Nationalmuseet donerer en sjælden brasiliansk fjerkappe til det brasilianske nationalmuseum.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.

Der er tale om en såkaldt Tupinambá-fjerkappe, som der på verdensplan findes 11 af. Nationalmuseet har fem af fjerkapperne, og den, der bliver doneret, er blandt de bedst bevarede.

Brasiliens nationalmuseum nedbrændte i 2018, og her mistede det stort set hele sin etnografiske samling.

»Kulturarven spiller en afgørende rolle i nationers fortællinger om dem selv og befolkningers selvforståelse.«

»Sådan er det i hele verden, og derfor er det vigtigt for os at være med til at bygge det brasilianske nationalmuseum op igen efter den altødelæggende brand for nogle år siden,« siger direktør i Nationalmuseet, Rane Willerslev, i pressemeddelelsen.

Tupinambá-folket var blandt de første indfødte folk, som europæerne stødte på ved ankomsten til Brasiliens østkyst.

Det er både de nulevende Tupinambá-ledere og nationalmuseet i Brasilien, der har anmodet om at få kappen fra Nationalmuseet. Donationen finder sted »efter en frugtbar dialog mellem alle parter«, fremgår det af pressemeddelelsen.

»Donationen af denne meget vigtige brasilianske kulturgenstand, som har så stor betydning for så mange mennesker, er indtil videre det mest betydningsfulde bidrag til den nye udstilling på Brasiliens første museum.«

»Vi vil ære og værdsætte den og gøre den tilgængelig for de indfødte folk,« siger Alexander Kellner, der er direktør på det Brasilianske Nationalmuseum.

Inden kappen bliver overdraget til Brasilien, vil den blive fotodokumenteret, og der vil blive foretaget naturvidenskabelige prøver på den.

På den måde vil fremtidig forskning kunne fastslå kappens alder, nærmere proveniens og materialesammensætning.

I Nationalmuseets udstilling bliver kappen erstattet af en eller flere lignende brasilianske fjerkapper. De befinder sig i øjeblikket på magasin.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.