Avantgarden slår til på en plads i Køge

Kathrine Ærtebjerg er blandt de malere, der har udsmykket Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg. Nu viser KØS i Køge skitser og forarbejder af hende og de andre fremtrædende danske kunstnere, der deltog i projektet. Men allerede på museets forplads kan man se interessante værker af tre billedkunstnere. Pressefoto: Dino Svenningsen Fold sammen
Læs mere

For et par år siden fik Museet for Kunst i det Offentlige Rum en markant ny forplads skabt af Ann Lislegaard i samarbejde med landskabsarkitekten Sophie Sahlqvist.

Pladsen, der udgøres af 111 trin og plateauer i vekslende højde, har mange funktioner: Udeservering for museets café, bedre adgangsforhold for handicappede, legeplads for børn. Og så udstilling af kunst. Selvfølgelig. Blandt andet har Mogens Møllers skulpturserie fra Axeltorv i København været opstillet på pladsen i Køge, mens byggeriet af Lene Tranbergs runde højhuse har fundet sted. Men nu skal de snart tilbage – og tre andre fremtrædende kunstnere er blevet inviteret.

En af dem er Ann Lislegaard selv, der til museets mur har skabt en neonskulptur med teksten »Come Let Me Show You The Future«. En del af Ann Lislegaards inspiration kommer – som det for eksempel også fremgik af hendes bidrag til Venedig-biennalen i 2005 – fra sciencefiction. Og skriften på muren i Køge er da også hentet fra romanen »Pollen« fra 1995 af Jeff Noon, der angiveligt handler om en verden eller en fremtid, hvor alt er under forandring »og nye hybrider og mutationer opstår«. Sætningens ord vises i forskellige sammenstillinger og kan ses som en stilfærdig opfordring til at overveje netop fremtiden.

Det stilfærdige og minimalistiske er fælles for de tre billedkunstneres værker. Således Tove Storch, der tidligere har vakt opsigt med blandt andet nogle meget smukke, skabs- lignende skulpturer. På pladsen foran museet har hun indtaget en montre med lag af malerier, hvor pointen er, at man lige akkurat kan få et glimt af overfladen. Som sådan er skulpturen en hilsen til museet, der netop samler og udstiller skitser til værker til det offentlige rum som en idébank.

Allerede to år efter sin afgang fra Kunstakademiet opnåede Lea Porsager, hvad kun ganske få kunstnere er blevet til del: At være inviteret til den store internationale udstilling Documenta i Kassel i Tyskland, der cirka hvert femte år præsenterer væsentlige nybrud og nye strømninger i billedkunsten.

Lea Porsager har i mange værker været optaget af det okkulte og det esoteriske; altså en viden om noget forbeholdt de få. 137 er eksempelvis i en række religiøse og matematiske sammenhænge et betydningsfuldt tal – og netop 137 tunger eller slangelignende former synes at være på vej op fra pladsen af årsager, der henstår i det uvisse og derfor kan appellere til fantasien.

Endnu en udstilling er netop åbnet i KØS. For et par år siden bekostede Realdania en række værker af kendte samtidskunstnere til Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg. Salene med værker af blandt andre Jesper Christiansen Erik A. Frandsen, Morten Schelde og Kathrime Ærtebjerg blev set af mange mennesker, da palæet et halvt års tid i 2010 holdt åbent, men efter Kronprinsparret flyttede ind, var der ikke længere adgang for offentligheden. Men nu kan man se skitserne og forarbejderne til malerierne i Museet for Kunst i det Offentlige Rum.

Også interviews og filmoptagelser bidrager til at give et billede at forsøget på igen at sætte udsmykning i gamle huse på dagsordenen.

Hvad: Eksperiment 111
Hvor: KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum, Køge.
Hvornår: Tirsdage-søndage 11-17, torsdage tillige til 21. Til 21. maj