Kunsthallen Nikolajs centrale udstillingssal er rammen om en gigantisk installation, der for en gang skyld ikke synes for lille til det krævende kirkerum.
De enkelte dele udgør tilsammen ét værk af Mie Olise. En stor og stort disponeret fortælling hvor to historier fletter sig ind i hinanden. Dels Aksel Sandemoses forfatterskab og især »En flygtning krydser sit spor«. Og dels kunstnerens egen historie. Begge er de født på Mors; omend med 75 års mellemrum. Og begge er søgt ud. Sandemose i sine bøger. Olise under sin uddannelse. Med dette projekt er hun blandt andet fulgt i sporet på en af Sandemoses hovedpersoner. Han hedder Espen Arnakke. Espen Arnakke er pudsigt nok også navnet på et skib, som kunstnerens far engang byggede, solgte og mistede sporet af. Også det opsporer Mie Olise på sine rejser, og det hele stykkes sammen til et værk, der består af påfaldende mange forskelligartede materialer. Skulptur, lyd, tekstfragmenter, video, maleri, foto og forskellige ready mades; altså genstande fremstillet til andre formål der indgår i kunstværker. Det er ligesom at gå inde i et menneskes hjerne - eller sind - og sammensætte dele af dets fortælling og bevidsthed.
Kendskab til Sandemoses forfatterskab fremmer forståelsen. Ikke alene af verden men også Mie Olises projekt. Men udstillingen - eller værket - har så mange kvaliteter, at det også fungerer uden. Eksempelvis som billeder af en søgen i erindringen og efter identitet. I »Den tavse station«, som udstillingen hedder, møder man måske også et af de temaer, der går igen i andre dele af tidens kunst. Optagetheden af det, der engang var. Af de skjulte spor og glemte fortællinger. Og denne fascination af fortiden afspejles på mange måder også i materialerne, der for nogles vedkommende synes hentet fra pulterkamre og gamle lydarkiver eller udgøres af sært slørede film. Råt og forfinet på samme tid. Rejsen og stationen er gennemgående metaforer i både Sandemoses forfatterskab og Olises værk, der står som en kommentar til rejsen og livet og fejltagelserne undervejs.
