Siden en ny generation af kuratorer og kunsthalsledere besluttede sig for, at sammenslutningerne var et udlevet udstillingskoncept - eller at medlemmerne var forældede - har sammenslutningerne været i krise.
Ikke en selvransagelsens krise der kunne resultere i en vitalisering - men frataget deres faste udstillingsmuligheder og den regelmæssige kontakt med publikum har sammenslutningerne flakset forvildede rundt. Nogle er også styrtet til jorden, flere er reelt under opløsning. Andre igen har hektisk eksperimenteret med nye smarte påhit som for at genopfinde sig selv.
Det har Den Frie Udstilling eksempelvis gjort. Landets ældste sammenslutning - og en af de bedste - har imidlertid den fordel, at den stadig er herre i eget hus - Willumsens smukke bygning over for Østerport Station - og nu er årets udstilling åbnet.
Overraskelsen er ophængningen. Den Frie Udstilling er vendt tilbage til sig selv. Ophængningen ligner en klassisk kunstudstilling, sådan som man husker Den Frie fra velmagtsdagene. Fokus er på værker og ikke på udenomsværker. Det er simpelthen en fornøjelse at se. Der en nemlig også givet plads til, at man kan se billederne, skulpturerne og videoerne og høre lyden, når lyden indgår i nogle værker, for tingene er ikke klumpet sammen.
Ingen uinteressante medlemmer
Den Frie Udstilling går ikke meget ind for glade kulører endsige ekspressive udtryk. Mest swung i dén henseende er der over Anders Kirkegaard, der længe har udgjort en slags enmandshær i dansk kunst i almindelighed og Den Frie i særdeleshed, og Bjørn Nørgaard, der lyser billedhuggersalen op med et stort værk befolket af de figurer, myter og historier fra verden, hele verden, der er et gennemgående træk i hans arbejde. På pudsig vis kontrasteres Bjørn Nørgaards skulptur af et andet af årets hovedværker. En på samme tid stram og frodig skulptur af Morten Stræde.
Den Frie har ingen medlemmer, der er uinteressante, og en meget stor del af dem arbejder med minimalistiske, konstruktive, nonfigurative billeder og skulpturer. Det er billeder og konstruktioner, der hver på deres måde besidder en stor skønhed og fascinationskraft. Noget tilsvarende - men selvfølgelig på en helt anden måde - gør sig gældende med fotografier af henholdsvis Sophia Kalkau og Per Bak Jensen. Og i det hele taget er det en god udstilling i en ordentlig og anstændig ophængning, der sætter kunsten i centrum for oplevelsen. Den Frie er kommet hjem. Befriet.
