Når det kommer til musik, er Bob Dylan en af det 20. århundredes picassoer. Ligesom Miles Davis.
De er begge urørlige. De er begge i en klasse for sig. Begge utilnærmelige i mere end én betydning. Larger than life. En inspiration for mange, stilskabende og i stand til at genopfinde sig selv. Igen og igen. Beholde en kontinuitet i værket og samtidig formå at forny det. Igen og igen.
Dylan er hele pakken. Hans fremtoning i koncertsalen. Stemmen. Musikken. De undertiden meget enkle, undertiden visionære, her og der nærmest mystiske (og mytiske) tekster, der meget ofte har stærkt billedskabende kvaliteter. Sammen med skikkelser som Lou Reed, John Cale, Leonard Cohen, David Bowie og nogle stykker til er Dylans lyrik noget af det tætteste, rockmusikken er kommet den egentlige litteratur. For den, der skriver disse linjer, har Bob Dylans musik og tekster været en del af bagagen på rejsen. On and off, bevares. Mere intenst ved nogle lejligheder end andre og tiderne skifter som bekendt også. Men Dylan har været og er bestemt stadig en af de helt store helte med en produktion af større og mindre værker, man kan vende tilbage til, når stemningen er til det.
SE BILLEDSERIE: Bob Dylan springer ud som kunstner
Anderledes med hans billeder. Der har gennem årene været vist lidt hist og her og gengivet på pladeomslag. Men nu udstiller han så på Statens Museum for Kunst. Det gør han ikke, fordi hans billeder er gode. Det gør han, fordi han er Bob Dylan. Hvis personen bag billederne ikke hed Bob Dylan, ville han selvfølgelig aldrig blive lukket ind på Kunstmuseet. Dette være ikke sagt af hensyn til de mange danske kunstnere, det kunne være nærliggende - også til glæde for et udenlandsk publikum - at udstille på nationalgalleriet. Hvis man endelig skulle præsentere noget nyere, amerikansk, figurativt maleri, kunne man jo for eksempel have taget den fremragende udstilling af John Copeland, V1 Gallery i Kødbyen viste i foråret. Dét er billeder, der har saft og kraft og drama og fortælling og hverdagsligt nærvær. Det er nogle af de dyder, Dylan søger i sit maleri, men det forbliver ofte for stift, tørt, skabelonagtigt og for akademisk eller respektfuldt i forhold til de store forbilleder, Dylan meget naturligt søger inspiration hos. Foruden at han ligger i forlængelse af en stærk figurativ tradition i amerikansk maleri med forkærlighed for såkaldt folkelige motiver og motiver fra hverdagslivet.
Blæser i vinden
Alligevel giver det en slags mening at vise Dylans billeder på et museum. Ikke kun hvis man betragter udstillingen som en begivenhed eller en event, om man vil. Heller ikke ud fra den økonomiske kalkulation der skal være den betrængte kunstmuseumsverden vel undt. Men selvfølgelig er det interessant, at et ikon som Dylan maler. Også selv om malerierne ikke i sig selv er interessante. (Men på den anden side noget mere interessante end de fleste maleriske frembringelser fra »kendte« og herunder andre musikere). Dylan er Dylan - og de fleste har et forhold til hans musik eller en mening om hans betydning.
Det bliver også uvilkårligt udstillingens problem, for man kommer jo for at se Dylans billeder, og uvilkårligt leder man igen og igen efter sit eget indtryk af Dylan - altså hans tekster og hans musik - i billederne på væggene. Det har i den henseende nok været klogt, at der ikke er pladecovers og koncertoptagelser og andre muligheder for at møde den egentlige Dylan, der - fremgår det af citaterne på væggene i udstillingssalen - fortæller til udstillingens tilrettelægger, guldaldereksperten Kasper Monrad, »at hvis han kunne have udtrykt de samme ting i en sang,« så havde han i stedet gjort det. Man tror måske ikke på ham, men man må forsøge at anerkende præmissen.
Hvad er det så, Dylan maler? Det er forestillende malerier med motiver hentet fra rejser i Brasilien. Det er nok også en klog disposition at vise en sammenhængende billedsuite, »The Brazil Series«, frem for at plukke lidt fra billederne gennem årene. Trods den tørhed i farveholdningen, der kan kendetegne Dylans måde at arbejde på, giver lokalkoloritten ham i sagens natur en række muligheder for et sanseligt maleri, som han da også søger at udnytte i nogle af sine billeder; eksempelvis dem forestillende nøgne kvinder og store landskaber. På de fleste af billederne er der personer, og man aner et menneskeligt drama mellem skikkelserne. En magtkamp eller jalousi, og det kan nemt gå helt galt og blive til et spørgsmål om liv og død og efterfølgende retssager, og det gør det da også.
Nogle billeder synes måske at have hentet et kompositorisk og motivisk forlæg fra avisfotografier, men i andre er det, som om Dylan forsøger at fastholde et drama registreret i forbifarten; en lille novelleagtig skitse af nogle menneskelige relationer. Meget ondskabsfuldt kunne man sige, at der er billeder, der mest af alt leder tanken hen på ugebladsillustrationen - også den skal rumme en fortælling, der rummer essensen af historien - men måske er det snarere filmplakaten, Dylans billeder her og der minder om. De er pågående, og de rummer et drama og antyder en handling. Man kan i den forbindelse fremhæve, at Dylan arbejder særdeles bevidst med sine beskæringer og sine vinklinger. Også for at opnå nogle interessante og dramatiske situationer.
Blod i sporene
Visse billeder har et religiøst islæt af mere tvetydig karakter - og igen og igen synes ens hukommelse at søge minder om Dylans sange i det store repertoire i den indre koncertsal.
Gangstermytologi og mafiafascination, politikere og kriminelle (og kriminelle politikere) er tilbagevendende figurer i Dylans sange - og for den sags skyld i nogle af de filmroller, han har påtaget sig som eksempelvis det lille mesterværk »Pat Garrett and Billy the Kid« af Sam Peckinpah, hvortil Dylan har skrevet bedårende musik og spiller en birolle. Man møder også den personkreds og mytologi i udstillingens billeder, og det er måske en af grundene til, at det er vanskeligt at acceptere, at Dylan maler billeder for at fortælle historier, han ikke kunne viderebringe med sine sange. Men måske maler han, fordi han elsker at gøre det. Det er der mange, der gør, uden at være store kunstnere af dén grund. Før i tiden holdt man den slags inden for familiens kreds. I dag udstiller man resultaterne, og er man i Dylans vægtklasse, er det ikke et tredjerangsgalleri, men et førsteklasses museum.
For hvorom alting er, har Dylan tydeligvis et påtrængende mellemværende med maleriet. Som man kan forestille sig, at han registrerer virkelighedens dramer i forbifarten, låner han også motiver fra kunsthistorien. Caravaggio, den italienske maler fra omkring 1600 der arbejdede med dramatiske lyssætninger og beskæringer, er tydeligvis et forbillede, og det samme er de lysfyldte billeder af Matisse. I det nye magasin, Statens Museum for Kunst nu begynder at udgive, fortæller Kasper Monrad en sjov historie om en mulig inspiration fra et billede i museets samling:
Det er Eckersbergs fantastiske maleri fra 1815, »Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk« - og i Dylans »Poison« er antydet nogle buer, der kan minde om dem. Når det gælder maleri, er Dylan ikke mindre utilgængelig, end når det drejer sig om musik, så udstillingens tilrettelægger har ikke fået et klart svar fra Dylan på spørgsmålet om mulig inspiration, men det er vanskeligt at forestille sig, at ret meget skulle være tilfældigt i Dylans billeder. Det understreges af nogle af de tegninger, Dylan har brugt som forlæg for de færdige resultater: Han er tydeligvis en historiefortæller i sit maleri, og hvis det giver et bedre drama at møblere rundt på motivet i forhold til virkeligheden, gør han det naturligvis. På lidt samme måde som han gennem årene har gjort det i musikken.
Det bliver alligevel den, man uvilkårligt tænker på, når man forlader udstillingen:
Down the highway, down the tracks, down the road to ecstasy
I followed you beneath the stars, hounded by your memory
And all your ragin' glory
I been double-crossed now for the very last time and now I'm
finally free
I kissed goodbye the howling beast on the borderline which
separated you from me
You'll never know the hurt I suffered nor the pain I rise above
And I'll never know the same about you, your holiness or your
kind of love
And it makes me feel so sorry
