Hun forestillede sig et overflødighedshorn, men fik et ni meter langt grillspyd med et ulvehoved og en hvidløgsflagermus

AOK
Kunst
Anmeldelse

Gl. Holtegaard lader en udstilling kredse om »MAD MAD MAD – i barok og samtidskunst«, men stiller ikke sulten for anmelderen, der dukker skrupsulten op med en forventning om et opulent taffel, når nu udgangspunktet er barokkens dekadente madtilbedelse. Udstillingen er som en skrabet diæt, selvom de fire samtidskunstnere reflekterer relevant over mad og måltidets konsekvenser anno 2022.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det store ædegilde sætter snart ind, og der dufter både brunt og brændt … af brunkager og fritureolie på barokpalæet i Gl. Holte, der har sat mad på tapetet.

Lugten kommer fra et asiatisk tempel, der er bagt i peberkagedej, sat på et grillspyd oven på et fad af brugt fritureolie fra McDonald’s. Templet er en del af et installationsværk af den danske samtidskunstner Silas Inoue – et ni meter langt grillspyd, pakket med et ulvehoved udført i en invasiv tidselart, en sukkerkagebelagt gople, en overdimensioneret kartoffelchips i mikroplast-affald samt en fedt- og hvidløgsflagermus – i dvale.

Det fylder en hel sal og er nærmest ved at sprænge de barokke rammer. Og det er tilsigtet, for fem barokke stilleben-værker fra 1600-tallet er rammen om udstillingen »MAD MAD MAD – i barok og samtidskunst«.

På gulvet kravler et væsen, der ligner en fortabt figur fra »The Nightmare Before Christmas«, rundt på alle fire med et opvaskestativ på ryggen. En favnfuld bolde i alle farver er kastet ud i alle hjørner. Det er altid et godt greb at blande det barnlige ind, når vi har med horror at gøre. Men hele miseren er bare ikke rigtig creepy. Nowotnys samfundskritik er klar og relevant, men gyset ikke rigtig uhyggeligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Til perspektivering har Gl. Holtegaard bedt fire samtidskunstnere om at lade sig inspirere af baroktidens frås og mådehold i helt nye værker, der sætter klima, overforbrug, grådighed, madporno og status på tallerkenen.

Da jeg hørte om udstillingen, blev jeg straks sulten.

Mad fylder vanvittigt meget i vores liv – og på mange planer. Tænk på spillefilmen »Det store ædegilde«. De æder, drikker, knalder, fiser, flækker og segner – eller »Babettes Gæstebud«, hvor ét måltid ophøjes til livsafgørende for en fransk kvinde langt væk fra sit hjemlands sanselighed.

De sanselige højder dukker bare aldrig op i udstillingen. Filmene bliver vist under udstillingsforløbet og tyder på, at Gl. Holtegaard er med på, hvor vilde sager mad i kunsten er i stand til at åbne op for, ja for eksempel at være en del af rygraden i barokkens kunst.

Jeg havde forestillet mig et overflødighedshorn af kunst, der pegede i alle altædende retninger. Til gengæld giver Gl. Holtegaard plads til fire betydelige samtidskunstnere, der i sig selv er værd at nærme sig.

Stilleben-motivet, som var en del af barokkens rygrad, der både fremstillede 1600-tallets rigmandspral og livets forgængelighed, er udgangspunktet på Gl. Holtegaards kredsen om mad, hvor de 400 år gamle værker i sig selv er vidunderlige at dvæle ved. Fold sammen
Læs mere
Foto: SMK.

Frås og mådehold

I første sal hænger de fem stilleben-værker på turkise vægge inspireret af farverne i Marie Antoinettes soveværelse fra Versailles-slottet – Ludvig 16.s hustru, der er blevet beskyldt for at have sagt: »Hvis folket ikke har brød, så giv dem dog kage.«

Jeg tænker, det må være årsagen til, at udstillingen stiltiende sender hende en hilsen, omend den ignorante sætning vistnok aldrig kom over hendes læber, og farverne er fra hendes soveværelse og ikke en spisesal.

Men åh, hvilke malerier af Felice Boselli, Pieter Claesz, Gillis van Hulsdonck, Abraham Mignon og Frans Snijders. De er en nydelse at komme tæt på. Billeder, man på en vandring gennem barokkunstens sale ofte kommer alt for hurtigt forbi. Her får de deres eget fremtrædende domæne.

Ud af de sorte baggrunde i malerierne træder dekadente opstillinger frem fra livets velstand og overflod. Skrællede citrusfrugter, dryppende æggende østers (ja, det er kvindekønnet, de illuderer), vinglas, brød, glinsende skinker og flænsede dyr.

Stilleben-genren havde en iboende dobbelthed. Dels fungerede den som rigmandspral fra 1600-tallets velstående handelsmænd, hvor det at komme i nærheden af eksotiske frugter var en del af den nye ekstravagance. Dels introducerede den vanitas-motivet, der kredser om livets forgængelighed. Ud fra bedste protestantiske tankegang og med arvesynden på skuldrene skulle man ikke komme for godt i gang, selvom det hele så lækkert ud. Døden lurede om hjørnet – iscenesat af mad, der snart vil gå i forrådnelse, og med et par fluer, kranier, timeglas og ure ind fra højre.

De fem stilleben-værker er sat i en sal med turkise vægfarver, der referer til Marie Antoinettes soveværelses nuancer. I salen præsenterer de fire samtidskunstnere deres værker og bringer os tættere på tankerne bag deres forståelse af nutidens måltider. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Statusfald og miljøkatastrofer

Silas Inoues gigantiske grillspyd er på flere planer i fin tråd med barokken. Dels arbejder han helt konkret med mad som materiale i sit overstyrede alfahan-værk, der i al sin spiddende skønhed giver mig gennemborende og falliske associationer. Dels arbejder han med madens forgængelighed.

Når udstillingen når sin slutning, vil hans grillspyd formentlig være i en hel anden forfatning, hvor flere af delene vil være dryppet og dalet ned i friturekarret. Fedtet fra flagermusen, peberkagens smulder, sukkerlagen fra goplen og ulvens tidsler. En frituresuppe, som skildrer nutidens problemstillinger, hvor gopler vil blive vores fremtidige føde, når mikroplasten har kvalt alt andet liv i verdenshavene, og verdens madkulturer er smeltet sammen i ét peberkagetempel.

Inde ved siden af blæser Rolf Nowotnys version af et horrorkøkken til klassekamp. Her kravler, hænger og slæber væsener sig fremad med opvask hængende ud af ryg og mavesæk. Der er altid nogen, der skal tage opvasken efter et nydelsesfuldt måltid. Vi hylder gastronomien og kokkene, bare ikke opvaskerne, der står for det beskidte oprydningsarbejde.

Emily Gernild er et af samtidens spirende malertalenter, repræsenteret af Galleri Bo Bjerregaard, som har været med til at cementere hendes talent. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Og opvasken er vel at mærke gemt af vejen. Nede under bordet, i skuffer og køleskab er stabler af beskidte tallerkener. Nowotnys header ikke alene mod den konkrete opvask, men alt det ubehagelige arbejde, vi gemmer af vejen, og som nogle af os beder eller håber på, at andre kan udføre for os.

Dekorative kræfter

Emily Gernild er et af dansk kunsts spirende talenter, når det kommer til maleriet, hvor hun med harelim bearbejder stilleben-tableauer. Det er en fornøjelse at komme tæt på hendes to værker, der har et hestehoved og sorte citroner som hovedroller. Paletten er ovre i de brune og blodrøde nuancer, der læner sig ind i vinrøde vægfarver i de to rum. Hun har ladet sig inspirere af Felice Bosellis maleri »Flået oksehoved« fra første sal i »En kovending (Hestebøf med løg)« og i det andet værk »Smagen af sorte citroner« af barokkens nok mest anvendte objekt, citronen.

Gernilds citroner er bare de sorte. Dem, det persiske køkken saltkoger og tørrer. Formen er smuk, og referencerne til den syrlige frugt med den lyse beske overflade får i den sorte version et skub yderligere i retning af livets forfald. Det er ikke så meget symbolikken i hendes malerier, der er interessant her, men hendes maleriske talent. Jeg suges ind i billederne, hvor farvenuancerne blander sig elegant ind i hinanden og får hendes motiver til at nærme sig det dekorative.

Anna Stahn griber barokken humoristisk an med skumfødte venusdamer i en åben østersskal, bizarre madoptrin på tapetet og i sit bogværk, som hun har skrevet sammen med digteren Rasmus Halling Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

I de to sidste rum huserer Anna Stahn. Hun har tapetseret sine vægge med tegneserielignende figurer i færd med madrelaterede krumspring. På gulvet står en østersfontæne med nøgne damer, der boltrer sig som perler i det rislende vand. Den er i keramik og alt for petit til at oppebære det barokke og opulente til min smag.

Der er mere at gå på opdagelse efter i hendes tapet, som hun har hentet inspiration til fra filmene »Det store ædegilde«, »Delikatessen« og den japansk film »Tampopo«, hvor dyrkelse af mad tenderer madporno. Men tapetets grafisk stiliserede stregtegninger, der beskæftiger sig med vilde madritualer, står for ensartede frem og sender mig heller ikke ud i sanselige madgalakser. I rum to er et rustent bord med en stabel af hendes lille bogværk »Tilberedelse af et menneske«. Ellers er rummet tomt.

Det inviterer mig ikke til at stå dér dinglende og læse tekster om mad. Forlægget er Marlene Dietrichs »ABC« med barokke opskrifter og middagsforslag. I Stahns version, hvor dele af tapetets figurer er trukket ind som illustrationer og kommer mere klart frem, finder jeg opskrifter på »Kvindesalt«, »Venusbryster« og »Egernøl«, som er fine finurlige tekster, der tager pis på borgerskabets finere madlavning. Men dem læser jeg først, da jeg er kommet hjem. Her i salene er det den samlede grafiske rumfornemmelse, der giver mig den største nydelse.

I en tid, hvor det giver mening af spare på ressourcerne, virker det, som om Gl. Holtegaard har arbejdet ud fra et vist mådehold, der ikke har fået budgettet til at skvulpe over. Det i sig selv er ret sympatisk, men jeg forlader blot udstillingen med en fornemmelse af, at vi kun nåede til forretten.

Hvad: MAD MAD MAD – i barok og samtid.

Hvor: Gl. Holtegaard.

Hvornår: Frem til 12/2, 2023.