Med fotografier vist på udstillinger og samlet i bøger har Ebbe Stub Wittrup vist sig som en billedkunstner med blik for det sanselige i det upåagtede. Han har gjort udsnit af verden til et maleri - og sære historier har længe været en del af den idémæssige tilgang til hans billeder af verden.
Med sin nye udstilling er Ebbe Stub Wittrup gået andre veje og har - i mere end én betydning - bevæget sig ind i ukendt land. Udstillingen i Overgaden leger med illusioner. Dem øjet skaber - og dem sindet spiller pus med. Hvad enten det er vores evne til at tro på optiske illusioner eller acceptere historien om det indiske rebtrick. Altså den omstændighed at vi tror, reb kan svæve i luften ved egen kraft eller styret af et menneskes overlegne hjernekapacitet, der får ting til at bevæge sig gennem tankens kontrol.
Hovedretten er imidlertid udstillingens første værk. Fysisk består det af fremvisere, der projicerer underligt grynede og uskarpe, sort/hvide film på væggen i det mørklagte rum. Det ligner optagelser - måske af etnografisk karakter - fra ældre tid, men tilsammen danner de levende billeder en slags overvejelse over forestillinger om en anden verden. Ikke hinsides denne, men måske parallel med denne. Uden Overgadens introduktion er man lige så fortabt som de mennesker, filmene synes at handle om. Mennesker der forsvinder - for måske at dukke op år efter uden af den grund at være blevet ældre.
Ebbe Stub Wittrup formår gennem præcise æstetiske greb at fremmane suggererende billeder af øde beliggende huse i uvejsomme landskaber eller stormomsuste øer langt ude på havet som nu Hebriderne, hvortil der knytter sig myter om mystiske forsvindinger, som om porten til en anden verden har åbnet sig. De fortættede billeder rummer en særegen skønhed, der løfter udstillingen over gaden.
