Kunstig intelligens løser århundreder gammelt mysterium

Kritikere har i mange år peget på, at kunstneren Rafael har fået hjælp til værket »Madonna della Rosa«, men de har kigget i det forkerte hjørne, viser en ny analyse. 

Det omdiskuterede værk »Madonna della Rosa« Raphael/Wikimedia

Spekulationerne har svirret siden midten af 1800-tallet.

Har renæssancekunstneren Rafael (1483-1520) malet hele værket »Madonna della Rosa«, som hænger på et museum i Madrid, eller har han fået hjælp?

Eksperter anslår, at det berømte maleri blev skabt i årene mellem 1517 og 1518.

Kunstkritikernes teori har siden 1800-tallet været, at en af Rafels elever, Giulio Romano, har hjulpet med at male rosen og den nederste del af værket.

Men en helt ny analyse viser, at den nederste del højst sandsynligt er malet af Rafael selv. 

Og hvad der er mere overraskende: En anden del af værket er med 98 procents sandsynlighed malet af en anden kunstner end Rafael. Det skriver Illustreret Videnskab.

Det kan ikke ses med det blotte øje, men mulighederne for meget præcise analyser er nogle lidt andre i dag, end da rygterne begyndte at svirre for knap 200 år siden.

Ved hjælp af kunstig intelligens har eksperter fra universiteterne i Nottingham, Bradford og Stanford fundet frem til de opsigtsvækkende resultater, som er publiceret i tidsskriftet Heritage Science.

Skabt af en anden kunstner 

Forskernes kunstige intelligens blev fodret med tidligere værker af Rafael, hvorfra den kunne identificere andre Rafael-værker ud fra 4.000 parametre. Computeren blev derved trænet til at genkende kunstnerens stil i en meget detaljeret grad – fra penselstrøg til farvepaletten. 

Ud fra tidligere eksperimenter erfarede forskerne, at den kunstige intelligens kunne identificere et ægte Rafael-værk med 98 procents nøjagtighed. 

»Computeren ser langt dybere end det menneskelige øje, helt ned på mikroskopisk niveau,« fortæller computerforsker Hassan Ugail fra University of Bradford i en erklæring.

Da algoritmen analyserede »Madonna della Rosa«, fastslog den, at Jomfru Maria, Jesus-barnet og Johannes Døberen med stor sandsynlighed er skabt af Rafael. Det samme var den omdiskuterede rose i bunden.

Men det gjaldt ikke for Josefs ansigt. Det er med stor sandsynlighed skabt af en anden kunstner, hvilket underbygger nogle kunstkritikeres bemærkninger om, at ansigtet virker mindre veludført end de andre. 

Derfor mener eksperterne, at det sagtens kan være Rafaels elev Giulio Romano, som har lagt pensel til Josefs ansigt. 

Selvom den nye analyse atter understreger, at kunstig intelligens kan være mere præcis end os mennesker på visse punkter, så understreger professor Hassan Ugail, som har været med til at foretage analysen, at denne form for brug af kunstig intelligens ikke »stjæler folks jobs«, men i stedet er et hjælpemiddel i en analyse foretaget af mennesker.