Der var så dejligt ude på landet. Især efter landboreformen i slutningen af 1780erne havde ført til gennemgribende ændringer af landbruget, hvor størstedelen af befolkningen tjente deres daglige brød i deres ansigts sved.
Perioden fra omkring 1780 til cirka 1810 er emnet for en god udstilling på Thorvaldsens Museum. Bindesbølls vidunderlige bygning – landets første kunstmuseum – blev til, inden museerne ændrede strategi fra at fremhæve de permanente samlinger til at markedsføre de midlertidige udstillinger, og lokalerne i kælderen til særudstillinger minder ikke om mange andre danske kunstmuseers. Arkitekten – og Bertel Thorvaldsen for den sags skyld også – ville nok blive noget bedrøvede, hvis de hørte de bemærkninger, hvormed skoleelever på tvungen udflugt til Kulturarven kan karakterisere stedet. Men omvendt:
Museet formår at få store oplevelser ud af små lokaler. Det er en – også museumspædagogisk – meget vellykket præsentation af fine billeder af ikke mindst C.W. Eckersberg og Jens Juel, og så er der en interessant historie bag udvalget og fokuseringen på epoken.
Bonden som helt
Med stavnsbåndets ophævelse, jordreformerne og hele omorganiseringen af landbruget fra fæstegårde til selveje kunne bønderne tjene deres daglige brød med så meget desto større personlig tilfredsstillelse, for nu var det jo dem selv, de høstede for, og den flittige bonde blev et af de nye idealbilleder i den samfundsmæssige idyl, malerne fremstillede i perioden.
Tidligere havde billedet af bonden ærlig talt været præget af, at han var doven og fordrukken og egentlig fungerede bedst efter nogle rap fra ridefogedens stok. Men nu blev bonden og hans familie – en autonom enhed der afløste landsbyfællesskabet – en helt i malerkunsten. På samme måde som den driftige købmand og slavehandleren og andre, der skabte formuer i den florissante tid.
Under den florissante tid klarede i hvert fald dele af nationen sig rigtigt godt. Det var også omvæltningernes tid, en tid præget af store forventninger, og det var før, ulykkerne væltede ned over kongeriget i det 19. århundrede.
Udstillingen lukker faktisk med fortællinger om en af de første store katastrofer: Bombardementet i 1807 af København fastholdt i en akvarel af Eckersberg. Den og så et billede af samme kunstner forestillende oprydning i ruinerne på det, der i dag er Gråbrødre Torv, står i skarp kontrast til det idylliske danmarksbillede, der ellers foldes ud i det ene indtagende maleri efter det andet.
Næsten som Paradis
Det er fortællingen om et land, der er et velordnet – for nu ikke at sige – velfriseret Arkadien.
Der lå i tiden en optagethed af den antikke verdens forestilling om en lykkelig urtid, hvor alt var harmoni – og malernes billeder giver løfter om noget tilsvarende. Landskabet er præget af trygge fundamenter i tilværelsen som den fædrene gård, den flittige mølle og kirken, der frem for at være noget ophævet og mystisk, er solidt forankret i landskabet. Høj og lav omgås med en naturlig venlighed som i de senere Morten Korch-film, indtil den fordærvede søn og den uhæderlige sagfører fra København begynder deres rænkespil.
Det var så mange år senere, det med de danske familiefilm, men en opfattelse bliver grundlagt i disse afgørende år, hvor op til 60 procent af samtlige gårde kommer på egne hænder i løbet af blot 20 år. Også en forudsætning for den indre mobilisering, der sker i Danmark, da omverdenen i slutningen af 1800-tallet sætter et definitivt punktum for Danmark som stormagt. Det var efter statsbankerotten, tabet af Norge og især dødsstødet under krigene med Tyskland.
Men endnu er der altså idyl i Danmarks have. Orden og harmoni hersker - også når et nyt, romantisk haveanlæg bliver moderne og afløser barokkens symmetriske opbygning.
Haven skulle ligne naturen. Den skulle blot være endnu bedre tilrettelagt og endnu mere i overensstemmelse med forestillingerne om, at det var en lykkelig tid, og at endnu bedre tider ventede.
