Undertiden kan man synes, at man ser moderne kunst alle vegne. Man kan i hvert fald bilde sig selv det ind - ikke mindst et sted som Wanås, der er en storartet skulpturpark i det sydlige Sverige omkring 100 km fra København.
I Wanås er - viser det sig - eksempelvis nogle af træstubbene ved nærmere eftersyn udført af beton, men malet på en sådan måde, at de ved første øjekast ligner den ægte vare. Så monstro den elektriske installation midt i skoven ikke også er et kunstværk? Næ, det er en elektrisk installation. Vist nok. Der er i hvert fald ikke noget skilt, der kunne indikere, at det er kunst.
Det er der ved træstubbene, af hvilke der er 12, og det ødelægger naturligvis illusionen en del. Skiltene er også nye. De var der ikke tidligere. Tidligere opdagede man først efterhånden, at det dog var besynderligt med disse ens udseende stubbe.
Træstubbene er skabt af den amerikanske billedhugger Allan McCollum, som Louisiana herhjemme har (vist) fine værker af. Og han er ikke den eneste fremragende skulptør, der gennem årene er inviteret til Wanås. Andre er for eksempel Jenny Holzer, Antony Gormley, Dan Graham, Per Kirkeby og Jan Håfström.
Hvert år føjes nye værker til den voksende samling af kunstnere, der udgør en kreds af ikke nødvendigvis altid de bedste, men nogle af dem, der med talent arbejder med stedsspecifikke skulpturer eller land art. Enten med eller mod omgivelserne. Nogle af skulpturerne har en afvisende, minimalistisk karakter og optræder som sælsomme fremmedlegemer i den smukke park. Andre er i den grad bygget ind i stedet og udført i naturmaterialer og må forventes på et tidspunkt at erodere.
Poetisk vandring
Man kan følge en slags rute eller gå på opdagelse selv mellem fortryllede huse, lyriske inskriptioner, stemmer, der bliver til et drama, gynger og bolde i træerne og skulpturer, børn kan klatre på.
Man skal være varsom med at anvende ordet »poetisk« i forbindelse med den slags oplevelser. Men det er netop, hvad det er. Det er en poetisk vandring i en smuk natur - også når det regner, og man står mellem høje stammer og under store kroner og pludselig får øje på noget, der måske er kunst.
Også nogle af årets satsninger falder under kategorien »poetisk« og »fortryllende«. Det gælder den fine svenske billedhugger Charlotte Gyllenhammer, der også inddrager forskellige former for ligefrem moderne teknologi til at fortælle sine sære historier om voksne børn og mediernes billede af virkeligheden. Det gælder Yoko Ono, der viser sine ønsketræer i en ny version og gennemspiller forskellige af moderfigurens roller, kvaliteter og mangler. Tvivlen melder sig ved mødet med Jacob Dahlgrens farvestrålende skulptur, der modsat flertallet af parkens værker i dén grad spiller mod omgivelserne. Markant udsagn eller fejlplaceret skulptur?
