Lystvandring er en rigtig farlig anmelderfloskel, når det drejer sig om en kunstudstilling, men til Sophienholms ophængning af danske landskabsbilleder fra de sidste to årtier af 1800-tallet og første halvdel af det 20. århundrede er den nærmest uomgængelig.
Det er vitterlig dejlige billeder fra nogle af de udkantsområder, hvortil kunstnerne i sin tid tog hen for at finde deres motiver. Til Skagen i 1880erne. Herefter gjorde fynbomalerne øens landskaber uomgængelige, og da modernismen så småt bryder frem, er det Odsherred, der bliver motiv i stramme og lavmælte billeder, der samtidig bærer det stemningsmæssigt bedste med sig fra den danske gråvejrsnaturalisme.
Det er næsten en slags kunstnerkoloniernes historie, bortset fra at bornholmermalerne ikke er repræsenteret, og udstillingen er også historien om kunstnernes behov for at komme ud i landskabet, efter at friluftsmaleriet i løbet af 1800-tallet bryder igennem. Som vinteren strenges, og dagene længes, kan man i udstillingen blive mindet om, hvor dejligt der er derude, når det er forår og sommer, efterår og for den sags skyld også den mørke årstid, vi er i, for denne kreds af store danske malere har virkelig formået at fastholde noget af skønheden ved Danmark.
Billederne er i øvrigt ledsaget af en række digte af blandt andre Holger Drachmann og Otto Gelsted, der understreger det lyrisk sødmefulde i hele projektet. Udstillinger af denne art – både om det danske vejrmaleri og om kunstnerkoloniernes opståen – er set før, og denne føjer vel ikke mange aspekter til. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er lykkedes – gennem museumslån – at sammensætte en udstilling, der bringer den besøgende gennem trekvart århundredes måde at anskue det danske landskab og vejrlig gennem forskellige maleriske temperamenter og måder at arbejde med kunst på. Men fra først til sidst er det en udstilling, der er en rigtig lystvandring.