Surrealisterne gav os de mest syrede værker – nu forsøger en ny generation

AOK
Kunst
Anmeldelse

Surrealistiske værker, skabt med godt 100 års mellemrum, snor sig ind og ud ad hinanden på Den Frie, der tilbage i 1935 viste verdens vist nok første internationale surrealistiske udstilling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den her udstilling har jeg glædet mig til.

»En anden surrealisme« på Den Frie, hvor værker af de store surrealistiske kanoner fra bevægelsens begyndelse er i dialog med bud på markante samtidskunstnere, der tager de drømmende, sjælesøgende og frisættende greb op.

For surrealismens greb er begyndt at ulme blandt de unge kunstnere. Igen. Dét er spændende. Hvilke samtidskunstnere vil kurator Anna Weile Kjær tage med? Og giver det mening at se dem i kontekst med værker af nogle af de kunstnere, der satte bevægelsen i spil for godt 100 år siden?

Bag Magnus Andersens selvoptagede hvide keramik-lam, der glor ind i et malet spejlbillede, ses Wilhelm Bjerke Petersens »Moralernes vogter« fra 1935 og en af Rikard Thamberts to skulpturer »Armslængde« fra 2019, der vogter over næste rum. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm..

Dengang ønskede surrealisterne at lade det ubevidste flyde frit for at skubbe til samfundets normer og navnlig den kapitalisme, de var bange for ville opsluge vores sind, pointerer kuratoren i kataloget.

Vovet konstellation

Der er noget at leve op til. For på Den Frie udstillede de det, de definerer som »verdens første internationale surrealistiske udstilling« tilbage i 1935 med titlen »kubisme = surrealisme«. Fantastisk, at den fandt sted i København, omend det kan lyde surrealistisk, vel vidende, at »De surrealistiske manifester« blev nedfældet af digteren André Breton ti år tidligere og fra starten havde internationale kunstnere med i bevægelsen.

Det skal forstås sådan, forklarer Den Frie mig, at det var den første internationale udstilling, hvor de franske surrealister udstillede udenfor Frankrig og nu med inddragelse af de nordiske kollegaer.

Freud udnævnte den højhælede sko til det mest almindelige feticherede objekt. Sylvie Fleurys »Hot Heels«-neonværk, var i 2005 installeret i Yves Saint Laurents udstillingsvindue i New York over en bunke sko. Overfor er Den Fires genskabelse af en vinduesinstallation med Salvador Dalís kommercielle produkter, der siden var medvirkende til, at han blev smidt ud af surrealismegruppen på grund af hans lidt for kommercielle samarbejder. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjerneholm.

Nuvel, dengang i 1935 lukkede Den Frie dørene op til syrede værker, de fleste københavnere nok aldrig før havde set et sidestykke til. Kunstnere som Meret Oppenheim, Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen, Jean Arp, Salvador Dalí, Max Ernst, Alberto Giacometti, Joan Miro, Wilhelm Freddie, Man Ray og Yves Tanguy udstillede drømmebilleder, automattegninger og surrealistiske objekter.

Seks af de oprindelige værker er nu matchet med 18 samtidskunstneres. I en mørklagt sal kan Alice i Eventyrland snildt springe frem under Rolf Nowotnys seng i konstant bevægelse og tage en tår af Nina Beiers forvoksede cocktailglas med vandhaner, mønter og en banan stivnet i drikken – for så at blive venner med Sako Kojimas cirkelformede får, der slikker sig i egen rumpet i et af de andre rum.

Et nærskud af et af Nina Beiers forvoksede cocktailglas fra serie »Punge« med objekter fanget i epoxy. Objekterne har hun fundet blandt det væld af fotografier, der bliver produceret til salg i diverse billedbanker, hvor absurditeten opstår i hendes sammenstillinger af for eksempel mønter på vej ud af en vandhane. Fold sammen
Læs mere
Foto: Genevieve Hanson. David Stjernholm..

Længere inde i udstillingen glor Magnus Andersens hvide keramik-lam ind i et malet spejlbillede, mens Esben Weile Kjærs lyserøde knitrende puddelhund (i frygtløs dialog med popkunstneren Jeff Koons' ballondyr og puddelklippede hække) viser tænder og håner den gamle surrealisme i form af Harry Carlssons maleri »Pudlens Kerne« fra 1934. Er popkunsten mere anvendelig, må jeg spørge?

Og så er der den transparente labyrint, som Soshiro Matsubara har befolket med brudstykker af en krop i indskrumpede keramikversioner og nogle miniaturepuddelhunde i en alt for lang snor, installeret sammen med Rita Kernn-Larsens og Wilhelm Freddies åh-så-smukke malerier. En ramme, der på vellykket vis kan minde om Louise Bourgeois’ raritetskabinetter, hvor hun bearbejder sine traumer.

Her er vovemodige konstellationer. Men har samtidens eksperimenter samme saft og kraft? Og vil de få den samme bevågenhed som pionerernes værker, der dengang blev sat intuitivt op på et par timer af kunstnerne selv og vist i 14 dage – i modsætning til denne akademisk funderede nutidige udstilling, der bygger på kuratorens flerårige research og ph.d.-afhandling?

En ægte arkade

Anne Weile Kjær har truffet flere gode valg, omend hun godt kunne have peget på andre mere oplagte surreelle samtidskunstnere – flere af dem (uden at nævne navne) går nysgerrigt rundt og kigger med til åbningen.

I udstillingens hjerte er et gesamtkunstwerk, hvor der i en virkelighedsnær butiksarkade er installeret værker af samtidskunstnere og to af surrealismens pionerer. I front ses Wilhelm Freddies »Susanne i badet« fra 1947 over for Nina Beier og John Millers fremtidsvision. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm..

»En anden surrealisme« vil nok ikke ruske op i sin samtid, som surrealisterne kunne i bevægelsens begyndelsesår, hvis det altså er målet. Op gennem det 20. århundrede har den ene isme afløst den anden med et ønske om at gøre op med det eksisterende sprog. Kunsten har fornyet sig igen og igen for i 1980erne at begynde at betegnes som »post«-det-ene-og-andet med referencer bagud. Det har været svært at forvente os nye surreelle formspring. Men så kom den virtuelle kunst, som op gennem 00erne gav os et nyt prisme, der kunne anvendes til at sende os ud i nye galakser.

På Den Frie er der ingen VR-værker, men en ægte arkade, altså sådan én med butiksvinduer, som føles meget virkelig, blandt andet fordi den er monumental og så tjekket opbygget, at jeg har en fornemmelse af at gå og glo på vinduer.

Arkaden er »En anden surrealisme« s mest vellykkede greb. Placeret i udstillingens hjerte som et gesamtkunstwerk. Når jeg går gennem de andre sale, trækkes jeg som en søvngænger mod arkaden. Mod det, der minder om de billedsammenstød, som kulturteoretikeren Walter Benjamin i sit essay fra 1929, der er omtalt i udstillingskataloget, mente surrealisterne så og overførte fra det moderne byliv til kunsten – billedsammenstød fra collagelignende byer, hvor lysreklamer, plakater og varer udgjorde landskabet. Kuratoren bruger billedsammenstød som en motor gennem hele opsætningen af værkerne til »En anden surrealisme«. Det fornemmes tydeligst i arkaden.

Wilhelm Freddies »Melankoli« fra 1939 er trods de mange samtidskunstnerens krumspring det værk, der sender anmelderen længst ned ad sindets vildtvoksende stier. Privatfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra Martin Bigum og Pernille Egeskovs Samling..

Surrealisterne ønskede et opgør med selvsamme bylivs kapitalisme, fordi de oplevede, at den havde overtaget det menneskelige sind, samtidig med at de gjorde flittigt brug af bylivets vareobjekter i deres kunst, hvor sko, smykker, parfumer og mannequindukker blev dyrket som fetich. Ved at sætte objekterne i umage sammenstillinger, som det sker i vores drømme, skabte de surreelle billeddannelser, hvor analyseapparatet kom på overarbejde for at hitte hoved og hale i absurditeterne. Tænk på Meret Oppenheims berømte tekop i pels og Dalís smeltende ure.

I arkaden er Wilhelm Freddies »Susanne i badet«, som han installerede i Magasins vindue i 1947, genopført og lidt af en kunsthistorisk godte at få lov til at opleve. Oppe under loftet dingler en mannequindukke ned fra et omvendt badekar med hovedet løsrevet fra kroppen, mens der op af gulvplankerne maser sig menneskehoveder med skydeskiver i panden.

På ægte surrealistisk facon står jeg pludselig foran et udstillingsvindue og kigger ind i 1947, hvor Wilhelm Freddie med sine fragmenterede kroppe kommenterede Anden Verdenskrig, og jeg får blod på tanden og lyst til at komme længere tilbage i kunsthistorien ved næste vindue.

Sako Kojimas cirkelformede nuttede får, »I Can Be Alone 3«, midt i intens selvforkælelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm..

Det sker ikke. I stedet gelejder Nina Beier & John Miller mig ind i fremtiden. I vinduet står fire rygvendte børnemannequiner og ser ind i deres eget spejlbillede, der ligner en voksen version af dem selv. Og jeg kigger med – på bedste Peeping Tom-manér.

Længere henne mødes jeg af et lyshav i Sylvie Fleurys »Hot Heels«-neonværk, der i 2005 var installeret i Yves Saint Laurents udstillingsvindue i New York over en bunke sko. Skoene er ikke med her, men »Hot Heels«-teksten bøjet i neon lyser sexet op og peger på den højhælede sko, som Sigmund Freud udnævnte til det mest almindelige feticherede objekt. Den er at finde andetsteds, i en rød Prada-version, dén med djævlegreb i hælen, sat ind i en vareelevator af Tora Schultz.

Selvom bylivets billeddannelser i dag er rykket ind i privatsfæren på vores private skærme i alle vågne timer med millioner af billeder, der truer med at gøre selv det mest afbalancerede menneske psykotisk, er den kunst, det kaster af sig, ikke helt så gennemborende, som de tidlige værker.

Det er et lille bitte maleri inde i den mørklagte sal, der fører mig ud ad de mest vildtvoksende stier – Wilhelm Freddies »Melankoli« fra 1939 med en hovedløs skikkelse placeret i et vindblæst ørkenlandskab med en kvinde – en mor? – ved et bord foran sig. Det giver mig en prikkende følelse i kroppen samtidig med, at det er så umådeligt smukt og enkelt komponeret.

Hvad: En anden surrealisme

Hvor: Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Pl. 1, København Ø.

Hvornår: Frem til 22. oktober.