En mand træder ind på en restaurant. Han har en aftale. Han finder det selskab, som han er en del af, hilser på de øvrige ved bordet, og sætter sig ned. Middagen bliver serveret. Selskabet spiser og drikker. Folk hygger sig. På et tidspunkt skal manden på toilettet. Han rejser sig, går ud på gangen og fortsætter ad en smal trappe ned i kælderen og videre ad den smalle kældergang. Han havner dog ikke på toilettet som planlagt, men kommer i stedet ind i et lille lokale, hvor han er omgivet af forskellige kunstværker. Det går op for ham, at han befinder sig i et lille galleri. Han henvender sig overrasket, men venligt til galleristen, som ligeledes befinder sig i lokalet: »Et galleri i Silkeborg? – det er alle tiders idé« – og efter en kort pause tilføjer manden så: »Men det kan sgu aldrig gå«.
Året er 1962. Galleristen er Willy Omme, der blandt meget andet har arbejdet som assurandør og sælger af hvidevarer, før han blev gallerist. Han har 10. april samme år åbnet det lille galleri Galerie Moderne Silkeborg i den midtjyske by – som følge af sin store personlige passion for kunsten i almindelighed – og COBRA-kunstnerne i særdeleshed. Galleriet er på dette tidspunkt en slags weekendforetagende for ham. Han regner med, at lønnen fra hans hverdagsjobs kan dække et eventuelt underskud, som galleriarbejdet sandsynligvis vil give i foretagendets spæde start. Det er kærligheden til værkerne, snarere end udsigten til kroner og øre, som driver Willy Omme ind i kunstbranchen.
Den anden mand, ham, der egentlig bare skulle på toilettet, men som ved et tilfælde er havnet i galleriet, er ingen ringere end Asger Jorn, den internationalt berømmede billedkunstner, som blandt andet har været medstifter af den famøse internationale kunstnersammenslutning COBRA. Netop Jorns værker er en af de primære årsager til Willy Ommes kunstinteresse.
Dette tilfældige møde bliver afsæt for et tæt samarbejde – ikke bare Jorn og Willy imellem, men også, som noget ganske ekstraordinært, et tæt og direkte samarbejde mellem Silkeborg-galleriet og mange af de øvrige fremtrædende COBRA-kunstnere som Henry Heerup, Carl-Henning Pedersen, Egill Jacobsen, Karel Appel og Corneille. Så interesserer man sig for COBRA-kunsten, er Galerie Moderne Silkeborg i høj grad go to-stedet. Perioden og dens kunstnere er til stadighed galleriets speciale, men samtidig finder man også masser af nulevende og kontemporære kunstneres værker i galleriets udstillingskatalog.
I dag er galleriet blandt Skandinaviens førende for moderne kunst og tæller blandt de ældste af sin art herhjemme. Det har i omegnen af 10.000 besøgende om året og er årligt til stede på de store nationale kunstmesser Art Copenhagen og Art Herning, sidstnævnte løber af stablen i slutningen af januar. Derudover har det silkeborgensiske galleri siden 1994 været repræsenteret med en stand på Art Cologne, den højprofilerede årlige kunstmesse i Køln med omkring 60.000 besøgende gæster.
Willy Ommes livsværk har vokset sig til at være en omfattende forretning. Det på trods af, at galleriet faktisk havde underskud i virksomhedens fem første leveår. Nu er de røde tal på bundlinjen for længst fortid og i dag ligger omkring en tredjedel af galleriets omsætning i udlandet. Der kommer løbende henvendelser fra interesserede kunder i hele verden. Europa. USA. Kina.
Siden Willy Ommes død i 2008 har hans søn Henrik Omme videreført faderens arbejde. Henrik Omme entrerede foretagendet i 1977 i en alder af 17 år helt efter eget ønske. I 1989 blev han partner i galleriet på lige vilkår med Willy Omme. Henrik Omme arbejdede således tæt sammen med sin far gennem 31 år, hvor de havde en rollefordeling med Willy Omme som galleristen, der varetog kontakten til kunstnerne og arrangerede udstillingerne, mens Henrik Omme var kunsthandleren, hvis primære funktion var at bringe værkerne fra et A til et B, fra sælger til kunde. Den rollefordeling afstedkom et velfungerende makkerskab far og søn imellem. I dag varetager Henrik Omme begge funktioner.
Foruden Henrik Omme er der i dag fem ansatte i galleriet, som for længst er rykket ind i nogle større rammer end det trange kælderlokale, som Asger Jorn tilfældigt trådte ind i. Galerie Moderne Silkeborg centralt i midtbyen i nogle ældre, højloftede lokaler med et udstillingsareal på 600 m2, hvor der udstilles i både stuen og på førstesalen. Endvidere har galleriet sit eget indramningsværksted samt hele fire lagre til opbevaring af de mere end 2.000 originalværker og de godt 14.000 stykker grafik – litografier, serigrafier med mere.
Galleriet har ligget på den nuværende adresse siden 1979. Lokalerne har tidligere huset blandt andet et missionshotel og en pigekostskole. Sidstnævnte, ifølge Henrik Omme, en læreanstalt, som nogle af byens forelskelsessyge unge mænd yndede at besøge efter mørkets frembrud. Her måtte ynglingene klatre diskret op ad nedløbsrøret, når de skulle på uanmeldt aftenbesøg hos deres udkårne studiner, og bede til, at kostskolens skrappe forstanderinde ikke fangede dem i deres udåd.
Henrik Omme byder os venligt velkommen og viser rundt i gallerilokalerne. Han fortæller entusiastisk større og mindre anekdoter fra galleriets 55-årige historie. Vi lægger ud ved et fotogalleri, som pryder en væg nær indgangen. Det fungerer som en slags scrapbog, hvor man blandt andet kan se et foto af Asger Jorn foreviget i et muntert øjeblik med en cigarstump i mundvigen, en violin under hagen og en åben pilsner på bordet foran sig. Her finder man også et billede af den belgiske kunstner Corneille foran Vincent van Gogs grav i Auvers-sur-Oise i Frankrig, og ikke mindst et foto taget af den hollandske fotograf Nico Koster, som i 1983 forevigede COBRA-landsmanden Karel Appel i New York stående med en farverig miniature-flyvemaskine i favnen med World Trade Centers to tårne lurende i baggrunden. Et foto, som det i dag, post-terrorangrebene 11. september 2001, er vanskeligt ikke at tillægge en nærmest profetisk symbolværdi. På væggene finder man også fotos af dronningen og prinsgemalen på besøg, bokseren Mikkel Kessler, kunstneren Peter Brandes i selskab med den senere myrdede israelske premierminister Yitzhak Rabin og mange andre.
»Denne her er sjov« griner Henrik Omme og fremviser Harald Engmans værk: »Den Sidste Udvej« fra 1935. Billedet forestiller et sælgermakkerpar, der i et anfald af desperation befinder sig foran blindeinstituttets dør i færd med at forsøge at prakke husets stakkels blinde et par kunstværker på.
»Min far og jeg jokede altid med, at hvis vi ikke kunne sælge kunsten, så kunne vi altid forsøge os på blindeinstituttet som en uigenkaldeligt sidste udvej. Så da jeg faldt over denne her, så måtte jeg bare have den,« siger han.
»Og den er naturligvis ikke til salg«.
Sådan er det med flere af galleriets værker, ikke mindst dem, som hænger på væggen i Henrik Ommes temmelig rodede, men meget charmerende, kælderkontor. Dem har han knyttet stærke personlige bånd til. De er ikke til salg og bliver det heller ikke. Dertil er deres affektionsværdi for stor.
Galleriet huser årligt seks udstillinger i lokalerne. For tiden pryder 24 værker af den tyske kunstner Simone Haack (f. 1978) væggene i to af rummene i stueetagen. Tilsammen udgør de den nyligt åbnede udstilling ”Après nous le déluge” (”Efter Os, Syndfloden”), som løber frem til 25. februar. Det er kunstnerens første soloudstilling her til lands, og efterspørgslen har ifølge Henrik Omme allerede været rigtig pæn. Flere af Haacks værker er solgt til museer. Hovedsageligt i hendes hjemland, men der har også været interesse uden for Tyskland.
Haacks kunst faldt Henrik Omme over ved et sært tilfælde. Han var en tur i Paris for cirka ti år siden, hvor han en dag bare spadserede omkring på må og få. På et tidspunkt faldt han over et interessant billede i et vindue og gik derfor inden for i, hvad der tilsyneladende var nogle udstillingslokaler.
»Her lægger jeg mærke til, at en lille flok mennesker går omkring og beser kunstværker i rummet«, husker Henrik Omme.
Han henvender sig til en person, der ser ud til at have noget at gøre med udstillingen, og spørger til hvem kunstneren bag det billede, han har spottet i vinduet, er. Han blev mødt med et undrende blik.
»Er du ikke en del af censor-gruppen?« blev han spurgt.
Ved et rent tilfælde havde Henrik Omme forvildet sig ind til en fremvisning af et eksamensprojekt for det parisiske kunstakademi, hvor Simone Haack var blandt de udstillende elever.
»De troede sgu, at jeg hørte til blandt de eksamensbedømmende censorer, men jeg var bare interesseret i billedet«, griner Henrik Omme.
Siden har Simone Haacks værker været i galleriets sortiment.
»Det er altså godt nok ikke særlig tit, at et galleri får en tilknytning til en kunstner så tidligt i vedkommendes karriere. Men det billede kunne jeg ikke stå for«, fastslår Henrik Omme.
Og nu er Simone Haack så aktuel med soloudstillingen i galleriet. En af tilfældets små gaver.
Når Henrik Omme skal samarbejde med en kunstner, er der to regler som gør sig gældende: kvalitet og kemi.
»For det første spørger jeg mig selv, om kunstnerens værker er noget, som jeg selv ville ønske at have hængende hjemme i stuen. For det andet skal kunstneren være en person, som man har lyst til at gå ud og spise en middag med. Det er meget simpelt. Tror man som gallerist ikke på kunstnerens talent og mangler den personlige kemi, kan samarbejdet umuligt blive godt. De to grundregler opererede min far også efter,« forklarer Henrik Omme.
Grundfilosofien synes at være, at kunst er både er noget, man forhandler såvel som køber med hjertet. Ikke med hjernen.
»Det nytter ikke at gå og spekulere i, om et værk bliver så og så meget værd. Den forklaring giver jeg altid de kunder, som spørger til mit skøn på den slags. Det kan man af gode grunde ikke forudse«, siger Henrik Omme.
Men hvad hjertet begærer, kan af og til koste et anseeligt beløb, eller som Henrik Omme selv formulerer det med et smil: »Det er gratis at gå herind, men det er ikke sikkert, at det er gratis at gå herfra igen«.
Det er ikke billigt at samle på COBRA-kunstnerne, hvilket eksempelvis fremgår af varekataloget på galleriets website. Her kan man eksempelvis lade sig friste af bronzeskulpturen »La Siréne«, som er lavet af den afdøde belgiske COBRA-kunstner Corneille. Den er til salg mod den klækkelige sum af lige under to millioner kroner.
Henrik Omme guider os ind på sin fars kontor på førstesalen.
»Det står stort set uberørt siden hans død. Jeg har for eksempel ikke ryddet op på skrivebordet. Der er af og til nogen, som spørger mig, om jeg ikke skal flytte herop fra kælderen. Men det er Willys kontor. Sådan er det stadig.«
På den måde er hans fars ånd og vindende væsen stadig til stede i gallerilokalerne.
På Willys kontor fremviser Henrik Omme Asger Jorns violin, som er udstillet i en montre.
»Den havde jeg ledt virkelig længe efter, og da jeg var på besøg hos noget af hans familie, spurgte jeg til den. Så fik jeg at vide, at den måtte jeg da meget gerne købe af dem. Og det gjorde jeg,« forklarer Henrik Omme om erhvervelsen af den verdenskendte kunstners instrument.
I kontoret findes også Jorns postkasse, vinflasker med hans egen etikette og kakler fra pejsen i Jorns hjem i den lille italienske by Albissola beliggende i Liguria-regionen vest for Genova.
»Jorn var og er stadig den største af alle COBRA-malerne. Det mente de andre også. På nær Appel, som mente, at han var den største og bedste. Han og Jorn var heller ikke ligefrem de bedste venner«, fortæller Henrik Omme.
Ja, Asger Jorn var en stor og på mange måder livsklog kunstner, men i forhold til det med at drive et galleri i Silkeborg tog han altså fejl.
Det kunne sagtens gå. Rigtig godt faktisk.
Galerie Moderne Silkeborg er til stede på Art Herning 27.-29. januar. På standen medbringer galleriet omkring 30 originalværker + grafik.
