Lige nu huserer Ursula Reuter Christiansen på DR med sin røde læbestift: Anmelderen har set hendes nye udstilling, og der er al god grund til at måbe

AOK
Kunst
Anmeldelse

I Den Frie Udstillingsbygning i København folder dansk-tyske Ursula Reuter Christiansen sine vinger ud i fællesskab med sin tidligere elev Janaina Tschäpe. To kvinder med 30 års aldersforskel slår teatralske og kraftfulde slag om uhyggen i det hjemlige, hvor rollefordelingen som lærer og elev sidder lige i skabet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det, der er sket globalt, er, at man nu har opdaget min generation, som, dengang jeg var ung, ikke fik NOGEN chance, i NOGEN gallerier, i NOGEN museer. Jeg glemmer aldrig, da jeg var student på akademiet. Der var en udstilling med 50 kunstnere, og der var én kvinde med. Og senere, hvor vi begyndte at markere os gennem Red Stocking, sagde vi: ‘Ja, men så skider vi på al deres professionalisme. Vi laver lige præcis, hvad vi vil’. INGEN var interesseret i det. INGEN ville udstille os. Men for to år siden begyndte der pludselig at dukke nogle kvinder fra min generation op på Venedig-biennalen, og folk stod måbende. Nu begynder man at finde de kvinder frem og opdager, at de jo ikke er blevet vist«.

Sådan sagde Ursula Reuter Christiansen, da jeg besøgte hende på hendes gård og atelier på Møn i 2019. Her faldt jeg pladask for den teatralske kunstner med det tyske ophav og dramatiske sprog, der fortalte mig, at hun har lærredet som angrebsflade hver eneste gang.

Fotoværk af Janaina Tschäpes i udstillingen på Den Frie Udstillingsbygning i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Den Frie Udstillingsbygning.

Lige nu indgår hun i en dialogudstilling på Den Frie Udstillingsbygning i København og er samtidig en del af DR2s »Kunstnerkolonien«, hvor hun hæver barren med sit hvæsende, rørende og morsomme væsen – kvinden med den tyske, raspende og dybe intonation, de kulsorte øjne, der lyser som ravnenes i natten, men varmt og ømt i samtalen om dagen, og med gode grin indimellem, der tager brodden af »die grosse Malerin«.

Her beskriver hun sig selv som kunstneren, der aldrig ville være sin egen assistent, og det forstår man, når man ser hende koste rundt med sin assistent, der i Gudhjem må grave leret ud af skrænterne til Reuter Christensens »bornholmske keramik«, som hun har sat sig for at forme en Adam og Eva ud af, med glasur af flormelis fra Brugsen, og når assistenten må hjælpe hende med den røde læbestift, der skal lidt på af hver dag.

Her på Gudhjems brandstation, der passer perfekt til den flamboyante kunstner, maler hun med en noget mere tyndtflydende maling end i sine tidligere pastose malerier, alt imens hun taler om klang- og farvebunde og horror vacui (angsten for tomheden). Den 78-årige kunstner er bemærkelsesværdig tilstedeværende og vital, og da alle i kunstnerkolonien er lidt udslukte over de umulige lokaler for deres fællesudstilling, kommer det fra hoften, at de da bare skal lade det ende op i et kraftcenter.

Ursula Reuter Christiansen er et iboende kraftværk og fortjener en hyldest både her, på kunstscenen og i tv.

Dengang på Møn spiste vi frokost sammen i hendes køkken, tyske dåsesild på rugbrød, og hentede cigaretter i Brugsen i min bil, fordi hun havde mistet sit kørekort under et raserianfald over et maleri, der ikke fungerede. Hun fortalte generøst om sit liv og sin kunst i sit værksted, hvor en påfugl stod og stirrede stift og udstoppet på os, iklædt sin fornemme blågrønne dragt, der matchede det storladne i hendes ikoniske kjoler, hun har arbejdet med i sin kunst siden 1960erne.

På det tidspunkt var Ursula Reuter Christiansen netop kommet ind i varmen igen, havde haft en soloudstilling på SMK, Statens Museum for Kunst samt i Leipzig og var kommet i stald hos galleri Sabsay i København. Det var svært at forstå, at netop hun med de feministiske skelsættende værker skulle forsvinde helt fra kunstscenen for en tid – navnlig »Skarpretteren« fra 1971, som slutter med, at hun lader sig halshugge af skarpretteren for at blive født på ny som en frisat kvinde. »Fat mod! Det næste store øjeblik i historien tilhører os«, siger en kvindestemme som punktummet for fortællingen.

Det skulle tage en rum tid!

Ursula Reuter Christiansen deltager i anden sæson af »Kunstnerkolonien« sammen med Sif Itone Westerberg, Michael Kvium, Julie Nord, Kim Richard Adler Mejdahl og Kasper Bonnén. Fold sammen
Læs mere
Foto: Eddy Media.

Slægtskab

I dag er »Skarpretteren« blevet kult blandt unge kunsterne, der har fattet interesse for hele hendes oeuvre på ny, ligesom mange af os andre, der er dykket ned i hendes film og dunkle, dramatiske og grovkornede malerier med titler som »Apocalytic Landscape«, »Das Mädchen und der Tod« og »Exterminating Angel (Würgeengel)«.

Det er derfor helt på sin plads, at Den Frie Udstillingsbygning har givet hende en stort opslået dialogudstilling, hvor hun folder sine vinger ud sammen med en af sine tidligere elever, tysk-brasilianske Janaina Tschäpe, som hun underviste på Hochschule für bildende Künste i 1990erne, før Ursula Reuter Christiansen blev den første kvindelige malerprofessor på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1997.

Og de klæder hinanden godt, de to kvinder, med 30 år imellem sig og en tydelig rollefordeling som lærer og elev. Her er krasse, dystre oliemalerier af Ursula Reuter Christiansen, der går tilbage til 1980erne, og senere mere vandvåde, lette værker fra begyndelsen af 00erne.

Hos Janaina Tschäpe er fokus på hendes nyere mere hvirvlende, flydende og lette værker, der knytter sig til slægtskabet. For Janaina Tschäpe har for længst forladt klasselokalet og er blevet et mere anerkendt navn på den internationale kunstscene end her i Danmark, hvor de fleste af os først nu lærer hendes malerier, fotografier, videoværker og skulpturer at kende. Fortjenesten, mener Janaina Tschäpe, er Ursula Reuter Christiansens, for hun var en åbning for hendes kunstneriske åre i 1990erne på det ellers mandsdominerede kunstakademi i Hamburg.

De arbejder begge performativt, med deres tyske arv, med kroppe, beklædningsstykker og med vand, men med forskellige udtryk.

Ursula Reuter Christiansen blev skudt af sted fra kunstakademiet i Düsseldorf, hvor den berømte professor Joseph Beuys opfordrede hende til at arbejde ud fra sit eget materiale.

Siden har hun malet sine naboer på Møn, mens hun gik hjemme og passede sine børn og udviklede sig til en agiteret red stocking med indflydelse fra Fluxus-bevægelsen, som hendes mand, komponisten Henning Christiansen, også var en del af. Og så har hun gentagne gange benyttet sig af sin traumatiske baggrundshistorie, der havde sin begyndelse i byen Trier i Tyskland, hvor hendes forældres generation efter hendes opfattelse var medansvarlige i Holocaust.

»My clothes are my diffent identities« hedder Ursula Reuter Christiansens installation, der flankeres af en stringent serie af udtonede akvarelansigter af Janaina Tschäpe, »Self Portrait«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Den Frie Udstillingsbygning.

Klæder skaber folk

I udstillingens åbningssal hænger en række af Ursula Reuter Christiansens slidte, falmede og storladne vintagekjoler som perler på en snor – kjoler, som hun gennem årene har iklædt sig i sine værker og tildelt selvstændige næsten menneskelige identiteter. »My clothes are my diffent identities« hedder installationen fra 2021.

Op ad kjolerne er en stringent serie af udtonede akvarelansigter af Janaina Tschäpe fra 2020, »Self Portrait«, kalder hun dem for. Her fornemmer man, at hun som Ursula Reuter Christiansen afprøver diverse identiteter. Til værkerne i salen klæber sig en umærkelig uhygge, anslaget til hele udstillingens grundstemning.

Kostumet er også blevet Janaina Tschäpes motiv. I et videoværk har hun iklædt sig en rokokokjole med balloner i kraven og snurrer rundt og rundt om sig selv, indtil hun er så ør, at hun falder omkuld. Videoen er optaget på slottet Ettersburg i Weimar, som er kulturelt forbundet med Goethe, der boede og arbejdede netop her, samt koncentrationslejren Buchenwald, som slottets jorder grænsede op til.

I kælderens slugt fortsætter Janaina Tschäpes leg med kostumet i videoværket »Blod, Sea« fra 2004, hvor hun performer som et tentakelvæsen under vand. Indimellem er hun helt væk i sine gevandter, andre gange kommer dele af hendes krop til syne. Vandet er så klart, at man tydeligt ser både himmel, skov og huse over vandspejlet.

Anderledes pløret er det vandspejl, der indgår i Ursula Reuter Christiansens installation på førstesalen, »Skovsøen« fra 2021. Under vandspejlet er et stort daguerreotypi af hendes oldefar – først som voksen fandt hun ud af, at han var druknet i en sø.

I rummets højttalere sætter Ursula Reuter Christiansens raspende røst stemningen med oplæsning af et digt om skovsøen. I hjørnet af udstillingssalen står hendes påfugl fra værkstedet hjemme på Møn og ser stiltiende til. Den har fået lange perlekranse om halsen.

På væggene i salen hænger tre malerier med en kvinde, der ligner Ursula Reuter Christiansen. »Floating«, hedder de. Det ene sted flyder kvinden fredfyldt, det andet mere knoklet og forpint. Er hun druknet som sin oldefar? Værkerne er fra 2004-2005 og langt mere lette i sine penselstrøg end i hendes tidligere mere rasende værker.

I kælderens slugt kan man opleve Janaina Tschäpes videoværk »Blod, Sea« fra 2004, hvor hun performer som et tentakelvæsen under vand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Den Frie Udstillingsbygning.

Velsmurt mørke

Uhyggen, mørket og dramaet i Ursula Reuter Christiansen og Janaina Tschäpes værker sættes der tydelig streg under i valget af deres udstillingstitel »Das Unheimliche«.

Den hæfter sig til Sigmund Freuds bog af samme navn fra 1919, hvori han udlægger sin teori om det uhyggelige, som handler om genkomsten af det velkendte i den uhyggelige skikkelse. Begrebet spiller på den tyske dobbelthed af ordet »heimlich«, der både kan betyde »hjemlig« og »hemmelig«.

Netop denne kobling af det fortrolige over for det fremmedgjorte løber velsmurt gennem de to kunstneres praksisser som et kulderystende mørke. Det gælder også i deres seneste værker, som er malet op til coronapandemiens begyndelse, hvor Janaina Tschäpe tog til Møn for at arbejde sammen med Ursula Reuter Christiansen om værker til udstillingen.

Her fik de begge tag om nogle enorme lærreder, hvor deres kroppe måtte agere nærmest performativt for at følge penselstrøgene hen over lærrederne.

Der er al god grund til at måbe. Ursula Reuter Christiansen er omsider blevet vist og hendes elev for længst sendt i kredsløb.

Hvad: Den Frie Udstillingsbygning: Janaina Tschäpe & Ursula Reuter Christiansen: »Das Unheimliche«.

Hvornår: 26.6- 5.9.

Hvor: Oslo Plads 1, 2100 København Ø.

Og

Hvad: DR2: »Kunstnerkolonien: Sæson 2«.

Hvornår: Vises over sommeren. Alle udsendelser er tilgængelige på DR nu.