500 år senere: Kejserens CV imponerer stadig

Statens Museum for Kunst viser et sjældent imponerende eksempel på, hvordan datidens magthavere fortalte omverdenen om egne bedrifter.

På Statens Museum for Kunst kan man se en særudstilling om Albrecht Dürers grafiske æresport for Kejser Maximilian Fold sammen
Læs mere

Uanset om det nu bliver et forårs- eller efterårsvalg, kan vi formodentlig ligesom de sidste gange på den ene side imødese uendelige mængder af kedelige valgplakater og på den anden side taler, hvori den ene eller den anden fremhæver sine egne og sit partis umådelige fortræffeligheder.

Måske skulle vore dages politikere overveje at lade sig inspirere af, hvad Maximilian I gjorde. Som man kan se på Statens Museum for Kunst, formåede han at få udarbejdet et af verdens mest fyldige, kombinerede slægtstavler og CV. Og han skulle ikke engang gøre det selv. Han fik en af 1500-tallets bedste kunstnere til at gøre det.

Nationalgalleriet viser en veltilrettelagt udstilling om Albrecht Dürers grafiske æresport til Maximilian, der i 1508 blev kejser over det tysk-romerske rige, som han gennem krig og kærlighed – eller i hvert fald ægteskab – formåede at udvide.

Sine bedrifter og sin baggrund – det sidste bidrog til at konstituere hans ret til tronen – ville han gerne fortælle omverdenen om, så han bestilte et enormt grafisk værk hos Albrecht Dürer. Det forestiller en overdimensioneret æresport, som leder tanken hen på antikkens triumfbuer, af hvilke man stadig kan se nogle af de mest berømte i Rom.

Men i stedet for at opføre en port blev Dürer, som arbejdede for Maximilian mellem 1512 og 1517, bedt om at konstruere æresporten som træsnit, som kejseren så kunne forære til forretningsforbindelser rundt om i Europa, så de ville blive behørigt imponerede.

500 år senere er der stadig grund til at blive imponeret. Men i dag måske mest over Dürer, der skabte dette overvældende treenhalv meter høje og tre meter lange billede, der er et hovedværk i europæisk kunsthistorie. Opbygningen er storslået og selvfølgelig en imperiebygger værdig. Men det er også i detaljeringen, at »Kejser Maximilian Is Æresport« aftvinger respekt. Billedet vrimler med arkitektoniske konstruktioner, personer, dyr og symboler.

Komplekst korthus

Står man over for billedet, er det vanskeligt at overskue, og det er svært at se detaljerne. Men det er så heldigt, at Statens Museum for Kunst ejer to eksemplarer af de i alt 36 store ark papirer, der er trykt med 195 snittede træblokke. Det ene eksemplar vises i sin helhed, mens det er muligt at studere detaljerne i det andet, der på udstillingen er ophængt som enkeltblade.

Gennem dem konstaterer man, hvor fremragende Dürer var til at gengive væsner fra både virkeligheden og fantasien, kombinere fremstillingerne med et sofistikeret symbolsprog og beskrive en verdensorden, hvor kejserens betydning kun var overgået af Guds.

Om »Æresporten« vitterlig er et udtryk for tidlig massekommunikation, som kunstmuseet lægger op til, kan man måske nok diskutere. Det var derimod en meget præcis form for direct marketing, for Maximilian havde et billede af sig selv, han gerne ville videregive til venner og fjender rundt om på kontinentet. Sådan er det vel stadigvæk med magthaverne.

Hvad: Magt og ære. Albrecht Dürer i kejserens tjeneste.

Hvor: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50.

Hvornår: Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 20. Til 21. juni.