Da jeg som dreng første gang kom til København, var et af de mere troskyldige ønsker at se Danmarks Akvarium i Charlottenlund.
Det var dengang. Nu skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at hundreder og atter hundreder tusinder af børn og barnlige sjæle vil tage til Danmarks Akvariums afløser, Den Blå Planet, der fredag åbner for offentligheden. Det årlige besøgstal er anslået til 700.000. Det skulle imidlertid ikke undre, om succesen bliver endnu større.
Danmarks Akvarium, der lå i en funkisbygning fra 1939 tegnet af C.O. Gjerløv Knudsen, havde sin charme. Men med det nye og meget, meget større akvarium er fortællingen om vores ven, fisken, blevet opgraderet til en helt anden liga. Ikke nødvendigvis som en del af underholdningsindustrien. Snarere som en del af oplevelseskulturen. Akvarier og delfinarier med fisk som underholdning findes i større målestok i udlandet. Her er der lagt vægt på en slags underholdende formidling med oplevelsen sat i centrum. Og det er lykkedes blandt andet takket være de arkitektoniske greb.
Det overordnede æstetiske greb ligger først og fremmest i bygningens ydre. Placeret tæt ved vandet – sådan som Kunstmuseet Arken i øvrigt burde have været – træder bygningen markant frem på det flade Amager; ikke så langt fra lufthavnen og – klogeligt – placeret i forholdsvis kort gåafstand fra en metrostation.
Netop set fra luften, når maskinen lægger an til landing i Kastrup, ligner bygningen en skibsskrue. Bag udformningen ligger inspiration fra strømhvirvlen, som netop er hentet fra det hav, Den Blå Planet fortæller så meget om på så mange niveauer.
Set fra landjorden kan man måske abstrahere til en kæmpemæssig fisk, der er strandet. Ikke mindst i betragtning af, at bygningens organiske form har en hud, der synes som beklædt af fiskeskæl. I det hele taget spiller bygningen i udstrakt grad sammen med det nærliggende hav, og man må forestille sig, når mildere vinde kommer til disse kolde breddegrader, at både lyset fra himlen og bevægelserne i havet reflekteres i bygningens ydre, ligesom skyerne spejler sig, og overfladen derfor vil være evig foranderlig.
Bagsiden, hvis man kan tale om en sådan, er der ikke kælet overvældende voldsomt for. Man kan måske sige, at indgange til vareindlevering kan være lige meget – men det kan det så alligevel ikke, for bygningens kystnære placering appellerer til, at man spadserer rundt om den. Ved siden ligger såvel udendørs servering som kigadgang til et bassin, hvor søløverne kommer op for at se, hvem der kommer på besøg. Det er det samme problem, Skuespilhuset ved Københavns Havn har. Bagsiden er æstetisk underprioriteret – selv om der også er mennesker, som passerer bygningen på det sted.
Men bortset fra bagsiden må man sige, at arkitektfirmaet, 3xN, der vandt konkurrencen om Den Blå Planet, har fået utroligt meget ud af at skabe et smukt og organisk ydre, der for alvor vil stå markant, når de omkringliggende anlæg ikke længere ligner en byggeplads. Åbningspartiet er inviterende – og undervejs går man langs hvirvlende vand, som minder om, at det er vandet, der er betingelse for liv, og at det er dyr i vand, vi snart skal ind at se. Vandet trækkes ind fra havet – men takket være intensiv rensning samt strøm, der meget snart vil komme fra Den Blå Planets egen vindmølle, er det lykkedes at gøre bygningen energineutral. Det er noget af en bedrift i betragtning af, hvor meget vand, der renses, og hvor meget elektricitet, der skal bruges til såvel lys som opvarmning. Men det manglede bare. Hvis en kulturinstitution som Den Blå Planet, der har en underlæggende dagsorden om at fortælle om vandets betydning for livet, ikke i 2013 skulle kunne være i en bygning, der sparede på ressourcerne, ville det ærligt talt forekomme paradoksalt.
Den arkitektoniske oplevelse af bygningen ligger i dens ydre. I dens indre er arkitekterne tilsyneladende trådt et skidt tilbage, så gulve, vægge, trapper osv. fremtræder neutrale og derved ikke kommer til at stå i vejen ved kerneoplevelsen: Fiskene (og for den sags skyld også både fugle, padder, koraller og skaldyr).
Vægge og lofter er malet mørke, og salene henligger også i halvmørke, for at besøgende kan rette opmærksomheden mod de mange, mange akvarier i varierende størrelser. En scenografisk lyssætning – ved Jesper Kongshaug – bidrager til at skabe en stemning af fortættet oplevelse.
Oplevelsen af arkitekturen begynder i landskabet omkring Den Blå Planet. Oplevelsen af vandet og dets beboere begynder umiddelbart efter indgangsarealet i et foyerområde, der også tjener som fordelingscentral til de forskellige sektioner som Afrikas søer, et regnskovsagtigt område kaldet Amazonas, koralrevet og bassiner med fiske og fugle højt mod nord. I foyerområdet, hvor de praktiske faciliteter ligger – garderobe og toiletter (garanteret underdimensioneret i forhold til det potentielle besøgstal, sådan er det hver gang) – mødes gæsterne af en filmprojektion og en foranderlig lyssætning, der giver illusionen om at befinde sig under vand. Valget af lys i stedet for et egentligt bassin – for eksempel som tag – må være truffet, fordi det sidste uvægerligt hurtigt ville blive beskidt. Særligt fascinerende er de helt store akvarier, hvor man også i åbningstiden vil kunne opleve dykkere i færd med at fodre fiskene eller rense ruderne, ligesom man kan gå gennem en lang glastunnel, hvor man er omgivet af vand – og fisk.
Den Blå Planet er også udstyret med lokaler til skoletjenesten, butik med souvenirs og en restaurant, hvor man må formode, at fisk bliver en del af menukortet.
Man kan selv vælge sin rute – og alle sektioner har et varieret indtryk afhængig af de forskellige verdensdeles flora og fauna. Nogle af akvarierne ligner gammeldags panoramaer, som man stadig ofte kan støde på på for eksempel kultur- og naturhistoriske museer syd for grænsen, hvor det at lære noget under museumsbesøg ikke anses for at være negativt.
Vægten i Den Blå Planet er lagt på oplevelsen, og den er også stor, mens informationsmængden gennemgående er holdt på et minimum suppleret med forskellige interaktive tilbud til de mindste.
Et akvarium som Den Blå Planet vil være en levende institution, al den stund fisk dør og erstattes af andre. Nogle af dem, der netop er ankommet, bliver i løbet af forholdsvis kort tid til to-tre meter lange. Sådan vil Den Blå Planet kunne udvikle sig over tid gennem sin fortælling om beboerne – og sådan kunne det museumspædagogiske greb måske også udvikles. Også af hensyn til den kommende generation, der formodentlig også skal være den bedst uddannende nogensinde, som politikerne siger.
Under alle omstændigheder: Danmarks nye akvarium har forudsætningerne i orden for at blive en stor attraktion og et attraktivt udflugtsmål for ikke blot børn og barnlige sjæle men også forældre og børn og bedsteforældre og børnebørn og alle, der interesserer sig for den blå planet.
Hvad: Den Blå Planet, Jacob Fortlingsvej 1, Kastrup. Arkitekter: 3xN. Ingeniører: Moe & Brødsgaard. Udstillingsdesign: Kvorning.
Hvornår: Åbent man. kl. 10-21, tirs.-søn. kl. 10-18.
