Hun har iscenesat populære tv-serier og film, nu rykker hun ind i en helt ny arena: »Vi var som elefanter i en glasbutik«

Til Glyptotekets nye Rodin-udstilling blev scenografen Mia Stensgaard og kostumedesigneren Anja Vang Kragh, der er kendt fra opulente teater-, opera-, tv-serie- og filmproduktioner, kaldt ind for at tilføre både kunstneren og Glyptotekets omgivelser noget nyt.

»Man skulle bare have en fornemmelse af, at han var i rummet, og at det er ham, der har sat det her op. Ikke os«, siger  Mia Stensgaard, som blev hyret af Glyptoteket til at iscenesætte den nye Rodin-udstilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg tror, at vores greb er vores ekstreme trang til at underholde. Hvis ikke vi var blevet stoppet i tide, havde der jo stået store hornorkestre med tamburmajor og kanonslag inde i Rodin-udstillingen. Vi er vant til, at du skal forføres ind i fortællingen, og du skal i hvert fald ikke falde i søvn i de to timer, du sidder i den dér teatersal.«

Sådan siger scenografen Mia Stensgaard, der sammen med kostumedesigneren Anja Vang Kragh blev hyret til at iscenesætte Glyptotekets nye store Auguste Rodin-udstilling ved hjælp af det stjernestøv, de i forvejen har drysset ud over de balletter og operaer, de har arbejdet sammen om på de store danske og internationale scener.

Anja Vang Kragh har tidligere været haute couture designer for Dior i Paris og Stella McCartney i London, Mia Stensgaard har stået for iscenesættelsen af en række mastodontopsætninger af balletter og operaer med op mod 100 korsangere på scenen samt spillefilm og tv-serier som »Dronningen«, »Retfærdighedens ryttere«, og »Arvingerne«. Nu gælder det en museums-»forestilling«.

»Vi har selvfølgelig været oppe at køre over skulpturernes Coca-Cola, ham der »Grubleren«, fordi vi er lidt poppede og fulde af showbiz.«


Draperingens mestre

»Auguste Rodin – Forskydninger«, der åbnede 25. april, beskæftiger sig med de inspirationskilder og eksperimenter, der var afgørende for, at den franske billedhugger fik skubbet skulpturen ind i det 20. århundrede. Det blev til et modernistisk formsprog, der vendte vrangen ud af skulpturen for at frembringe menneskets følelsesliv i sten og metal, hvilket skulpturen »Grubleren« nok er det mest formstøbte eksempel på.

Det er første gang, Glyptoteket sætter sin samling af Rodin-skulpturer sammen med Rodins egen enorme samling af antikke værker og arkæologiske genstande. Museumsinspektør Christine Horwitz Tommerup, der er udstillingens kurator, traf blandt andet en radikal beslutning om at skære »Grubleren« ned fra den sokkel, den havde stået på i museets have i de seneste 100 år. Hun satte den ind på udstillingens gulv i øjenhøjde og kontaktede så Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard.

Tidligere har Glyptoteket benyttet sig af udstillingsarkitekter. Denne gang ønskede Christine Horwitz Tommerup et helt nyt team i form af en scenograf og en kostumedesigner, som hun mente kunne matche iscenesættelsens mester: Rodin ikke alene kuraterede sit eget museum i Paris, han iscenesatte også sit hjem og værksted som en dekadent kulisse med egne og andres værker sat op på piedestaler i lys og mørke og mellem draperinger. Og netop draperinger er Mia Stensgaards og Anja Vang Kraghs spidskompetence, som i deres seneste opsætning af balletten »Sylfiden, i 2020, blev det bærende visuelle greb. Derudover er de begyndt at tilbyde privatindretninger med draperede billedtæpper og rumdelere.

Mia Steensgaard og Anja Vang Kragh højt til hest. Under opsætningen af bagtæppet til ”Borgerne fraCalais” hev de to stiger ind i salen til et fotoshoot. Ingen stiger er brugt i en reel arbejdssammenhæng. Foto: Natacha Rydvald & Marc Fluri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Teatersprog

»Nogle gange er instruktøren enormt formuleret omkring det, der skal foregå, andre gange bliver der kastet små stikord, visioner eller drømme ud. Christines manuskript var en PowerPoint med overskrifter og et mylder af billeder. Og så fik vi selvfølgelig en model af salene og begyndte at arbejde med, hvordan rejsen gennem rummene skulle være. Nogle af alle de røverhistorier, vi fik af Christine, har været noget af det »mad«, vi kunne arbejde ud fra. Vi skulle i hvert fald forholde os til historien om brygger Jacobsen og Rodin, der var bonkammerater og sammenlignede deres egyptiske samlinger, som når man battler frimærker,« forklarer Mia Stensgaard.

Mia Stensgaard omtaler konsekvent Glyptotekets kurator og museumsinspektør som »instruktøren«, og her finder man ledetråden til forståelsen af hendes og Anja Vang Kraghs arbejdsmetode. De har bare gjort, som de plejer; overført deres forståelse for rum, lys og materiale, nu til et museum. Her er Christine Horwitz Tommerup altså instruktøren, Auguste Rodin er hovedkarakteren, og hans skulpturer er de figurer, der gestalter ham i den samlede fortælling.

»Det er helt klart Rodin, der er hovedkarakteren, og så var det et dejligt benspænd, at Christine ikke ønskede, at det skulle være en rekonstruktion af Rodins værksted med hammer og mejsel i hjørnet. Man skulle bare have en fornemmelse af, at han var i rummet, og at det er ham, der har sat det her op. Ikke os.«

I Mia Stensgaards og Anja Vang Kraghs iscenesættelse kommer man med vekslende lys og draperinger forbi skulpturer, samleobjekter, staffelier og piedestaler og slutter ved skulpturen »Borgerne fra Calais«, sat foran et tungt draperet teaterbagtæppe, der får den til at ligne en lille teaterforestilling. I åbningsrummet, hvor hele »fortællingen« begynder, er der blæst et sort-hvidt foto på godt 4 x 8 meter op af Auguste Rodin, som om han står og betragter hele scenariet. Til at begynde med virkede Glyptoteket lidt bekymrede for, at det enorme foto af Rodin ville være for gøglet eller banalt.

»Jeg er helt klart fra noget knald og bang og underholdende, så det har været naturligt for mig at bruge direkte banale greb i Rodin-udstillingen,« siger Mia Stensgaard.

»Jeg tager jo for givet, at man ikke rigtig gider fjerne sig fra hjemmebiografen. Så vi har villet forføre publikum helt fra begyndelsen og lader draperierne komme helt ud ad døren og sige »der sker noget ekstraordinært herovre«.«

»Konventionen om, at det skal stå helt stille og se sådan her ud, kunne da godt trænge til et løft. Måske jeg bare elsker, at det hele er i bevægelse og på vej.«


Skulpturernes Coca-Cola

Selv er Mia Stensgaard ikke nogen særlig flittig museumsgænger. Lige inden hun træder ind ad døren til en af de store tunge museumsbygninger, kan hun godt få en fornemmelse af, at hun har slugt en sovepille:

»Jeg får en helt tung og træt krop. Det er ofte en stor mundfuld med den færdige, afsluttede udstilling. Jeg kan bedst lide at gå hurtigt gennem salene og så lige spotte, om der er noget, der interesserer mig.«

Hun er til gengæld anderledes vågen og ærefrygtig, når hun selv skal arbejde med de store mestre.

»Vi har selvfølgelig været oppe at køre over skulpturernes Coca-Cola, ham dér »Grubleren«, fordi vi er lidt poppede og fulde af showbiz. Men man må kaste det af sig for at komme i øjenhøjde og tage ejerskab. Da Anja og jeg først kom ind i Glyptotekets sale og skulle pakke skulpturerne ud, stod de på store kraner og europapaller med plastic og stof over sig. Megaflot, prøv at forestille dig, at man måtte bevare dem sådan! Anja var hele tiden ved at drapere noget stof på en skulptur, men vi måtte ikke røre dem, vi var som elefanter i en glasbutik. Da vi så begyndte at iscenesætte, var det jo også bare nogle sten eller personer, vi havde med at gøre, og hvad er det så for nogle stemninger, der er i det?«

»Hvis ikke vi var blevet stoppet i tide, havde der jo stået store hornorkestre med tamburmajor og kanonslag inde i Rodin-udstillingen,« siger Mia Stensgaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Nu har de to forladt bygningen, og udstillingen må klare sig selv. Når Mia Stensgaard er på besøg, er hun lige henne og rette på et par draperinger, og hun kan stadig genkende sig selv i iscenesættelsen:

»Jeg er jo ambassadør for stemningerne i manuskriptet, selv når de er værst. Rodin er jo brutal og har alt muligt brutalt i bagagen. Hvad med for eksempel Claudel (Camille Claudel, som var hans assistent, muse og elsker og endte med en kummerlig tilværelse, red.)? Det er jo sådan noget kulørt snuff, som vi synes var vildt spændende at høre om, men som Glyptoteket slet ikke regnede for noget i den her sammenhæng. Så vi tog os også den frihed slet ikke at forholde os til Rodin som den store patriark eller til kvindernes rolle i kunsten for den sags skyld. Det her var et stykke karakterarbejde.«

Trænger museerne generelt til et løft fra andre kunstarter, der kan komme ind ad døren med helt nye kompetencer og blikke?

»Konventionen om, at det skal stå helt stille og se sådan her ud, kunne da godt trænge til et løft. Måske jeg bare elsker, at det hele er i bevægelse og på vej. Det var eddermame spændende at gå herinde under nedlukningen og se, at der bliver arbejdet på skulpturerne – se dem blive flyttet rundt og være i alle mulige sammenhænge,« siger Mia Stensgaard.

Lige nu arbejder Mia Stensgaard på billedtæpper og rumdelere sammen med Anja Vang Kragh. Der er muligvis en tv-serie på vej ude i fremtiden, men hun holder sig for en tid fra de store opsætninger på balletten og operaen og er mere interesseret i at gå i nye retninger. Danske Bank eller Molslinjen kunne hun for eksempel sagtens hjælpe med lidt forførelse, hvis de skulle være interesserede.

»Ja, 100 procent. Jo mere modstand, der er, jo mere udfordrende er det. Det er meget anderledes for mig at være ude i virkeligheden, men når jeg først går ind i det, er det heller ikke mere anderledes, så finder jeg jo bare min instruktør og karakter. »