Blomsten i Fynboernes have

Anna Syberg opnåede først anerkendelse efter sin tidlige død. Ny udstilling i Ordrupgaards Malerisamling viser, hvor fin en kunstner hun var, og hvor fri og moderne hun blev i sine sidste år.

19magSYBERG2.jpg
Mod slutningen af sit liv begynder Anna Syberg mere eller mindre at opløse sine motiver. Selve ideen om blomsterne bliver mere vigtigt end den præcise gengivelse. Billedet, der er udateret, hedder Tulipaner. Foto: Ordrupgaard Fold sammen
Læs mere

Selv i dag kan kvindelige kunstnere have svært ved at opnå anerkendelse på lige fod med deres mandlige kolleger, men det er for intet at regne mod, hvordan det var før i tiden, da en kvindelig maler i en gruppe, en kreds eller en generation var et absolut særsyn.

De var pionerer, der sjældent fik en hjælpende hånd, og også blandt nulevende kunstnere er der kvinder, hvis position i hierarkiet kun er opnået gennem store personlige omkostninger.

Derfor er det al ære værd, når museerne forsøger at revidere kunsthistorien ved at trække oversete, kvindelige kunstnere frem.

Moderna Museeet i Stockholm har ligefrem et sponsoreret indkøbsprogram med en særlig konto til erhvervelse af værker af kvindelige kunstnere, der i sin tid er blevet forbigået – og Ordrupgaard har netop åbnet den sidste i en serie af fire kvindelige kunstnere, der hver på deres måde spillede en rolle i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede.

Først Helene Schjerfbeck fra Finland, dernæst Berthe Morisot og Mary Cassatt, der blev født i henholdsvis Frankrig og USA, og nu Anna Syberg fra Danmark. Knap så spektakulær og dramatisk som de tre foregående. Men alligevel.

Kunstnerisk kvalitet har intet med køn, alder, tro, etnisk herkomst eller seksuel orientering at gøre, og der ville da heller ikke være nogen pointe i at udstille Anna Syberg, blot fordi hun er kvinde. Det er så heller ikke tilfældet. Anna Syberg var, som de andre i udstillingsserien og lige som for eksempel Anna Ancher, en kunstner, der kunne noget særligt i forhold til sin samtid og sine kolleger og på nogle punkter indtager en fremskudt position i sin tids avantgarde.

Anna Syberg (1870-1914) tilhørte på alle måder kredsen af fynbomalerne, Fynboerne. Hendes bror var Peter Hansen, og hun giftede sig med Fritz Syberg. Og hun har den samme enkle og djærve tilgang til motivet, som kendetegner resten af gruppen, der stod i opposition til store dele af det københavnske parnas og et mere akademisk skolet maleri repræsenteret ved blandt andre Agnes og Harald Slott-Møller.

Det er dem, den ældre generation i »Matador« sætter så højt. For tidens symbolistisk og litterært orienterede kunstnere var Syberg, Peter Hansen, Johannes Larsen og de andre simple »bondemalere«. Det skulle de ikke sige to gange til forfatteren Johannes V. Jensen, der blandede sig i polemikken og knyttede varme venskaber til Fynboerne.

Levende billeder

Med til nedvurderingen af Anna Syberg hører hendes valg af motivkreds; Blomster. Tidligere et meget respekteret motiv, der blev dyrket af 1600-tallets stillebenmalere og fornyet af impressionisterne.

Men på Anna Sybergs tid et uinteressant motiv, der i det meste af det 20. århundrede har været stærkt undervurderet. Hendes bror fandt, at søsterens billeder »ingen betydning havde for dansk kunst«, og han modsatte sig, at hendes værker blev optaget i Faaborg Museums samling, der blev til i årene mellem 1910 og 1915, da den smukke museumsbygning åbnede. Det blev de nu alligevel, og derfor er det også muligt for Ordrupgaard at vise den fuldt udfoldede fortælling om Anna Syberg.

Som det i reglen er tilfældet på Ordrupgaard, er udstillingen logisk og kronologisk disponeret med korte og enkle, ledsagende tekster.

Så udstillingen kan fortælle historien om, hvordan Anna Syberg begynder forholdsvis konventionelt, men udvikler et værk – påvirket af udenlandske strømninger som impressionismen og af et tre år langt ophold i Pisa – der med museets eget, præcise udtryk er på grænsen til det moderne.

Anna Syberg var særdeles dygtig til at komponere sine opstillinger af blomster, men i de sidste år udviklede hun en mere skitseagtig teknik, hvor motivet er på nippet til opløsning. De sirlige gengivelser bliver til friere former. Det begynder at dreje sig mere om organisk struktur eller måske selve naturens foranderlige grundkarakter; hele det piblende liv, sådan som man få år efter Anna Sybergs død i 1914 kunne opleve det i Carl Nielsens sene symfonier.

Hvem: Anna Syberg.
Hvor: Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund.

Hvornår: Tirsdage-fredage 13-17, onsdage tillige til 19, lørdage-søndage 11-17. Til 25. august. Mary Cassatt kan i øvrigt ses frem til den 9. juni.