Blixens skærsommernats-drømme i det grønne

Blixen møder Shakespeare i sanselig og spinkel særudstilling på Karen Blixen Museet med duftende drømmespor

Helt i Karen Blixens ånd er naturen trukket ind på bordet og i rummet på udstillingen, hvor man synes at  træde ind i et drømmerige. Foto: Kurt Rodahl Hoppe Fold sammen
Læs mere

Karen Blixen ville oprindelig have været maler og gik på Kunstakademiet. Hun var et multitalent, og udstillingen »Drømmen om skærsommer« på Karen Blixen Museet knytter relevant og på utraditionel og florlet måde bånd mellem tegninger og digte, nemlig hendes illustrationer til Shakespeares »En skærsommernatsdrøm« og digtene »Møde«, »Skærsommer«, »Måneskin« og »Ak sti du snevre grønne«.

Man træder ind i et drømmerige, hvor naturen, helt i Blixens ånd, er trukket indenfor. Blixen var stærkt optaget af blomster og æsteticering af hjemmet, og hendes uortodokse blomsterbuketter inspirerer den dag i dag. På udstillingen er man gået et duftende skridt videre, idet der ikke blot er roser og brudeslør i vasen på spisebordet, men også let tørrede blomster lagt i skålene. Ligesom grene og stammer baner sig vej. Det er ikke »Babettes gæstebud«, men en lyrisk opstilling, vi står overfor.

Tegningerne er fine og forsigtige og i digtene fornemmes naturglæden, men også erkendelse af forgængeligheden. Som det hedder i »Måneskin«: »Der slog en fisk i dammens siv. / Hvad er et nu? - hvad er et liv?«

Der er lagt op til, at man går til udstillingen med åbne sanser, og det er næsten ikke muligt andet, for der er knald på duftene. Man hører Suzanne Brøgger indlevet, men monotont læse Karen Blixens digte, og i parken overraskes man af den højt ophængte seng, som virker mere mareridtsagtig end let og drømmende. Man mærker bestræbelserne på at vise en yngre og mere romantisk side af Karen Blixen og at skabe en sanselig vinkel på litteraturen. Der bliver vendt op og ned på inde og ude.

Luna Park Scenekunst har stået for scenografien. Den overordnede idé er fin med fokus på flydende grænser mellem kultur og natur, og der er noget nydelsesfuldt ved vekselvirkningen mellem ude og inde. Udstillingen aftegner nogle drømmespor og forholdet mellem kunst og natur, men er spinkel.

Hvad: Drømmen om skærsommer. Hvornår: 8. juni-30. december 2016. Hvor: Karen Blixen Museet. Rungsted Strandvej 111.