Tirsdag indvies Eremitageslottet i Dyrehaven af Dronningen og Prinsgemalen, og fra 1. juli er der mulighed for guidede ture rundt i bygningsværket. Jagtslottet i Dyrehaven er for mange mennesker et kendt mødested, måske udgangspunkt for en skovtur eller kulisse for en fejring, en station på løbeturen – og såvel det indre som det ydre repræsenterer en betydningsfuld del af kulturarven.
Men lad os begynde med navnet.
Eremitage er et ord, der virkelig giver begrebet pop-up-køkken en ny – eller rettere sagt gammel - betydning.
Da slottet i årene mellem 1734 og 1736 blev opført, konstruerede snedkermester Johan Jerimias Reusse en såkaldt taffelmaskine. Det var en slags elevator, der fra køkkenet i kælderen kunne løfte forskellige fade op til selve bordet i den store spisesal på beletagen (eller 1. sal). Det betød, at selskabet kunne spise en eremitage; uforstyrret og uden tjenere.
Det mekaniske elevatorbur fungerede kun i nogle årtier. Opfindelsen var på mode ved hoffer i 1700-tallets Europa. Men der findes så få beskrivelser af den, at Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der har haft ansvaret for den omfattende, massivt fondsstøttede renovering, afstod for at forsøge sig med en rekonstruktion.
Det har været en dyd også under dette restaureringsprojekt at skabe et resultat, der er meget tæt på originaludgaven. Og det kan man så dokumentere gennem farveprøver, tegninger, inventarlister osv. Der var bare ikke et diagram over, hvordan den gamle køkkenelevator så ud.
Forfaldne slotte
Eremitagebordet fandtes allerede i slottets forgænger, Hubertushus, så middagen også dér kunne indtages under private former. Mange af de kongelige lystslotte blev opført med det udtrykkelige formål at give den royale familie en smule fred.
Huset, der fik navn efter jægernes skytsengel, Hubertus, blev opført 1696 som et decideret jagtslot af Christian V. Arkitekt var Hans van Steenwinckel 3 i samarbejde med astronomen Ole Rømer, der muligvis konstruerede elevatorbordet.
Christian V var meget jagtbegejstret. Som ung mand havde han oplevet parforce-jagter ved Solkongens hof i Frankrig, og i 1670 inddrog han store dele af Nordsjælland som kongeligt parforce-jagtområde. Hvad der lå i vejen, blev flyttet. Også selv om det var en landsby.
Parforce er en særlig form for jagt, hvor hunde og ryttere jagter et dyr, indtil det styrter om, og jagtselskabets fornemste rytter giver det dødsstødet med en hirschfænger, der er en stor kniv. Det skete ofte også, at hestene døde af anstrengelserne, eller at hundene blev skiftet ud, fordi de var for udmattede.
Hundene var hvide med sorte prikker, så de adskilte sig fra vildtet og bidrog til at gøre jagten til et storslået sceneri, der kunne iagttages af gæsterne fra slottets vinduer eller dets bastion.
Står man på beletagen på det nuværende jagtslot og kigger ud over det smukke landskab, er det lige før, man for sit indre øre kan høre B.S. Ingemanns sang om Kong Valdemar, der på grund af sin kærlighed til den jordiske lykke var tvunget til hver nat at ride gennem Nordsjællands skove:
På Sjølunds fagre sletter
ved Østersøens bred,
hvor skoven kranse fletter
om engens blomsterbed,
hvor sølverkilden glider
nu ved ruinens fod,
dér stolt i gamle tider
en kongebolig stod.
Ingemanns tekst er så en del år senere, og det var først i 1836, Niels W. Gade gav den melodi, men alligevel. Begge slotte forfaldt.
Det blev arkitekten Laurids de Thura, der fik opgaven med at opføre det nye jagtslot for kongen. Laurids de Thura, der måske er mest kendt for det spiralsnoede spir på Vor Frelser Kirke på Christianshavn samt udstillingsstedet Gl. Holtegaard, opførte sit slot i senbarok stil. Thura håbede på det tidspunkt at få opgaven med at tegne Christiansborg Slot, så han gjorde sig virkelig umage for at vise, hvad han formåede. Kabinetterne til kongefamilien på beletagen er således udført med hver deres finesser. Udover toiletter næsten skjult i væggen bag tapeter er netop de forskellige tapeter en af de store æstetiske oplevelser på slottet.
Middagssalen i midten er overdådig med sine figurer, spejlvirkninger, falske marmorpartier, kaminer, relieffer og nogle af barokkens virkemidler som for eksempel strålekransen, der ses i loftet sammen med små skyer og kongeparrets monogrammer.
Væggen ved trappen mellem stuen og første sal er beklædt med hundredvis af hvide fliser bemalet med jagtmotiver. De ligner hollandske kakler, men er fremstillet i Danmark på en fabrik i St. Kongensgade, og ifølge Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, er der ikke to, der er ens.
Forskelligt ydre og indre
Men ak. Al herlighed forgår, hvis der ikke bliver passet på det. Og på et tidspunkt er Eremitageslottet så forfaldent, at arkitekten Ferdinand Meldahl, der i slutningen af 1800-tallet får til opgave at genrejse det, taler om en bygning i opløsning.
Ferdinand Meldahl, der tegnede Hotel d’Angleterre og Charlottenborg samt færdiggjorde Marmorkirken i København, ændrede slottets ydre godt og grundigt.
Vi er dermed i den situation, at restaureringen har resulteret i en bygning, hvis indre er tilbageført til Laurids de Thura, og hvis ydre er Ferdinand Meldahl. Det har krævet tilladelser mange steder i fredningssystemet, men løsningen forekommer logisk, hvis ambitionen har været at skabe genskabe et slot, der er så meget som muligt i overensstemmelse med, hvad det har været muligt at dokumentere.
Det giver nu et billede af fortiden, da konger kunne ekspropriere store landområder, og jagtslottet var udgangspunkt for scenerier, der understregede regentens magt og storhed – og dermed en del af vores forhistorie.
FACEBOOK | Få mere kultur- og arkitekturnyt på facebook.com/berlingskultur
