man fornemmer dog, at han har et forhold til hende, og han bevarede hendes visitkort, som lå i dagbøgerne.«

Han tegnede også nøgne piger?

Kasper Monrad: »Ja, han malede og tegnede nøgne piger. Der har været en debat om hans model, der står foran spejlet, og vi ser hende bagfra. Facebook censurerede det for nylig, men fortrød så og nu hænger det på Den Hirschprungske Samling. Vi ved, at modellen var en københavnsk pige, der hed Florentine, men intet tyder på, at Eckersberg havde et forhold til hende, men det er da et sensuelt maleri. Han malede også legemsstore malerier af nøgne mennesker, som er med på den kommende udstilling, men de var lavet med henblik på undervisning og var ikke spor erotiske. Så findes der i det indvendige låg på et cigarskrin fra Valdemar Slot en vovet erotisk scene, som vi har med på udstillingen, men der er stadig debat om, hvorvidt det rent faktisk er malet af Eckersberg.«

I spørgsmålet om Eckersbergs pige­bekendtskaber før ægteskaberne med Juel-søstrene siger Kasper Monrad: »Han malede et skønt portræt af en romersk model med fin hat. Tidligere mente man, at modellen var Thorvaldsens elskerinde Anna Maria Magnani. Men ser man på andre portrætter af Anna Maria Magnani, så var hun meget ældre end modellen, som Eckersberg malede. Ved at studere dagbøgerne påny er de fleste kunsthistorikere nu af den opfattelse, at modellen ikke var Thorvaldsens elskerinde, men en pige ved navn Magdelena, som Eckersberg sandsynligvis havde et forhold til. Man kan se i dagbogen, at han forsøger at nærme sig hende, og han også købte en kjole til hende. Men igen må vi gætte, for Eckersberg sagde ikke noget om det.«

Anna Schram Vejlby arbejder på et afhandling om Eckersbergs kunst og følelser på grundlag af hans portrætter og hun mener, at vi i nutiden ikke har fundet nøglen ind til hans kunstneriske sind: »Vi ser i dag på Eckersbergs personer og registrerer dem som pæne borgerlige mennesker med dobbelthager og vom. En smule kedelige, men meget hyggelige. Men Eckersberg stræbte ikke efter at gengive virkeligheden, som han så det. Han var i virkeligheden et meget filosofisk menneske, der stræbte efter en platonisk idealgengivelse, altså at sammenfatte den menneskelige karakter i et idealbillede, som udtrykte modellens egentlige menneskekarakter. Når han malede portrætter, så var det hans indsigt i personernes karakter, han ville have frem og ikke blot et pæn borgerligt ydre. Vi har fortrængt hans dybere indsigt, for Eckersberg var så meget andet end blot en bedsteborgerlig kunstner, der malede genrebilleder.«

En mand med dybder i flere lag

Kasper Monrad er ikke dybt uenig: »Han var en mand med dybder, og han tænkte over livet og naturen. Jeg tror, man opfattede ham dengang og også nu som en jordnær spidsborger, men jeg ser flere lag i ham. Han var et fredsommeligt menneske, der passede sit arbejde, men han fik dog også tid til at gå i teatret og spille med i en kvartet, så på den måde var han et rigtigt guldaldermenneske, men bag denne pæne guldalderstemning er altså også noget andet, som er en dybere søgen efter sandhed.«

Hvorfor har du så kaldt udstillingen på Statens Museum for Kunst for »en smuk løgn«?

Kasper Monrad: »Det skyldes, at det vi ser på malerierne ikke svarer til virkeligheden, men til noget dybere, som Eckersberg ønskede at få frem. Når han således malede et smukt Rom-maleri med tre buer, der indrammer en udsigt over Rom, så var det ikke virkeligheden, han malede, for jeg har været i Rom for at vurdere det, og de tre buer står ikke sådan, som Eckersberg placerede dem i sit maleri. Dels kunne han ikke se alle tre buer i ét blik, dels er udsigten stykket sammen af tre lidt adskilte udsigter. Han ønskede altså at skabe noget andet og en dybere sandhed, som han så det, og derfor er det en smuk løgn.«

Overser vi i dag dybden hos Eckersberg?

Anna Schram Vejlby: »Ja, for man bliver fanget ind af hans dygtighed og det, som vi tror er realisme. Vi fokuserer på dobbelhagerne, de kødfulde læber og de smukke stuer. Man må huske, at malerierne dengang havde en anden funktion end i dag. I vore dage er alle dus, og vi jager lighedsmageriet, men dengang var der forskel på folk, og portrættet skulle vise social anseelse og prestige. Derfor kan maleriet virke en smule gammeldags i dag, men sådan ser jeg dem ikke, for dels forsøgte Eckersberg efter modellernes indre sandhed, men der var også et højere guldalderideal, som let overses i dag. Når en kvinde f.eks. strikker på Eckersbergs maleri, så er det ikke bare en kvinde, der strikker, men et udtryk for en af guldalderens højere familieidealer. Det kan virke banalt, at hun sidder og strikker, men der er altså en dybere mening med strikkeriet.«

Udstillingsperiode: 8. oktober 2015 - 24. januar 2016. Åbningstider: Tirsdag-søndag kl. 10-17. Onsdag kl. 10-20. Mandag lukket.