Hun kaldte sig selv for »bastard«: Pia Arkes budskaber er sine steder ret morsomme, andre steder smertefulde

AOK
Kunst
Anmeldelse

Den postkoloniale feministiske fotokunstner fylder Louisianas sale æstetisk og humoristisk ud med sine umiddelbare og selviscenesættende fotos, collager og videoinstallationer. Den dansk-grønlandske pioner har 14 år efter sin død omsider fået bred og velfortjent anerkendelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På en skrå ponton midt i Louisianas sal er en nøgen kvinde i konstant bevægelse i et videoværk. Hun ligger oven på et sort/hvidt foto af et landskab, som hun beføler, nærmest kærtegnende, snuser til, strækker sig i, ruller og tager svømmetag henover.

Kort sagt: Hun erobrer motivet.

Derpå begynder hun at rive landskabet fra hinanden, stykke for stykke, med rolige og målrettede bevægelser, og hele motivet ender op i lange papirstrimler, der folder sig om sig selv i sammenrullede krøller. Så purrer hun op i papirrullerne og lader dem omslutte sin krop, som sæbeskummet i et badekar. Det hele tager i alt små seks minutter.

Kvinden er foto-, collage- og installationskunstneren Pia Arke, og landskabet, hun flår fra hinanden, er Nuugaarsuk: Et næs i Tasermiut-fjorden i Sydgrønland uden for den lille by Narsaq, som hun selv er vokset op i.

Nuugaarsuk set fra præcis den samme vinkel med dets bjerge, klipper, vand og is er et gentagende motiv i Pia Arkes kunst, ligesom hun igen og igen lader sin egen krop, arkariske landkort, fundne fotos og geologiske optegnelser indgå i sine kollager, iscenesatte fotografier og installationer.

Et udsnit af alt dette bliver vist frem på udstillingen »Pia Arke – Drøm og fortrængning« på Louisiana netop nu.

Begyndelsen på Nylandsvej

Pia Arke er født i 1958 og vokset op med sin grønlandske mor og danske far i Grønland. Hun nåede at gøre sig gældende på den danske kunstscene i godt 15 år, inden hun døde i 2007.

»Selvportræt« foran Nuugaarsuk, 1992. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pia Arke.

I 1987 kom hun ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, i en periode, hvor mange af eleverne var mænd, og de fleste trådte i karakter som malere. Men Arke ville noget andet.

Efter kurser og ekskursioner på Tegne- og Fototeknisk Laboratorium blev hun fascineret af fotografiet og begyndte at portrættere sig selv i sin lejlighed på Nyelandsvej, hvorfra en stor del af hendes kunst er blevet til.

Som myten helt klassisk foreskriver, var Pia Arke en ludfattig kunstner, og hendes bolig på Frederiksberg var hendes atelier.

Med de tidlige selviscenesættelser med udsigten fra barndomshjemmet i Narsaq som bagtæppe og selvportrætterne fra en kurvestol i en krog i lejligheden trækker Arke som en af de første kvindelige danske kunstnere tråde til den feministiske kunstpraksis, som Cindy Sherman, Birgit Jürgenssen og Francesca Woodmann blandt andet stod for.

Dekonstrueret hysteri

Det gælder til dels også i videoværket af kvinden på landskabet. Det handler, ud over Arkes identitet som kvinde, også om hendes postkoloniale identitet.

Værket hedder »Artic Hysteria«, er fra 1996 og blandt Arkes vigtigste. Fotoet af Nuugaarsuk har hun taget i Grønland, som hun senere i sit virke rejste til med et gigantisk camera obscura på slæb.

Hun havde selv bygget ’hulkassen’ efter sine egne kropsmål og kunne helt konkret gå ind i kassen og tage billedet af sit motiv med en fornemmelse af fuld kropslig styring. Kassen placerede hun præcis dér, hvor hendes barndomshjem engang lå, og billedet kom til at vise det udsyn, hun havde haft fra et vindue i hjemmet.

Siden stillede hun sig selv og andre mennesker op foran motivet med en bevidst og lidt grovkornet iscenesættelse, bevidst tydelig for at bevidstgøre beskueren om vedkommendes voyeuristiske blik på Pia Arke som kvinde og etnisk kvinde.

Still fra Pia Arke: »Artic Hysteria«, 1996. Fold sammen
Læs mere
Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co..

I videoværket »Artic Hysteria« henviser PIa Arke til et begreb, som hun var stødt på under en forskningsrejste til New York. I Explorers Clubs arkiver havde den nordamerikansk polarforsker Robert E. Peary gemt et fotografi af en nøgen, skrigende inuitkvinde, der blev holdt fast af to hvide mænd.

Pia Arke fik forklaret, at kvinden led af »arktisk hysteri«; en sindslidelse, som i 1910erne blev anerkendt på baggrund af Robert C. Pearys beretninger om, at inuitkvinder blev grebet af raseri- og krampeanfald, skrigen og vild og voldsom adfærd som en konsekvens af vitaminmangel i de arktiske vintre.

»De tre gratier«, 1983.  Pia Arke sammen med sin kusine og en barndomsveninde i vestligt tøj og arketypiske grønlandske artifakter i hænderne. Er de grønlandske nok? Fold sammen
Læs mere
Foto: Pia Arke.

Hans lægmandsteorier blev godtaget af samtidens vestlige psykiatere og læger, der lod hans beskrivelser af inuitkvinder som hysteriske eller hyperseksuelle indgå i deres forståelse af kvindernes sindelag. I Pia Arkes optik handlede de afbillede kvinders tilstand nok snarere om kolonisternes fysiske indtrængning på deres jord og krop.

Selvom PIa Arke har klædt sig sårbart nøgen i sit videoværk, er der intet undertrykkende over hendes værk. Hun tager sultent hovedspring i sit motiv og efterligner den opdagelsesrejsendes adfærd. Hun er ikke hysterisk, vild eller hyperseksuel.

Hun er i kontrol. Og dét helt uden beklædningskoder, der konnoterer grønlandsk eller vestlig identitet. Hun er Pia Arke – et kropsligt sammenkog af sin danske og grønlandske baggrund.

På et fotoværk længere henne i udstillingen kan man se, hvordan Arke efterfølgende lappede landskabet sammen igen. Hun skabte så at sige »sit« landskab på ny som et billede på sit eget sammensatte ophav.

Den kollektive dårlige samvittighed

I dag betragtes Pia Arke som en af vores vigtige (forholdsvist ukendte) kunstnere med markante bidrag til det tidlige selviscenesatte fotografi i dansk sammenhæng og den første dansk-grønlandske kunstner, der fremkaldte billeder, der omtalte den tavshed, der har præget historien om Danmarks kolonisering af Grønland.

En dansk tavshed, som Pia Arke i et interview tilbage i 1994 forklarede som »en dårlig samvittighed« – ikke over at have koloniseret Grønland, men over at vide så uendeligt lidt om det land, vi eftertragtede. Det er den tavshed, hendes billeder behandler.

Pia Arkes tidlige værker er sat op på en træplade. Det giver kontrast til de sort/hvide fotos og trækker tråde til museerne i 1970ernes opsætning af udstillinger fra Grønland. Installationsfoto fra udstillingssalen på Louisiana. Fold sammen
Læs mere
Foto: Louisiana.

Det skulle tage mange år, en udstilling på Den Frie Udstillingsbygning i 2010 og en bog om hendes virke i 2012, begge dele foranstaltet af kuratorkollektivet »Kuratorisk aktion«, og udstillinger på biennaler i Istanbul og São Paulo i 2019, før Louisiana samlede al materialet op og nu tildeler hende en bred anerkendende soloudstilling.

I Louisianas opsætning er der noget uskolet og primitivt over Pia Arkes oeuvre, der sine steder kan minde mig om nogle af de udstillinger på masonitplader og opslagstavler, min generation blev eksponeret for i vores skoletid i 1970erne, hvor vi kiggede på fotos, kort og film fra polarforskeres rejser til Grønland.

»Legende I-V«, 1999. En del af Arkes oeuvre indeholder kollager af store gamle geologiske landkort sat sammen med fundne fotos. Her indfarvet med kolonialvarer. Det er Pia Arkes måde at blende sine grønlandske og danske historie sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pia Arke.

Men når jeg kommer tæt på Pia Arkes værker, dukker der en helt anden kraft og et helt andet ståsted op, der vidner om hendes postkoloniale identitet og erindring som kvinde – og som »bastard«, som hun kaldte sig selv i sin egenskab af halvt grønlænder og halvt dansker. Og med en vedholdende bearbejdning af blikket på alt dette udefra.

Hun råber ikke sine budskaber ud. Med en stiltiende umiddelbarhed folder hun sin kunst og sit ståsted ud i æstetiske værker, der sine steder er ret morsomme, andre steder smertefulde og sårbare – og hele vejen igennem umådeligt smukke. Louisiana har ikke sat hendes oeuvre op som en »læs og forstå«-løsning.

Vi må selv dømme og vurdere den kontekst, Pia Arke har arbejdet med og i – og den smerte og det mod, det har givet hende til hendes kunstneriske virke.

Selv sagde hun i et interview i Weekendavisen i 1999: »Jeg er nok i billedernes egne æstetiske rum. Jeg ser ikke mit projekt som noget politisk, for så ville jeg holde op med at lave billeder og gå ud og snakke mere og skrive meget mere.«

Tak for det Pia Arke! Det er indsigtsfuldt og forunderligt at komme på besøg i din verden – omend en smule sent!

Louisiana: »Pia Arke – Drøm og fortrængning«: 15.07 2021–02.01 2022