Sporten får dunk i mellemgulvet i ny udstilling: »Jeg går derfra og tænker, at sportsverdenen er fucked up«

Copenhagen Contemporary har sport på programmet. I godt 40 værker mimer kunstnerne hjørner af det liv, vi ellers lever. Her får den stereotype forherligelse og kommercielle håndtering af sporten nogle ordentlige dunk i mellemgulvet – og så heldigvis også en lille portion rendyrket kærlighed til sportsæstetikkens sjæl og sanselighed.

»VOLTA (Bandeira)« af Stephen Dean. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er noget hyperstiliseret, goldt og ensomt over Elmgreen & Dragsets værker. Men giver man dem lidt tid, begynder de at røre på sig. Inde bag den polerede facade er der noget menneskeligt og interessant på færde.

Sådan har jeg det også med Copenhagen Contemporarys (CC) toprenoverede udstillingshal på den vindblæste strækning af Refshaleøen og med deres nuværende udstilling, »Art of Sport«, der til at begynde med klinger lidt hult og kalkuleret i mine ører.

Det er en temaudstilling med danske og internationale billedkunstnere, der beskæftiger sig med sport, primært fra et kritisk ståsted. Jeg får instinktivt den tanke, at CC forsøger at trække et nyt og sportsinteresseret publikum i land. Nogle af alle de mennesker, der gerne hopper i noget lycra for at komme ud og få vind i håret fremfor at gå inde i de hvide kuber og forholde sig til samtidskunst.

Det er et tarvelig forbehold, ved jeg godt. Og jeg kan heller ikke holde på den indre skeptiker ret længe.

Med få undtagelser bliver jeg præsenteret for både sanselighed, heltedyrkelse, refleksion, coolness og humor. Kunstnerne giver den stereotype forherligelse og kommercielle håndtering af sporten nogle ordentlige dunk i mellemgulvet med deres fokus på de økonomiske, køns-, race- og socialpolitiske uoverensstemmelser, sporten gemmer på – og så heldigvis også en lille portion rendyrket sportsæstetik.

»Op ad væggen hviler et stativ tætpakket med fotografier. Det er, som om værket er sat lidt af vejen, og det virker ikke nær så hypet, som de stort anlagte, nærmest overgearede værker installeret midt ude i rummene.«


Alt det, der sker, lige ved siden af sporten

Et stykke inde i udstillingen stopper jeg brat op. Op ad væggen hviler et stativ tætpakket med fotografier. Det er, som om værket er sat lidt af vejen, og det virker ikke nær så hypet, som de stort anlagte, nærmest overgearede værker installeret midt ude i rummene. »Big Sneaker«, den ni meter lange oppustede version af en Nike Air Max 97 af Olaf Nicolai, for eksempel, man som i en bedre hoppeborg kan sætte sig ind i for at fornemme, at den ikoniske sko fra 1990erne gjorde sneakers til et kommercielt fashionstatement. Behøver den være så stor? Og skal vi virkelig sætte os derind og mærke efter? Det i sig selv virker lidt oppustet.

Skal vi virkelig sætte os ind i Big Sneaker og mærke efter? Det i sig selv virker lidt oppustet ... Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Og så er der Sarah Lucas' højglansgule skulptur med den enorme fallos, der i kataloget er forklaret som »et humoristisk portræt af sportsikonet og fodboldlegenden Diego Maradona«. For mig er den næsten lige så irriterende sjælløs som Jeff Koons' bekostelige ballondyr.

Denne store, gule skulptur skal være »et humoristisk portræt af sportsikonet og fodboldlegenden Diego Maradona«, men Berlingskes anmelder er ikke imponeret. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Hazel Meyers skrabede installationsværk »Non-Archival Archive« stikker til gengæld dybt. Her ser canadieren nærmere på alt det, hun synes er vigtigt i sport. Alt det lige ved siden af selve sportshandlingen. Jeg lader mine øjne vandre sporadisk omkring: På et foto mødes en sort og en hvid mands hænder i basketballbanens midtercirkel. En begejstret nonne i fuld uniform og med et dinglende kors om halsen har rejst sig op på en tribune og vifter passioneret med et banner, mens det øvrige publikum ser apatisk til. To »bedstemødre« med runde rygge kæmper indædt om bolden.

På et stillbillede fra »The Simpsons« er Bart og Lisa på vej ind i »Women's basketball – Hall of Fame«. En voksen kvinde er ved at ordne en hestehale på en pindetynd pige, der minder mig om den rumænske gymnast Nadia Comăneci – hende, der i 1970erne blev trænet så hårdt op, at hun vandt fem olympiske guldmedaljer. Deres blikke er årvågent rettet i hver sin retning mod de konkurrerende gymnaster oppe på barerne. En burkaklædt basketballspiller ser til siden. Der er én, der skvatter, og der er mange, der krammer.

Midt i mylderet finder jeg det ikoniske foto af quarterbacken Colin Kaepernick fra 2016, der sammen med to andre NFL-spillere knæler for første gang i stille protest mod den bølge af politivold mod sorte amerikanere, der var blevet afsløret i de foregående år. En symbolsk handling, der er blevet gentaget af sportsfolk og demonstranter rundt omkring i verden. Der er noget smukt ved, at det foto er med i Hazel Meyers samling, uden at hun råber budskabet ud i æteren.

Formel 1-kørere i øm omfavnelse

Hazel Meyers dominerende logik i det samlede værk synes at drible omkring lidenskab, protest og en hyldest til det, der bevæger sig væk fra det normative. Da jeg fjerner mig fra værket, er det, som om resten af udstillingen giver ekkoer herfra. Med større og mindre kraft:

De knælende sorte NFL-spillere er også hovedpersonerne i Kota Ezawas enkle animationsfilm »National Anthem«, der bliver blæst op på en endevæg. Overfor hænger en reklameplakat fra Adidas, hvor fodboldspilleren Zinedine Zidane sidder i et omklædningsrum og får filet fødder af en ung sort mand. De smiler begge. Stort. Kunstneren Lyle Ashton Harris' eneste kommentar i værket er en indramning af plakaten, som han har ejakuleret udover!

Værket »Leatherboys« af kunstner Louka Anargyros viser to Formel 1-kørere, som krammer med alt udstyret på. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Længere fremme er tre skulpturer af Formel 1-kørere placeret på gulvet. De er iklædt hjelme og lædertøj, der skal værne dem mod de dødsulykker, sportsgrenen kan resultere i. Men Louka Anargyros' keramiske Formel 1-kørere er ikke døde. De sidder og ligger i ømme omfavnelser. Logoerne på tøjet er skiftet ud med nogle af de homofobiske skældsord, kunstneren selv er blevet overfuset med. Udformet i stenhård keramik er skulpturerne overraskende menneskelige. Inde bag deres hjelme og lædertøj fornemmes deres silhuetter.

Samme menneskelighed er slående i det sårbare blik, som en af elitegymnasterne i Rineke Dijkstras fotos bærer, samt Lea Guldditte Hestelunds kvindelige bodybuilder med de jadegrønne øjne. Det kritiske blik på sportens fysiske omkostninger er let at få øje på.

Heltedyrkelse og sportsidioter

Det mere lidenskabelige greb om sporten finder jeg i Camille Henrots »Tuesday«, hvor to mænd i gi træner jiu-jitsu. Videoen er gengivet i slowmotion, og kampsporten fremstår pludselig som en smuk, skulpturel dans. Samme nænsomhed opleves i Sam Taylor-Johnsons video af en sovende David Beckham. Her refereres til Andy Warhols film »Sleep« og Michelangelos »Allegory of Night« fra 1500-tallet, må man forstå, og stilikonet Beckham sover også lige så gudesmukt, som han har ageret i vågen tilstand. Et sært og sårbart glimt ind i en af sportens helt store ikoners privatsfære.

I Camille Henrots»Tuesday« af Camille Henrots er to mænds jiu-jitsu kamp gengivet i slowmotion. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Inde i Stephen Deans hule af brasilianske fodboldflag ser vi på en storskærm tusindvis af tilhængere trække enorme flag hen over flokkene på tribunen, der får dem til at fremstå som én kollektiv krop. Her hyldes sportsidioterne så at sige, lige som i Hellmuth Costards video »Fussball wie noch nie« fra 1971, der følger den nordirske fodboldspiller og kvindebedårer George Best tæt rundt på banen. Selve kampen er sagen uvedkommende. Det handler om heltedyrkelsen af et af verdens første sportsidoler. Værket er et forlæg til det senere videoværk, der følger Zinedine Zidane i realtid hen over én enkelt kamp. Det er blevet vist på ARoS og Louisiana, men er ikke med her.

Værket »Sportscast 1« af Sara Sjölin er ifølge Berlingskes anmelder udstillingens sjoveste. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Det er »Sportscast 1« af Sara Sjölin heldigvis – udstillingens sjoveste værk, der punkterer sportens selvforståelse. I en sportsbarinstallation kører en kamp mellem Sverige og Schweiz på to tv-skærme, som kunstneren med en sløv »jeg ligger her på sofa og spilder min tid«-jargon kommenterer på. Fra sportsamatøren og ignorantens ståsted nævner hun alt det, der fanger hendes opmærksomhed, og slipper absurde associationsrækker af hændelser fra sit privatliv, løs: Hvorvidt »Harry Potter« er inspireret af sportsæstetikken, eller er det omvendt? Om publikum mon er skuffede over, at der er lidt tomt inde på midten af banen, og om hendes venindes sengevæder-diplom på væggen mon stammer fra en træningslejr – eller gav forældrene hende det, da hun holdt op med at tisse i sengen? Når dilettanteriet går ind i sporten, bliver det hele meget mere sjovt og nærværende.

»Jeg går derfra og tænker, at sportsverdenen er fucked up, men på en storladen facon, der sine steder mimer resten af vores liv. 1:1.«


Hvor blev holdånden af?

Elmgreen & Dragsets tennisepos i hal 2 er anderledes andægtigt. På deres orange tennisbane udspiller sig en storladen allegori. På banen ligger en ung spiller, der har givet helt op, mens modparten står rygvendt og ser på sin pokal. Uden for kridtstregerne sidder en ældre mand i en rullestol. Lyset er dæmpet og spot er rettet mod de tre figurerer i det lille kammerspil. Det er manden i rullestolen, der niver mest. Værkets punktum. Han sidder dér, helt afvæbnet, og lader sin ungdoms vitalitet passere forbi. Eller er det hele hans liv, der udspiller sig foran ham?

De gange, hvor det ikke er lykkedes, og han er splattet helt ud, eller da han sejrede og alligevel følt sig alene. En uforløst og ensom stemning hænger i luften. Det stik modsatte af de lovprisninger af sportens væsen, som vi voksne sender vores børn afsted til holdsport med for at forsikre dem om, »at det bliver skide sjovt, jo«, for i sporten er der holdånd, fællesskaber og kropslig sanselighed.

Ude i de danske sportsklubber kan man også godt få den tanke, at de har glemt glæden og legen i sporten i ønsket om at yngle talenter. Er den første forårsdag på grønsværen, hvor de små spillere sparker fodbolden ud over den nyslåede plæne, gået tabt? Den ånd er i al fald svær at finde i »Art of Sport«. Jeg går derfra og tænker, at sportsverdenen er fucked up, men på en storladen facon, der sine steder mimer resten af vores liv. 1:1.

Art of Sport

Copenhagen Contemporary, Refshalevej 173 A, 1432 København K. Frem til 24 oktober.