Da de sorte faraoner herskede

I 100 år var Ægyptens faraoner sorte mænd. Hvordan kom de til magten og hvorfor ophørte de med at herske? Glyptoteket i København åbner en fremragende udstilling om de sorte faraoner med fokus på farao Taharqa.

Sfinx med Taharqas karateristiske ansigtstræk og de to korbraslanger på panden. Udlånt til Glyptoteket af British Museum. Fold sammen
Læs mere
Foto: The Trustees of the British Museum

Fra godt 750 før Kristus og 100 år frem var det sorte mænd fra Nubien - vore dages Sudan - der herskede over både Ægypten og Nubien. De havde karakteristiske negroide ansigtstræk i modsætning til den ægyptiske befolkning, som nok var mørke i huden, men ikke så negroide ud. I mange århundreder havde Ægypten hersket over Nubien og dets befolkning og de stærke faraoner havde udstrakt deres magt til store dele af Mellemøsten.

Men fra ca. 1060 år før Kristus blev deres magt stækket af interne stridigheder og assyrernes fremtrængen. Derfor så de nubiske herskere en chance for at afkaste sig ægypternes åg og endda trænge nordpå. I sidste ende erobrede de Theben - vore dages Cairo. Der var en række sorte faraoner, men bedst kendt og i øvrigt den eneste, som vi har skulpturer af, var Taharqa, der regerede fra 690 til 664 f. Kristus.

Glyptoteket har netop åbnet en udstilling om de sorte faraoner, hvor Taharqa er i centrum.

Udstillingen bygger på forskning af ægyptolog Tine Bagh. Hun har i de seneste år rejst verden rundt for at samle viden om de sorte faraoner og få Glyptotekets egen samling af genstande fra de sorte faraoners tid indpasset i en større forståelsesramme. Der er fine genstande fra Ægypten som f.eks. Taharqas statue fra Karnak-Templet i Ægypten, men Tine Bagh og udstillingen inddrager også udgravninger i Nubien, hvor Taharqa byggede et stort tempel.

Problemet med genstande og skulpturer fra Nubien er imidlertid, at de ofte var lavet af porøst sandsten, så de er forvitrede og i dårlig stand og Taharqas store tempel er således næsten forsvundet dels på grund af sandstorme, men også fordi det sandsynligvis brændte.

Glyptoteket viser to steler, altså tavler med tekst og figurer, fra Taharqas tempel, hvor han på den ene stele forklarer om templets indvielse. Stelen har fine tegninger, der viser Taharqa overrække gaver til guden Amon, mens Taharqas mor bagved ham betragter sceneriet.

Fra en kaotisk tid

Glyptoteket har i to rum vist fund og billeder fra de to fundsteder i Nubien, nemlig fra den nordlige Kawa og syd for Kawa byen Meroë, der var en storstad, hvor nubisk kultur blomstrede. Vi får med Glyptotekets udstilling skubbet fokus sydpå, for ganske vist overtog Taharqa og de andre sorte faraoner fuldstændig ægyptisk sprog og kultur, men de opgav ikke deres oprindelsesland.

Vi kender til en række af de nubiske konger og den første, der træder ind i historien som Ægyptens hersker er Piye, der var farao fra ca. 752 før Kristus og far til Taharqa. De sorte faraoner herskede efter en kaotisk situation i det ægyptiske rige og de samlede atter Ægypten og deres periode betegnes som en renæssance for ægyptisk kultur og magt.

Man kan spørge om samtiden og de sorte faraoner var deres oprindelse bevidst og om det spillede en rolle for Ægypten, at de var fremmede. Det er der næppe tvivl om, for Taharqa skildres i skulpturer som klart negroid. Det er desuden bemærkelsesværdigt, at de sorte faraoner i deres hovedbeklædning havde to kobraslanger og ikke blot en enkelt kobraslange, som de ægyptiske faraoner ellers bar. De to kobraslanger symboliserede de to riger Ægypten og Nubien.

Glyptoteket har anvendt genstande fra sine egne samlinger, idet museet opkøbte en del på det internationale antikmarked, men også helt legalt erhvervede genstande fra udgravningen af Kawa, fordi man delvist finansierede denne udgravning.

Blandt de fine genstande er den nubiske gud Sebiumeker som står tårnhøj i et af udstillingslokalerne og overvåger det hele. Han er også lavet af sandsten og Tine Bagh indrømmer, at det var med bævende hjerte, at de transporterede ham fra hans faste plads i Glyptotekets store udstillingsrum til hans nye plads. Heldigvis holdt han til turen.

Man har desuden indlånt en pragtfuld sfinx fra British Museum, hvor Taharqas karakteristiske ansigtstræk er let genkendelige. Et mesterværk.

Et andet mesterværk, der skal fremhæves, er en granitskulptur af en bavian, der hilser på solen med opstrakte hænder. Bavianen er fundet sammen med mange andre genstande i Taharqas tempel i Kawa og på bagsiden af skulpturen er der hieroglyffer, der viser, at den stammer fra dette tempel. I forbindelse med udstillingen har glyptoteket restaureret den pragtfulde stele, hvor Taharqa fortæller om templet.

Fremragende og formidlende

Taharqa selv havde en meget omskiftelig regeringsperiode. Han blev flere gange jaget på porten af assyriske tropper, men vendte tilbage, hvilket siger noget om hans militære og politiske evner. Han døde efter al sandsynlighed en rolig død og blev begravet i Nubien. Hans gravpyramide står endnu i Sudan, men indeholder hverken genstande eller hans lig.

I sidste ende endte de sorte faraoners herskerperiode efter 100 år, fordi assyrerne blandede sig og indsatte deres egen hersker, men Nubien fastholdt sin selvstændighed og sorte konger herskede herefter i Nubien.

Glyptotekets udstilling er fremragende formidling og sætter de sorte faraoner ind i et større perspektiv.

Dets budskab er, at magtforholdene i Ægypten var ustabile og fremmed indflydelse var tydelig, men at ægyptisk kultur så stærk, at de fremmede herskere overtog den. Udstillingen viser desuden, at Nubien havde sin egen kultur, som ikke blev opgivet og selv om sandstorme og porøs sandsten har ædt sig ind på denne kulturarv, så var den stærk og kan, ifølge Tine Bagh, opleves på Nationalmuseet i Khartoum.

Sammen med udstillingen har Ny Carlsberg Glyptoteket udgivet Tine Baghs bog om udgravninger i Kawa og Meroë, hvor man får en detaljet beskrivelse af de nubiske herskere og de genstande, der er gravet op i Nubien.