Der er blomster til hele livets cyklus. Fra fødsel til begravelse og indimellem på mærkedage og ved særlige lejligheder.
For Johan Laurentz Jensen var blomster et motiv, han malede til glæden.
Udover nogle stilleben forestillende døde dyr – her kan man virkelig tale om nature morte – var blomster J. L. Jensens absolut foretrukne motiv. Ser man den fint ophængte udstilling i Nivaa- gaards Malerisamlingen, er det let at forstå, hvorfor han fik tilnavnet »Blomsterjensen«. I det ligger også noget nedladende, for blomster er tit blevet opfattet som et mindreværdigt motiv, og til trods for det har talrige malere botaniseret i blomsterverdenens motiviske muligheder i et sådant omfang, at blomsterbilleder blev en kliché.
J.L. Jensen (1800-56) valgte tidligt sit motiv og rejste efter akademitiden til udlandet for at studere tidligere tiders blomstermaleri. Sammen med døde dyr og både kostbare og banale genstande var blomster et stort motiv i 1600-tallets nederlandske maleri. Det var billeder, der som overflødighedshorn demonstrerede, hvor smuk og luksuriøs verden kunne være og appellerede til ejerens forfængelighed. Men billederne kunne også pædagodisk tydeligt erindre betragteren om hans eller hendes egen dødelighed – og at man jo ikke kunne tage alle de jordiske goder med sig til det hinsides. I de hollandske vanitasbilleder indgår derfor også genstande som kranier, sæbebobler, ure, timeglas OG slukkede stearinlys, der symboliserer forgængelighed. Billederne skulle hjælpe én med at huske, at man skulle dø.
Sådan er det ikke hos J.L. Jensen. Afskårne blomster kan i sig selv være et billede på det uundgåelige. De er døde, visner, går i forrådnelse og indgår i naturens kredsløb. Men ikke hos Blomsterjensen. I hans teknisk overbevisende malerier fortælles om skønheden og evigheden, og de er en hyldest til det gode liv, så på denne måde harmonerer udstillingen med en del af tidsånden i disse år.
J.L. Jensen kendte sine blomster, hvad enten de voksede vildt i naturen eller var eksotiske blomster, der blev dyrket i væksthusene ved Rosenborg. Og han blander dem – sampler – ud fra sine kunstneriske behov. Blomster, der ikke blomstrede på samme tid af året, blev frejdigt sat sammen, for formålet var at male indtagende billeder. Ikke sande og smukke, som var det motto, hans professor på akademiet, C.W. Eckersberg, havde hjembragt fra sin nyklassicistiske læremester, J.L. David i Paris, men smukke og forførende.
Kvinder måtte ikke studere på Kunstakademiet på J.L. Jensens tid, men han gav privat- undervisning til ikke så få af dem, og genren blomstrede gennem mange år, indtil den efterhånden var blevet så udvandet, at den visnede. I nyere tid er det ikke mange malere, der har behandlet motivet seriøst som for eksempel Erik A. Frandsen, i hvis billeder der er en moderne tvetydighed, som ligger langt fra tidligere tiders blomstermalerier. Men Nivaagaard har inviteret Katja Bjørn. Inspireret af et af J.L. Jensens billeder har hun skabt et videoværk, der er installeret i græsplænen foran museet, som var det en åben grav. Men med roligt flydende, skiftende billeder af en gravid kvinde, blomster og frugter er det snarere det spirende liv, kunstneren peger på i det smukke billedforløb. Som imidlertid – for blomsternes og frugternes vedkommende – mod slutningen af forløbet visner og går i forrådnelse og erindrer os om, at vi skal dø. Vi er en del af naturens cyklus.
En duft af evighed – blomstermaleren J.L. Jensen
Hvor: Nivaagaard, Gammel Strandvej 2, Nivå. Hvornår: Tirsdage-fredage 11-20, lørdage-søndage 11-17. Til 12. august.
