Den sydfranske by Arles er i det sene efterår 1888 ramme om et af de store mytologiske dramaer i kunsthistorien.
Hovedpersonerne er de tre malere Vincent van Gogh, Paul Gauguin og Émile Bernard. Sidstnævnte var ikke fysisk til stede. Men han er en af trekløveret; en af de tre malermusketerer der imidlertid havde glemt mottoet om, at de skulle være en for alle og alle for en.
Som i Alexander Dumas’ roman, der var udkommet tidligere i århundredet, var der også en fjerde musketer. Han hed Theo van Gogh, bror til Vincent og manden med pengene. Det var kunsthandleren Theo van Gogh, der havde gjort det muligt for sin bror at leje et hus og bo i Arles.
Vincent van Gogh ville gerne have selskab i sit L’Atelier du midi – sit værksted i syden – som han kaldte det. Når han da ikke omtalte stedet som Japan. Japan var Utopia for van Gogh. Det var af den fundamentalt anderledes, japanske billedkunst, van Gogh og for den sags skyld impressionisterne havde lært så meget; dengang det japanske træsnit i midten af 1800-tallet begyndte at blive kendt i Europa. Arles skulle være mellemstationen. Arles blev desværre endestationen.
Udstillingen »Dramaet i Arles«, der åbner i dag på Ordrupgaard, begynder sin fortælling med en præsentation af de tre hovedpersoner i form af et udvalg af deres tidlige malerier.
For Vincent van Gogh (1853-90) var billedkunsten sidste udvej (og skulle vise sig at blive det i mere end én forstand). Alt andet, han havde beskæftiget sig med, var mislykkedes, så nu forsøgte han sig med malerier. Sortladne gengivelser af landskaber. Varme og kærlige skildringer af hverdagsliv og stille eksistenser. Han var født i Holland, og landets kunstneriske traditioner genfindes i hans mørke tonede billeder.
Men også han måtte til Paris, for der boede kunsthandlerbroderen – og så var den franske hovedstad på det tidspunkt også billedkunstens ubestridte hovedstad. Det var i Paris, alt det nye skete, og der var også der, van Gogh ved selvsyn kunne se malerier af sine store helte som for eksempel Delacroix. Paris og mødet med impressionisterne ændrede van Goghs maleri. Men det gjorde møderne i de år med to af udstillingens andre hovedpersoner også.
Paul Gauguin (1848-1903) havde ikke været nogen succes som hverken forhandler af hestesadler i Danmark eller som ægtemand og far. Måske er det vanskeligt at bebrejde ham, at han forlod Danmark, hvor han var skuffet over både vejret, niveauet i dansk kunst og danske kunstneres manglende beundring for ham. Udover af Theodor Philipsen og nogle få andre. Men han forlod også sin danske kone og deres børn og rejste til først Paris og siden Bretagne for at male. Og siden forlod han Europa for at slå sig i Fransk Polynesien for at »tage del i Sandheden og blive ét med Naturen,« som han skriver et sted. Ét med naturen og den kvindelige del af indbyggerne på Tahiti og siden Dominica bliver han i et sådant omfang, at han i dag virkelig ville få ballade med feminister af begge køn.
Med fem års aldersforskel var Vincent van Gogh og Paul Gauguin jævnaldrende, mens den tredje musketer, Émile Bernard (1868-1941), var noget yngre. Til gengæld var han meget, meget radikal i sit udtryk. Émile Bernard kunne måske nok finde på at fuske med årstalsangivelsen på sine billeder for at være sikker på, at han var den, der var tidligst ude – men det var overflødigt, for han udviklede et nyt maleri på ryggen om impressionisterne og postimpressionisterne, der virkelig imponerede både Gauguin og van Gogh. Og virkelig også inspirerede dem.
Udstillingen viser først de tre kunstneres forskellige måder at male på, inden de møder hinanden – og så efterfølgende deres gensidige inspiration.
De malede nemlig skiftevis sammen, Bernard og van Gogh og Bernard og Gauguin. Og Bernard var den, van Gogh først tænkte på at invitere til at være sammen med sig i det gule hus i Arles, som han indrettede som et rigtigt kunstnerkollektiv. Malede husets indre og ydre og hængte billeder op til inspiration for det arbejde, der nu skulle udføres. Det store arbejde der gik ud på at skabe et nyt malerisk sprog.
Tilsyneladende ville de tre det samme, så det ud til for van Gogh. Hvorfor så ikke male de samme motiver side om side for at udfordre og skubbe til hinanden? Hvorfor ikke bo under samme tag og føre lange diskussioner om kunst og dette fantastiske nye maleri, der nu skulle formuleres?
Man kan næsten se for sig, hvordan van Gogh, der allerede i februar 1888 var rejst til Arles, har gået og ventet og set frem til at arbejde med en beslægtet sjæl. Men ak, også i det tilfælde blev forventningens glæde den største.
Det blev Gauguin, der kom til Arles. Noget halvhjertet måske; motiveret som han var af den økonomiske aftale, han havde truffet med Vincents bror, Theo. 150 franc om måneden for at tage til Arles og bo og arbejde i det gule hus, van Gogh havde indrettet så fint med henblik på deres samtaler og deres samarbejde.
Der blev også samarbejdet i Arles. De to kunstnere blev inspireret af hinanden. De blev også gensidigt inspireret af Émile Bernard, der var med i diskussionerne på sidelinjen. Det foregik per brev, og det var breve med tegninger og beskrivelser af kompositioner og farvevalg og en gang imellem også et fotografi, når der var råd til det.
Men det tætte samarbejde afslørede også den store og meget principielle uenighed.
Vincent van Gogh ønskede at gengive virkeligheden, som den var. Set gennem et malerisk temperament og et undertiden opløst billedsprog, fordi det var farven, der var blevet det vigtigste. Men alligevel. Virkelighed. Hverdag.
De to andre ville noget andet. De tog måske nok afsæt motivisk i virkeligheden, men detaljerne og akkuratessen var fuldstændigt underordnet. Det var da lige meget, om to kvinder fra Bretagne dukkede op i et sydfransk landskab – blot de tjente billedet. Havde kompositionen brug for endnu et træ, tilføjede man et. Van Gogh, der i mere end et halvt år havde gået og malet steder og mennesker i Arles, syntes dét var vigtigt. Gauguin malede parken over for huset uden at gå over og stille sig ved siden af van Gogh. Og Émile Bernard var enig med ham. Det drejede sig om billedet som billede; ikke om billedets forhold til virkeligheden. Det drejede sig om at male symbolske billeder om tilværelsen snarere end om verdenen; det drejede sig om at skabe nye gådefulde billeder. Det drejede sig om at abstrahere fra virkeligheden og ikke at gengive den loyalt. Og det er på sin vis en gennemgående diskurs i moderne kunst. Vincent van Gogh ville gerne nå sine medmennesker med sine billeder. Gauguin rettede sin opmærksomhed mod de få.
Det endte galt. To ambitiøse og frustrerede mænd under samme tag. To store kunstnere i færd med at ændre europæisk maleri. To mennesker, der både lånte af hinanden og var uenige om, hvad retningen og målet skulle være. Van Gogh ville som nævnt gerne gengive virkeligheden. Gauguin ville abstrahere fra den. Ikke i betydningen abstrakt maleri men et mytisk maleri om, at verden ikke er det, man ser, men det der ligger bagved af betydninger.
Gauguin rejste. Van Gogh fik et nervøst sammenbrud, skar noget sit ene øre af og forærede det til en kvinde på det lokale bordel. Siden blev han indlagt på et psykiatrisk hospital.
Kontakten mellem de tre malerkammerater ophører for en stund men genoptages ved hjælp af postvæsnet. Og van Gogh bliver sådan set så rystet over, at de bliver ved med at insistere på et symbolistisk maleri, som han nu pludselig ser som meget gammeldags. Han er alene om sit syn på maleriet, og selv om også han nu redigerer virkeligheden i sin gengivelse af den – som de to andre havde forsøgt at lære ham – demonstrerer han sin uenighed ved at insistere på det maleri, hvor virkeligheden ligger til grund men farven er alt.
Udstillingen lukker med hans sidste billede. Trods de sprøde og saftige, grønne farver, er det et trist og meget bevægende maleri; måske fordi man ved, hvad der sker. At han skyder sig i en af de marker, han har gengivet med så stor indlevelse og koloristisk nerve og bliver begravet fra den kirke, man ser i motivets baggrund.
Émile Bernard deltog i begravelsen. Skønt han stadig var i Frankrig, glimrede Gauguin ved sit fravær.
Men udstillingen har en prolog, der udover en introduktion, en tidstavle og et frankrigskort med angivelse af vigtige byer i fortællingen også udgøres af et maleri.
For skønt Gauguin på Tahiti udvikler et endnu mere radikalt maleri, sender han posthumt en hilsen til både van Gogh og Émile Bernard i form af maleriet »Portræt af en ung kvinde« fra 1896. Ikke så meget fordi kvindes ansigt, der er malet bemærkelsesværdigt realistisk i forhold til Gauguins principper, viser Émile Bernards meget unge søster, Madeleine, som Émile Bernard havde malet, og Gauguin havde haft følelser for. Men mest fordi billedet i sin blanding af realisme og abstraktion, virkelighed og gådefuldhed resumerer den diskussion, de tre musketerer havde haft i slutningen af 1880erne før, under og efter det dramatiske ophold i Arles.
Det er en meget vellykket og skarpt disponeret udstilling med så imponerende lån fra store museer verden over, at »Dramaet i Arles« også antyder, hvilken position Ordrupgaard indtager i den internationale museumsverden. Som det gennemgående er tilfældet med Ordrupgaards særudstillinger, er også denne fint formidlet, hvilket blandt andet vil sige, at ophængningen er logisk, og teksterne er enkle. En enkelt mangel kunne være fraværet af en epilog. Vincent van Goghs liv og produktion endte med tæppefald halvandet år efter Arles, og dét fremgår af udstillingen. At Gauguin fandt sig et nyt liv og en ny måde at male på på den anden side af kloden, ved de fleste. Men hvad skete der med Émile Bernard; den unge maler der havde haft en så stor betydning for de to andre og for maleriet i almindelighed? At fortælle at han siden opgav sin avantgardistiske position for at søge andre veje og i øvrigt lagde mere vægt på sit forfatterskab ville have været en logisk krølle på den gribende fortælling om dramaet i Arles.
Hvad: »Dramaet i Arles«
Hvor: Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund
Hvornår: Tir.-fre. kl. 13-17, lør.-søn. kl. 11-17. Til 22. juni.
