Kropsbogstaver, hverdagsakvareller og glinsende roser: Her er de gallerier, du skal besøge nu

AOK
Kunst
Guide

Det fyger om ørerne på os med vind og blade og med god kunst på byens galleriscene. Berlingskes kunstredaktør, Birgitte Ellemann Höegh, peger på fem gallerier, hvor vinden blæser i den gode retning netop nu.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hver uge popper der nye udstillinger op på de københavnske gallerier, hvor du kan få en god fornemmelse af, hvad samtidskunstscenen interesserer sig for. Lige nu gælder det både tilbageblik til pionerer fra animationskunsten, den feministiske performancekunsts begyndelse og samtidskunstværker i mørk, glinsende ler.

Husk, at du altid er velkommen på gallerierne og til en fernisering, uanset om du har tusindlapperne flagrende ud ad bukselommerne eller blot er i byen for at lade dig inspirere.

Berlingskes kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh peger på fem udstillinger, hun glæder sig særligt til i de kommende uger.

1

Orakeluglen

Jeg må forbi Palace Enterprise en sen aften og se oversize-uglen på den enorme LED-skærm gøre væsen af sig i byens mørke.

I gaden med de små rejsebureauer har et par gallerister, der tidligere har været ansat hos Nicolai Wallner, stablet et intimt galleri på egne ben. For tiden kører Ann Lislegaards animationsværk, »Oracles, Owls … Some Animals Never Sleep«, i loop døgnet rundt og kan ses fra fortovet.

Galleriet har fra starten excelleret i sikre navne understreget af computeranimationens grand old lady Ann Lislegaard, der har arbejdet med mediet siden dets indtog i kunstverdenen i slutningen af 1990erne, og er repræsenteret i samlinger som Guggenheim-museet i New York og Reina Sofia i Madrid.

De sidste ti år har hun blandt andet brugt på at forfine menneskeligheden i sin animation af sin ugle hentet fra Ridley Scott’s »Blade Runner«. Den taler mestendels i tunger og lægger sig i poetisk forlængelse af sci-fi-klassikeren om »replikanterne«, der er svære at gennemskue på grund af deres übermenneskelige egenskaber.

2

Hverdagsakvareller

I de sidste 20 år har David Risley brugt det meste af sin tid på at formidle og forstå kunst og haft gallerier i London og København. Men under nedlukningen dukkede der pludselig akvareller af David Risley op som »Artist Support Pledge« på Instagram, hvor kunstnere fra hele verden lagde værker ud til 200 pund stykket.

Risleys akvareller var blandt andet portrætter af hans naboer på Vesterbro, hvis døre han i al isolationen var begyndt at banke på. Siden har han malet portrætter, som folk har bestilt – alt fra kæledyr og ægtefolk til sovende børn på bagsædet af en bil.

David Risley maler sine omgivelser, ting og mennesker, han holder af, familie og venner midt i hverdagssysler og blomsterne på bordet blandt andet. Dét vil jeg se på hans soloudstilling hos Ekely.

3

Jordfarvede katastrofer

Indimellem dukker der en kunstner op i en fuldvoksen version, der ikke er kunstuddannet, men har distinkt greb om sine værker. Sådan en er 32-årige Kasper Mikael Jacek, der har sin første soloudstilling hos Format Artspace.

Tidligere har han læst idéhistorie, haft sit eget forlag og skrevet om blandt andet kunst og litteratur i magasinet Atlas. I sin egen kunst går Kasper Mikael Jacek hårdt til værks med groft sammensyede lærreder og kollager sat sammen af fundet papir og pap.

Sidstnævnte maler og sprayer han på, river, ridser og flår i, indtil hans jordfarvede landskaber fyldt op af skygger, minder, fremtidige katastrofescenarier – og blå hunde – kommer op til overfladen. Jeg kan navnlig godt lide hans kalv, der bider en skygge i halsen, og glæder mig til at se, hvad han i fremtiden kommer til at bokse med.

4

Ind i det forførende mørke

Det er, som om Rose Eken er gået ind i et mørke, men på en totalt opturs måde. Lerkunstneren, vi har set arbejde med lyse glasurer i sine bulede, tegneserieagtige versioner af alt fra læbestifter og heavy metal-T-shirts til stempelkander og Kleenexpakker, har taget et mindre kvantespring ned i en nyt og mere underskønt dekadent univers.

Jeg har tidligere ikke været helt så begejstret for Rose Ekens værker (omend de har haft deres helt egen lune) som samlere, museer og fans, der er flokkedes om hendes lerstykker. Men de her nye dunkle værker med grenede blomsterbuketter, buster af black metal-kunstnere og askebægre og urner i glinsende sorte og bordeaux glasurer har noget stærkt forførende over sig.

Jeg fik en lille forsmag på Mayfair Hotel Tunnel Malmø, der samler på kunst, hvor en af hendes buketter stod og larmede vidunderligt i en vindueskarm, og jeg må straks i Kødbyen og se nærmere på hendes formørkelser.

5

Sproglige kropskoder

Tomaso Binga er en italiensk feministisk performancekunstner, der egentlig hedder Bianca Menna. Hun giftede sig med sig selv i en performance i 1977 og tog det mandlige navn Tomaso Binga til sig for at sætte spørgsmålstegn ved de mandlige privilegier i kunstverdenen. Så var tonen ligesom lagt.

Lige nu kan du se et par af hendes værker hos Brigade, der har fået neglene op under den 90-årige aktive kunstner, som først er blevet internationalt anerkendt i de seneste år. Et af hendes mest berømte værker er hendes performance fra 1976, hvor hun former alfabetet med sin nøgne krop. Værket har hun arbejdet videre på i et samarbejde med Dior-huset, hvor hendes kropsbogstaver var en del af et af deres seneste catwalkshow.

Det italienske sprog, hvis ord og bogstaver er opdelt i femininum og maskulinum, har i det hele taget en central plads i hendes kunst. For eksempel er »domenica«, altså søndag, den eneste ugedag i femininum. Det faktum anvender hun i en collage af små lyriske breve, hun har skrevet til sig selv hver søndag gennem et år. Den kan ses på Brigade. I dag, hvor kønnet er blevet mere flydende end nogensinde, er hun et vedkommende kig ned til begyndelsen på den feministiske performancescene, der allerede havde godt fat i kønnets helt konkrete sprog- og kropskoder.