Naja Pedersen har kigget på over en halv million børnetegninger. Som medarbejder og senere leder i 13 år i Lousianas Børnehus har hun hjulpet og vejledt tusindvis af børn, der tegnede og lavede lermodeller. Der kom godt 60.000 børn om året i Børnehuset, som ganget med 13 år bliver til godt 700.000 børn. Sammen med museets leder, Knud W. Jensen, skabte hun og hendes kolleger et kreativt rum, som børn fra fire til 16 år havde glæde af.
Efter 13 år trak hun sig tilbage, men er stadig optændt af en hellig ild for børnekunstneriske frembringelser. Hun er nu konsulent og underviser og kæmper en stadig kamp for at skabe rum for børnenes kreative aktiviteter, fordi hun er af den opfattelse, at vi i moderne, stressede samfund går glip af kreative mennesker, hvis vi ikke gør det muligt for børn og unge at give sig af med kreative aktiviteter. »Jeg må sige rent ud, at unge menneskers kreative skaben såsom tegning og lignende er i krise. Både i skolen og i hjemmet er vi ved at miste den ro og det rum, der skal til, for at børn og unge mennesker har mulighed for at skabe kreative ting. Og den kreative virksomhed er en afgørende forudsætning for, at de udvikler sig til hele mennesker. Det er også en væsentlig del af samspillet mellem barn og voksen, for det er i den kreative skaben, at barnet og den unge kommunikerer med omverdenen og de voksne,« siger Naja Pedersen.
Er der blandt disse 700.000 børns tegninger nogle, hvor du har sagt; nej, hvor er det genialt?
»Det kan jeg ikke svare på, for hver enkelt tegning har haft stor værdi. Men i Børnehuset lagde vi vægt på skabelsen og teknikkerne og ikke så meget på det færdige produkt, så jeg kan ikke huske en enkelt tegning eller barn frem for andre.«
Måske er det også et forkert spørgsmål, for det er vel en voksenalen at ville se noget genialt kunstnerisk i en børnetegning, for det er vel helt andre værdier, vi skal kigge efter?
»Ja, det er et voksent synspunkt, for et barns tegning er et unikt produkt. I Børnehuset skulle børn og unge kunne udfolde sig frit og lære materialer og teknikker at kende – både tegning og ler. Ofte tog de udgangspunkt i en aktuel udstilling og lod sig inspirere af malerier og skulpturer.«
Var der forskel på drenge- og pigetegninger på Louisiana?
»Overhovedet ikke. Det var samme følelser, de gav udtryk for.«
Børnetegninger går ofte tabt. Der er på danske museer kun én eneste børnekunstners værker, der er bevaret. Det er på Statens Museum for Kunst, hvor Arne Gorki Smiths (1908-1969) koloristiske tegninger er bevaret. Han var nevø af maleren Ejnar Nielsen, og kunstnerkredsen betragtede ham som en vidunderdreng. Han holdt helt op med at male og tegne, da han blev voksen, men hans tegninger blev bevaret. Men det er meget sjældent, at børnetegninger bevares. Dansk Skolemuseum havde således en større samling tegninger, men uden år og kunstnernavn på værkerne. Da Dansk Skolemuseum i 2008 blev nedlagt, og samlingerne overgik til Nationalmuseet, blev hovedparten af tegningerne kasseret, fordi de var uden navn og år og derfor ikke havde museernes interesse. Naja Pedersen fik dog reddet nogle af dem. Men det er undtagelsen, at børnetegninger er bevaret. En undtagelse er maleren Simon Bangs netop udgivne »Børnetegninger. En 13-årig tegner Fensmark og opland«. Simon Bangs tusindvis af tegninger fra Fensmark viser begyndelsen til en kunstnerisk karriere, og Naja Pedersen har skrevet forordet om den fattige dreng Simon, der selv lærte sig at tegne som niårig for at tjene penge.«
»Man kan lære meget af historien om Simon Bang. Hver dag tog han ud og tegnede, og når han kom hjem, var hans forældre interesserede i at se, hvad han havde tegnet. De anerkendte hans tegninger, men gav ham også kritik. Det er vigtigt, at vi voksne ser og anerkender børnenes tegninger, hvis vi vil fastholde deres interesse for at tegne. Vi skal ikke blot skamrose Børnetegningerne, men stimulere dem, så de fortsætter,« siger Naja Pedersen
Svigter vi børnene og de unge mennesker nu ved ikke at give dem rum til kreative aktiviteter?
»Det mener jeg absolut, at vi gør. Ude i skolerne bliver der tegnet i de enkelte fag for at styrke fag som matematik og dansk, men de tegninger har ikke til hensigt at styrke børnenes egen kreative tegneevner, men er rettet mod fagene. I gamle dage havde vi tegneundervisning, men det har vi ikke mere. Dengang lærte de at tegne, fordi tegning også er et sprog. Og man får gennem tegneundervisning også et indblik i kunst og dermed åbner en ny verden sig.«
Man har jo billedforståelse i skolerne?
»Ja, men det dækker alt inden for billedkunst og går kun til 5. klasse. Det giver dem ikke den tegnefærdighed, som er så væsentlig. Der er en svagere visuel indlæring end tidligere, og det er jo mærkeligt. Vi lever netop i en visuel kultur, men giver ikke børnene dette sprog at beherske.«
I gamle dage sagde man i familierne, at man skulle tegne, og det var en væsentlig del af hverdagen. Nu sidder børnene med deres iPad og telefoner. Er tegningerne blevet skubbet ud af hverdagen?
»Ikke i alle familier. Men i mange familier er tegninger blevet presset ud af de mange andre aktiviteter. Som sagt er man i uddannelsesystemet ikke klar over, at der er et visuelt sprog, der skal indlæres og plejes. Og i familierne bliver børnene selvfølgelig presset af de mange nye aktiviteter.«
Men ved vi faktuelt, om børn har opgivet tegninger, eller tegner de lige så meget, som vi gjorde i vor ungdom?
»Det er svært at gøre op, men mit bud er, at børn og unge ikke mere har den ro og det rum, som er nødvendigt. Men selvfølgelig er der børn, der tegner. Men tegning kræver koncentration, fordybelse og tid til at bearbejde følelser og indtryk, og der tror jeg, at det er svært for børnene nu, fordi de er blevet vænnet til at skifte kanal på TV eller webside på iPad’en, når noget keder dem. Koncentrationen og fordybelsen er kommet i fare, og det går ud over den kreative udfoldelse.«
Fordybelsen er vel netop et vigtigt element?
»Ja, jeg er bange for, at børn og unge mennesker er i fare for at opgive den kreative proces, fordi den kræver tid, koncentration, ro og fordybelse.«
Er børnenes aktiviteter en indre proces, hvor de er i deres egen verden, som vi ikke kan forstå?
»Nej, den er altid rettet til en anden – som regel en voksen. Og samspillet mellem den voksne og barnet er afgørende vigtig for barnet. Børnene vil have en reaktion, og hvis reaktionen ikke er der, så vil interessen forsvinde.«
Var de kunstnere, vi kender i dag, barnetegnere?
»Nogle var, andre var ikke. Der var i 2014 en spændende udstilling på Trapholt Museum i Kolding, der hed »10.000 timer – hvad er talent?«, hvor en række danske kunstnere viste deres børnetegninger. Det fremgik her, at flere kunstnere først sent begyndte at tegne. Men der var andre, der tegnede som ganske små, så man kan ikke konkludere noget generelt.«
Er det ikke svært for voksne at tolke en børnetegning?
»Jo, nogle gange umuligt, for vi kan ikke med sikkerhed vide, hvad barnet har tænkt og følt. Min nevø tegnede lynhurtigt en pingvin med solbriller, fordi den fik sol i øjnene, og da jeg ikke kunne se, hvad tegningen fortalte, spurgte jeg ham. Han stirrede nærmest med vantro på mig, fordi det for ham var åbenlyst klart, hvad tegningen fortalte. Så ofte står vi uforstående over for tegninger, hvis vi ikke kender motivet, året, barnet og situationen. Derfor er f.eks. Simon Bangs tegninger, fra han var fem år til han var 18 med 3.000 tegninger, unik. Ofte kasserede og ødelagde kunstnerne deres tidligere værker.«
Du kæmper en kamp for at bevare både kunstneres og almindelige menneskers tegninger?
»Ja, fordi de er vidunderlige og unikke, men også fordi de har en historisk betydning som en kilde til en periode. Børnetegninger kan give et helt unikt indblik i perioder og følelser. Således er de berømte børnetegninger af jødiske børn fra kz-lejren Theresienstadt verdenskendte, fordi børnenes senere skæbne i Auschwitz er så tragisk, og deres tegninger af blomster og fugle får en dyb symbolsk betydning. Der findes således fra Amager en samling af børnetegninger fra 1910 til 1920erne, som en tegnelærer bevarede, og de er vidunderlige, tidstypiske tegninger, som gengiver spegepølsemadder, kaffekander og meget andet. Tænk hvis der ude i de små hjem var samlinger af børnetegninger fra besættelsestiden? Det ville jo give en helt ny fortælling om krigens tid, end hvad vi er vant til. Så min opfordring er, at man ikke skal smide børnetegninger ud, men sørge for, at de er dateret og har navn på, så vi kender historikken.«
