SMKs »Sex« er et ungt, selvoptaget normcore-klædt slæng

På Statens Museum for Kunst har du chancen for at opleve tyske Anne Imhofs hypede performanceværk »Sex«. I en filmet version befolket af ranglede, lækre normcore-klædte unge mennesker med kølige blikke er værket underligt nok et rigtig godt bud på en af forårets vigtigste udstillinger.

Den fremtrædende tyske kunstner Anne Imhof udstiller sit første store filmbaserede værk på SMK. Udstillingen kombinerer filmoptagelser fra hendes tidligere performance »Sex«, der tilbage i 2019 blev opført på Tate Modern med et nyt soundtrack. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nadine Fraczkowski
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dette performanceværk« er lige så besnærende som, ja … sex.

Ikke den sex, du måske forbinder med den ømme kærlighedsakt, men en mere afstumpet version. Den akt, du har svært ved at sætte ord på og forstå, hvorfor du vender tilbage til. Eller bliver i.

Den omfavner dig ikke, men har en insisterende nerve, der skriger »mere vil have mere«.

Jeg taler om Anne Imhofs »Sex«, som lige nu bliver vist i x-rummet på Statens Museum for Kunst – en filmet version af den tyske billedkunstners performance, der blev opført på britiske Tate Modern i 2019.

»Jeg skal i al fald have fat i kraven på mine store døtre og sætte dem af i x-rummet – selvom det langtfra er et rart eller forbilledligt ungdomsportræt, de pindetynde, anæmiske, androgyne normcore klædte musikere, modeller og performere i »Sex« leverer.«


Da jeg lige først hører, at Imhof udstiller på SMK, er det en skuffelse, at hun ikke er i København med sit faste hold af performere. Men filmversionen skuffer ikke. Den er så sært dragende og uden sidestykke, at jeg tænker, at den er et af dette forårs største hit på den københavnske kunstscene. Se at komme af sted!

Jeg skal i al fald have fat i kraven på mine store døtre og sætte dem af i x-rummet – selvom det langtfra er et forbilledligt ungdomsportræt, de pindetynde, anæmiske, androgyne normcore-klædte modelsmukke performere i »Sex« leverer. Til gengæld er det overraskende forførende.

Kunstneren Anne Imhof vandt tilbage i 2017 den prestigefyldte »Golden Lion«-pris for sit performancekunstværk »Faust«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nadine Fraczkowski.

Den indre voyeur vækkes til live

Værket er installeret på SMK med samme stumpe kølighed som dets indhold. Indenfor i x-rummet mødes du af to spraymalede højglansværker i aluminium med ridser i lakken, som har et sæt negle kradset sig hidsigt ind til metallet.

På den anden side af væggen looper »Sex« på en enorm videoskærm. Herfra må du famle dig frem i det mørke, tomme rum for at komme på så tilpas meget afstand, at du kan overskue hele akten. Der står et par taburetter, og er de optaget, må du stå ret op og ned eller sætte dig på betongulvet. Fraværet af komfort skaber samme afstand, som jeg fornemmer foran »Sex«.

Vi er klokkeklare beskuere og slet ikke på samme hold som de cool, mutte og arrogante performere. Til gengæld står det os frit for at beglo dem uhæmmet. Den indre voyeur vækkes til live af den lukkede klub i »Sex«.

Udstillingen består af tre og en halv times film, der udgør det fjerde kapitel i Imhofs serielle værk »Sex«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nadine Fraczkowski.

Det er ikke tanken, at du skal se hele værket til ende. Du kommer sikkert til at misse en bid af værket, der bevidst spiller på frygten for at gå glip af noget, FOMO-effekten. Da jeg ankommer, er det til en infam lyd af motorstøj, der afløses af celloer i samklang og derpå en rungende stilhed. I betonrummet i »Sex« hænger et slæng af unge lækre mennesker ud på madrasser og udhæng.

Nogle har aparte frisurer, mange lidt for korte bukser på, store sko og T-shirts med logoer. I klichéfyldte poseringer stirrer de tomt ud i luften, blottet for sjæl – som zombier i slowmotion. To begynder at danse vals, adskilte, over for hinanden med samme monotone trin, længe.

Som en puls. Andre nærmest slås.

Nu bærer de på hinanden, i to grupper med hver sin person på toppen af de andres skuldre. Det virker rituelt. Som processioner eller en karavane.

Nogle hænger ud og ryger på e-cigaretter, andre trækker sig ind i sig selv og deres mobiler. Musikken skifter gear flere gange – fra heavy rock til grunge og siden klassisk. En fyr krænger sin sved fra sin arm ned over en anden. Og pludselig føles et lille skred.

Mærkelig nok er der noget rørende over den måde, de falder ned i favnen på hinanden på, og deres tomme ansigter, der er så forstenede, at jeg begynder at tænke over, hvem de er inde bag deres coolness. Nu kan jeg pludselig ikke forlade »Sex«.

Overløb fra technoscenen og fashionindustrien

I det tilstødende rum står en høj briks med et antifa-flag om en madras. Ovenpå er et halsbånd med pigge og ved fødderne af tableauet står nogle dåser med peach ice tea: dem, man drikker på vej hjem fra byen i det technomiljø, Imhof selv har været en del af, og som æstetikken i »Sex« læner sig op ad.

Anne Imhof er fra 1978, og mens hun gik på kunstakademiet i Frankfurt am Main, var hun dybt involveret i byens club- og musikscene. Fragmenter af musikken er blevet en vigtig del af hendes performances fra 2010erne, der med et radikalt sprog var med til at udvikle den performancegenre, som var blusset op igen. »Deal« på MoMA i New York i 2015, »Angst« på Hamburger Bahnhof i Berlin i 2016, »Faust« der modtog Den Gyldne Løve på Venedig Biennalen i 2017, og altså »Sex« på Tate Modern i London to år senere.

Hendes signifikante værker har en hel del fællesnævnere. Ud over at de er befolket af hendes faste hold af performere, oplært i stoneface, er der et overløb fra værk til værk i hendes musiksamplinger og i performernes stille rytme, uanset hvor meget musiksporet larmer. Det samme gælder brugen af rekvisitter, hvor e-cigaretter, styrthjelme, piske, madrasser og mobiltelefoner går igen. Mobilerne bruger hun helt konkret til at koreografere med undervejs.

»Kunst er noget, man kan forelske sig i, når det er godt – og ikke nødvendigvis skønt – og det gør åbenbart både jeg og mange andre beskuere i Imhofs værk.«


Og så er der Anne Imhofs kæreste, Eliza Douglas; den amerikanske kunstner, musiker og model, der er en fremtrædende figur i Imhofs værker, og som hun samarbejder med musikken om. I »Sex« leverer hun et heftigt guitarriff og synger med sin hjerteskærende dybe vokal om sex og død. En høj, ranglet kvinde med mørkt hår langt ned ad ryggen, altid iført et sæt stålbriller – også når hun går catwalk for Balenciaga. Moden er ikke kun Douglas' ting, men et rendyrket greb i Imhofs kunst, hvor hun uforfærdet mimer dens idealer.

Anne Imhofs signifikante værker, der lader lyde, billeder og kroppe smelte sammen, har en hel del fællesnævnere. Ud over, at de er befolket af en gruppe performere, der er blevet hendes faste hold, oplært i stoneface, er der et overløb fra værk til værk i hendes musiksamplinger og performernes stille rytme, uanset hvor meget musiksporet larmer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nadine Fraczkowski.

Er der mening med galskaben?

SMK blev opmærksom på Imhof tilbage i 2014, da den danske Berlin-baserede kunstner Henrik Olesen var med til at kuratere en udstilling i x-rummet. Med op mod 250 værker pegede han på venner og kollegaer, der har inspireret ham. I den ophængning dukkede to sarte blyantstegninger med en svagt antydet kvindekrop. Anne Imhof blev inviteret med til åbningen, men dukkede ikke op. Oven på »Angst« og »Faust«-hypen forsøgte SMK igen, denne gang med et samarbejde, som er blevet til filmværket »Sex«, der har verdenspremiere på SMK.

Værket med kvinden, der brænder blomster af, bliver vist i x-rummet på SMK. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nadine Fraczkowski.

Og hvorfor er det overhovedet interessant at gå ind i et mørkt rum og betragte et frastødende, selvoptaget, hyperstylet fashionslæng? Hvorfor skal performancen være så lang? Er det en øvelse udi udholdenhed? Er det tidsånden, Imhof forsøger at gribe om, eller ren provokation fra en kunstner, der er vokset ud af Frankfurt am Mains undergrund?

Selvom Imhofs koreografi forekommer udhulet og indholdsløs, er der er noget at hente inde bag facaden. Måske et bud på, hvordan vi i det 20. århundrede opdyrker ritualer i hver vores wierd subkultur for at finde vej. De unge performere får tydeligvis slået en klo i deres publikum.
Deres seksuelle spil har mast sig på, selv på afstand.

Jeg ville ønske, at jeg kunne tage til Paris og se, hvad Imhof ellers byder ind med i sin solo­udstilling,  der åbnede 21. maj på Palais de Tokyo.

Sex

SMK – Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K. Indtil 26. august.