Danmark i verden

Lørdag åbner kunstbiennalen i Venedig for 56. gang. Den danske stjerne Danh Vo er blandt udstillerne.

Alle billederne er fra Danh Vos udstilling ?i den danske pavillon på Biennalen i Venedig Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

VENEDIG: I år er det et ulige år. Så er det billedkunstens tur. Næste år er et lige år: Så er det arkitekturens tur.

Sådan har den såkaldt »frie« og den såkaldt »bundne« kunst gennem mange år skiftedes til at udstille i en by, Venedig, der på så mange måder er et kunstværk, har huset nogle af historiens største malere og i sig selv er en opvisning af fremragende arkitektur som for eksempel Palladios kirker.

I år er det den 56. kunstbiennale. Den første fandt sted i 1895, og når det så ikke er blevet tiil flere end 56, skyldes det blandt andet, at Biennalen ikke blev afholdt under Anden Verdenskrig.

Den officielle anledning til at grundlægge Biennalen var, at kong Umberto og dronning Margherita kunne fejre deres sølvbryllup. En uofficiel sidegevinst ville være at skaffe turister til den på det tidspunkt - især i forhold til tidligere – forarmede by. I et oplæg hed det, at det var ud fra en ambition om at »fremvise den moderne ånds ædleste aktiviteter uden skelen til oprindelseslandet«. De første gange fandt Biennalen så også sted i én stor pavillon, men snart efter fik en række lande mulighed for at bygge deres egne pavilloner. Den finske er eksempelvis tegnet af Alvar Aalto. Den danske af Carl Brummer, med en udvidelse i 1960 af Peter Koch.

Det lyder flot med erklæringen om de »ædleste aktiviteter uden skelen til oprindelseslandet«. Så smukt er det ikke i virkeligheden. Mange lande investerer i, at netop deres repræsentanter skal opnå betydelig opmærksomhed. Det behøver ikke alene ske ved at sende de bedste kunstnere. Det kan også ske ved at invitere andre landes kunstnere, som dengang Peter Bonde udstillede i den danske pavillon sammen med sin amerikanske kollega Jason Rhoades, eller det år – 2013 – da den franske og tyske pavillon byttede nationalitet. Tyskland udstillede i den franske – og omvendt. I 2011 blev en film af den israelske billedkunstner Yael Bartana vist i den polske pavillon (og året efter på Louisiana), for den handlede netop om forholdet mellem Polen og jøderne.

Kamp om opmærksomheden

År for år vokser antallet af lande. Denne gang er for eksempel Mongoliet, Mozambique og Mauritius med for første gang, og Guatemala vender tilbage efter en pause på over 60 år. I alt er der 89 nationale pavilloner.

For de lande, der er kommet til i de seneste mange år, er det en hård kamp at tiltrække opmærksomhed. De må nemlig leje sig ind rundt omkring i byen, hvorimod en række ældre deltagerlande har faste pavilloner i parkområdet Giardini, der ligger i udkanten af Venedig.

Her finder man eksempelvis den amerikanske, russiske, japanske, canadiske, tyske, franske, belgiske, hollandske osv. – samt den danske – kunstambassade side om side. Det er de privilegerede lande. Man kan lige så godt først som sidst erkende, at de adskillige hundredtusinde kunstinteresserede, der det næste halve år tager en weekend til Venedig med besøg på Biennalen som det primære formål, ikke når det hele. Det kan ikke lade sig gøre, og derfor er det de europæiske nationer samt et par af de større lande uden for Europa, der får den største opmærksomhed.

Dette års kunstneriske leder – eller hovedkurator – er Okwui Enwezor. Enwezor er direktør for Haus der Kunst i München og har været leder af adskillige biennaler på flere kontinenter samt Documenta 11 i Kassel, der er en af de få andre kunstbegivenheder i Europa, der kan konkurrere i betydning med Biennalen i Venedig.

Enwezor har formuleret Biennalens tema – årets titel er »All the World’s Futures« - der udstikker nogle retningslinjer for de nationale pavilloner. Som så i større eller mindre grad lever op til programmet. Eller skriver sig ud af det i katalogteksten.

Selvfølgelig er der tilbagevendende kritik af, at en betydelig del af Biennalen vises i nationale pavilloner og ofte former sig som en præsentation af en stor kunstner fra det pågældende land. Nationalt er som bekendt noget mistænkeligt eller endog forkasteligt, internationalt er meget bedre, og kunsten er jo grænseoverskridende, ikke sandt? Men der er ikke alverden at gøre ved det, for sådan er finansieringsmodellen. Deltagerlandenes vilje til at betale for at være med i Biennalen ville mindskes betydeligt, hvis der blot var én stor udstilling, og når alt kommer til alt, er der i hvert land en primær interesse for, hvordan landets kunstner klarer sig i forhold til andre. Ligesom i Melodi Grand Prix.

Himmel og helvede

Desuden er der også en stor udstilling, der er tilrettelagt af Okwui Enwezor og hans medarbejdere.

Den internationale udstilling – undertiden også kaldet hovedudstillingen - finder blandt andet sted i Arsenale; bystaten Venedigs enorme skibsværft, engang Europas største arbejdsplads og Dantes inspiration til beskrivelsen af Helvede i »Den guddommelige komedie«.

Med sine brede og højloftede haller er det omfangsrige industribyggeri i sig selv en oplevelse. Og så er der indholdet: Enwezor har inviteret 136 kunstnere fra 53 lande til hovedudstillingen. Blandt de umiddelbart mest kendte er det for eksempel Bruce Naumann, Steve McQueen, Christian Boltanski, Georg Baselitz, Andreas Gursky, afdøde Robert Smithson og Chris Ofili.

Årets udstiller i den danske pavillon er Danh Vo. Vo, der blandt andet er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, har i adskillige år markeret sig som en væsentlig kunstner og en stjerne i den internationale museumsverden med udstillinger på nogle af verdens bedste museer og i Danmark på Statens Museum for Kunst. Han var inviteret til den internationale udstilling under sidste kunstbiennale og har tilrettelagt en udstilling i den privatejede kunsthal Punta della Dogana, hvor han selv deltager med godt 25 værker.

Danh Vo har en baggrund som vietnamesisk bådflygtning og en opvækst i Danmark. Han arbejder med begreber som historie og identitet, og mange af de elementer, han anvender i sine værker, stammer fra hans egen families fortid. Til en udstilling lykkedes det ham således at få fat på en lysekrone, der hang i en sal i det parisiske hotel, hvor fredsaftalen mellem Vietnam og USA blev underskrevet i 1973.

Det er en rigtig dårlig idé at bidrage til Biennalen med timelange videoer eller omfattende installationer med lange tekster. De færreste har tid til at sætte sig ind i dem den dag eller den weekend, de besøger Biennalen. Et sted i Arsenale er der for eksempel et tilbud om at se en ny film hver dag. Hvem når det?

Derfor er det også en lise at se Danh Vos udstilling i den danske pavillon, der på grund af hans iscenesættelse fremtræder arkitektonisk smukkere, end den har gjort i mange år. Det er en meget minimalistisk udstilling, bestående af en halv snes værker, men det betyder nu ikke, at den ikke er dyb, for Danh Vo arbejder med meget stor præcision.

Der er også en fin korrespondance mellem Vos bidrag til udstillingen i Punta della Dogana og så den danske pavillon. Hvor mange af værkerne i Venedigs tidligere toldbygning synes at undersøge fortiden, herunder hans egen historie, er temaet i pavillonen tro og religion. Materialerne er blandt andre gamle kunstgenstande og religiøse artefakter, Finn Juhl-borde, ting, der synes at henvise til globalisering og handel og indeholder nogle referencer til en kunstretning som arte povera – kunst af ydmyge materialer – og obskøne citater fra filmen »Exorcisten«. Men det er nu ikke en formuleret religionskritik, man møder i værkerne. Snarere en søgen efter troens essens i en globaliseret verden, som der i Danh Vos værker er talrige referencer til.

Masser af kunst

Danh Vo selv er en slags nomade i stadig bevægelse mellem de destinationer, hvor han arbejder og udstiller, og denne forankring i sig selv frem for land og hjemstavn afspejles i hele udstillingen, der da også har den overordnede titel »Modersmål«. Åbningsbilledet er et fotografi af den første amerikanske rumvandring for 50 år siden. Det er i al sin gribende enkelhed en udstilling om at være menneske.

Som om det ikke var nok at se på verdens største kunstudstilling, er der adskillige andre særudstillinger i Venedig, hvoraf flere varer store dele af biennaleperioden.

På Museo Correr, det byhistoriske museum på Markuspladsen, kan man opleve Jenny Holzer og overfor – i Palazzo Ducale – Henri Roussau. Guggenheim viser en udstilling med Jackson Pollock og hans noget mindre kendte bror, Charles Pollock, og i Ca’ Pesaro kan man se efterladte billeder af den amerikanske maler Cy Twombly – for nu blot at nævne nogle stykker.

Den 56. biennale for kunst vises fra 9. maj til 22. november.