Jeg kan egentlig sige det meget enkelt: Tag op på Louisiana og se den enorme samling af Diane Arbus’ fotoværker. Det er meget rørende, ja, nærmest en gave at se så mange af den amerikanske fotopioners hypermenneskelige portrætter af alskens outsideres rå og upolerede liv i New York på ét og samme sted.

Du vil helt sikkert få en sjælerystelse med sin helt egen klang.

Blandt de i alt 150 fotos er der værker, de fleste af os kender, også de af os, der ikke ved, hvem Diane Arbus er. Og nok allerbedst fotoet af de enæggede tvillinger med ens knæstrømper, søndagskjoler og de svømmende uudgrundelige øjne, som Stanley Kubrick højst sandsynligt blev inspireret af, da han satte et sæt tvillinger ind i sit »Ondskabens hotel«.

Og så er der alle de andre fotos fra en forunderlig verden, befolket af mennesker med dværgvækst, drags, nudister, cirkusartister, skæggede damer, udviklingshæmmede, ualmindeligt velhavende par, børn og kendte mennesker som Marcello Mastroianni og Mia Farrow på hver sin hotelsengekant og James Brown med curlere i håret.

Mest af alt en bastion af excentrikere, som samfundet generelt har udstødt, og som vi aldrig ville have set skyggen af, hvis ikke det var, fordi Diane Arbus havde sat sig for at fotografere dem i øjenhøjde gennem sin korte solokarriere. En karriere på 15 år, hvor hendes mest fornemme ambition var at redefinere, hvad skønhed er.

Det normale i det usædvanlige

Et stykke inde i udstillingen hænger en legatansøgning til The Solomon R. Guggenheim Foundation, som Diane Arbus kaldte for »Amerikanske riter, sæder, skikke og ceremonier«. Den er fra 1962, seks år inde i hendes karriere, og kan betragtes som hendes manifest. Her fortæller hun, hvad hun intenderer at arbejde med, og foregriber alle de sarte, kradse og forrygende portrætter, hun kom til at bidrage med, og som gjorde hende til den forbilledlige og legendariske kunster, hun blev.

Det drejer sig om alle de steder og måder folk samles på: til sportsbegivenheder, middage, hundeudstillinger, dansekonkurrencer, en julemandsskole og så videre. Dem vil hun portrættere med sit antropologiske blik. I slutningen af ansøgningen står der, at hun ønsker at finde det normale i de usædvanlige skikkelser for at gøre dem til legender.

Det kan lyde som en umulig opgave, når man ser sig omkring i udstillingen og betragter de miljøer, hun færdedes i. Nogle har lige frem klandret hende for at jage det sensationelle eller the freaks. Men når man hører, at hun forsøgte at få personlige relationer med dem, hun fotograferede, og at selve relationen var lige så vigtig for hende, som at fotografere dem, klinger det anderledes.

Selv havde hun et skrøbeligt sind og endte med at tage sit liv i en alder af 48 år. Den præcise årsag er der ingen ude i offentligheden, der kan give os et svar på, og det beskæftiger Louisianas fotoudstilling sig heller ikke med.

Her er en intenst kurateret samling med 150 fotos fra Art Gallery of Ontarios totale samling af 522 af Diane Arbus’ fotos, der her repræsenterer hele det kronologiske forløb i hendes arbejde. Vi er helt tilbage til den dag, hun tog en beslutning om, at hun ville fotografere på egen hånd, og lagde en filmrulle og et kontaktark frem, som hun mærkede #1 – fra den dag hun startede med at gennemtrawle New Yorks mangfoldighed af mennesker og liv for senere at rykke tæt på.

Banebrydende og følsom dokumentation

Diane Arbus kom fra en familie med russiske rødder, der ejede et varehus på Fifth Avenue, og voksede op i et hjem med udsigt over Central Park. Som 16-årig forelskede hun sig i sin highschoolkammerat Allan Arbus. De giftede sig hurtigt og opbyggede et fotostudie, hvor Allan Arbus fotograferede og Diane Arbus stylede med stor succes og leverede modeserier og reklamefotos til magasiner som Vogue, Glamour og Seventeen.

Ti år senere fik Diane Arbus nok og trak sig ud af firmaet, alene fordi hendes ambitioner stak i en helt anden retning. I fællesskab havde de opnået at få et foto med på en udstilling på Museum of Modern Art, MoMA, i 1955, hvilket kan have været med til, at museets fotokurator, John Szarkowski, havde et øje på hendes værker fremadrettet.

Da hun gik selvstændig, var kunstfotografiet nemlig ikke ret normalt. MoMA havde ganske vist en afdeling for fotografier, men de blev ikke vist ret ofte. Var man en ung fotograf, ville man gerne være på et opslag i et magasin, og Diane Arbus leverede gennem hele sin karriere billed- og tekstreportager til samtidens magasiner.

Det kunstneriske gennembrud fik hun på MoMA-udstillingen »New Documents« i 1967, hvor hun sammen med Lee Friedlander og Garry Winogrand blev inviteret til en gruppeudstilling af John Szarkowski, der mente, at de tre fotografer repræsenterede en nye retning inden for fotografiet.

På linje med litteraturens new journalism med Joan Didion, Tom Wolfe og Norman Mailer i centrum, der lagde deres personlige stemme og involvering frem, viste de tre fotografer deres tilstedeværelse i portrætteringen af almindelige mennesker, som de fotograferede med en afslappet og pågående snapshotstil. For Diane Arbus’ vedkommende valgte hun generelt at lade de portrætterede kigge direkte ind i kameraet.

Med på udstillingen havde hun 32 fotografier, som i dag anses som hendes mest ikoniske. Den lille dreng med en legetøjsgranat i hånden og en anspændt krop. De tre russiske venner med dværgvækst i en dagligstue. Den puertoricanske kvinde med det trodsige blik og den vrængende mund. De purunge teenagere, der imiterer et voksent småborgerligt par. En nøgen familie, der poserer afslappet på græsset ved siden af ​​en landevej – og så naturligvis tvillingerne.

Det var Diane Arbus, der løb med al opmærksomheden på udstillingen, og hendes serie cementerede hende som det moderne fotografis nye mester, der kilede sig ind et sted mellem reportagefotografiet, det iscenesatte kunstfotografi og kunstfotoet. Selv var hun uinteresseret i, hvad man skulle kalde det, hun arbejdede med, for. Hun iscenesatte aldrig sine billeder, men opsøgte steder, hvor der var så særlige mennesker og begivenheder, at man kunne få den tanke, at det hele var pure opspind.

En svær og intens tilstedeværelse i livet

Hvorfor hun følte sig så tæt forbundet med mennesker fra en anden del af samfundet end sin egen, er svært at svare på. Måske fordi hun var blevet opfostret af tjenestefolk fra en anden klasse i samfundet end sin egen. Måske fordi hendes sind helt enkelt gik sine helt egne veje.

Hun formåede at fange menneskets umiddelbare ensomhed i hvert eneste foto. Måske hun forsøgte at heale sig selv ved at omgive sig med den ensomhed, de udstødte måtte føle. Eller var det en slags solidaritetserklæring?

Fordi den personlige relation var lige så vigtig for hende som at få sit portræt i hus, lyser intimiteten ud af hvert eneste foto. Det er, som om jeg kan fornemme Diane Arbus trække vejret gennem dem allesammen. Efter at have set alle 150 værker, lander jeg et sted, hvor jeg anerkender portrætternes utrolige forskellighed, men samtidig også den forbundethed, de har i det almindelige. Der er noget værdigt og almindeligt i deres blikke, selv i de vildeste figurer, i den måde, de poserer på eller er i de rum, de befinder sig i. Det er vel det, der er hendes store kunstneriske vision og styrke.

Jeg har lyst til at have en stol med mig rundt på udstillingen og sætte mig ned foran hvert et foto, hun har taget. Længe. Her vil jeg gerne lære personen i hvert værk at kende – og måske lidt mere om Diane Arbus’ svære intense tilstedeværelse i livet.

Diane Arbus: Fotografier, 1956-1971

Louisiana, Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Hvornår: Frem til 31. juli