Hendes kunst har hyppigt ført til censur – kønsdelene vælter ud af bukserne

AOK
Kunst
Anmeldelse

Kærlighed, sex og sanselighed på grænsen til det maniske klæber sig til væggene på Louisiana on Paper, der over sommeren viser den amerikanske kunstner Dorothy Iannones værker. Selv er kunstneren smuk som bare pokker – og det er hendes figurer også på en lettere poppet og uskyldig facon. Med vægtige referencer til den klassiske kunsts dyrkelse af køn, eros og drifter i sine skildringer af guder, helte og kærlighed.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg er vendt hjem fra Louisiana med et mantra om, at vi skal have mere kærlighed og sanselighed ind i vores liv. Er det ikke en skøn idé? Dén fostrer den amerikanske billedkunstner Dorothy Iannone (født 1933) i stort set alle sine værker på Louisiana.

Og den smitter – omend ideen blot manifesterer sig i tegninger, håndskrevne ord og videoer i bemalede trækasser.

Selv museets stifter, Knud W. Jensen, som ellers var kendt som en genert fyr, blev fanget ind i Dorothy Iannones univers, da han sad på en bænk sammen med kunstneren foran hendes »I Was Thinking Of You« på Musée d’Art Moderne de la Ville i Paris i 1976, forlyder det.

»I was thinking of you«, 1975. I videoskulpturen, hvor kunstnerens eget ansigt i orgasmens ekstase indgår, har hun stillet sig foran et kors – og går dermed i heftig dialog med den kristne mytologi og dens skæve kønsbalance. Selv er hun halvt italiener med en katolsk baggrund og opvokset i Boston. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dorothy Iannones.

På en menneskestor trækasse har hun malet sig selv og sit livs kærlighed, den schweiziske kunstner Dieter Roth, med en erigeret orange penis, hans ene hånd på hendes bryst og den anden på hendes vulva. Hendes ansigt er erstattet af en videoskærm, hvor hun har optaget sig selv under en orgasme. Værket er blandt dem i hendes kunstnerskab, der er blevet anklaget for pornografi. Det er også et heftigt motiv med et fintmasket net af ornamenterede detaljer at gå på opdagelse i, som hendes værker generelt har.

Her går hun ydermere i kødet på den kristne kønsopfattelse ved at iscenesætte sig som en kvindelig Kristus foran et kors. Det har sjovt nok aldrig ført til en blasfemianklage – ej heller hendes personlige kogebog, hvor hun midt i en mayonnaiseopskrift har bedyret: »Well God could be a woman. Sorry«. Begge værker er blandt udstillingens mest interessante.

Da Knud W. Jensen vendte hjem fra Paris, sendte Dorothy Iannone ham et silketryk med tre stills fra sin videokasse med sit ansigt i ekstase. Det blev det første værk, Louisiana fik ind i sin samling. Det næste er en serigrafi af en seksualiseret frihedsgudinde med blottet køn og en påfaldende fallisk fakkel i den ene hånd, der med sin superwoman-kappe om skuldrene ser sit publikum direkte i øjnene. Netop det værk fik kurator Tine Colstrup til at rejse til Berlin, hvor den nu 89-årige Dorothy Iannone er bosat. Her talte de kunstnerens praksis igennem, den praksis, som nu bugter sig i Louisianas lokaler, så vi andre også kan lære hende at kende.

»The Next Great Moment in History is Ours«, 1970. I værket går det ret vildt for sig, men stillingerne er såmænd bare hentet fra nogle friser i Pompei. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dorothy Iannones.

Med kønnet væltet ud af bukserne

Interessen for Dorothy Iannones kunstnerskab, der siden midten af 1960erne har kredset om den kvindelige seksuelle nydelse, er nemlig først nu for alvor begyndt at ulme. Mængden af udstillinger har været støt stigende siden 2000, og på det seneste er flere internationale kunsttidsskrifter begyndt at skrive om hende.

I 2018 fik hun new yorkernes opmærksomhed med et gavlmaleri ved The High Line, som Louisiana har genskabt 1:1. Her er tre versioner af Frihedsgudinden, der er det eneste værk her i huset, hvor de portrætteredes kønsdele ikke er afklædte. Ellers har Dorothy Iannone konsekvent valgt at vise deres kønsdele frem – også på de af hendes figurer, der har tøj på.

Kønsdelene i overdreven form begyndte at dukke op i en serie træfigurer, som står i en montre i udstillingen, blandt andet hendes version af Charlie Chaplin og George Harrison med deres ædlere dele hældt ud af bukserne. Siden har kønsdelene bare været der og hyppigt ført til censur. Nok også fordi hun lader sine figurer dyrke sex i alle tænkelige stillinger.

Hendes figuration er hentet fra den klassiske kunsts skildringer af guder og helte, hvor køn og drifter er i spil. Navnlig i den græske, indiske og egyptiske kunst – blandet op med amerikansk popkunst. I »The Next Great Moment in History is Ours« går det ret vildt for sig, men stillingerne er såmænd bare hentet fra nogle friser i Pompei.

»Give me your tired«, 1977: På maven af  Dorothy Iannones Frihedsgudinde er et digt fra 1833 af den amerikanske forfatter og aktivist Emma Lazarus med titlen »The New Colossus« med en henvisning til den sagnomspundne kæmpestatue »Kolossen på Rhodos«, som var en af inspirationerne til Frihedsgudinden i New York. Digtet skrev hun i forbindelse med indsamlingen af midler til at bygge Frihedsgudindens fundament, hvor det er indsat som plakette. Det handler om USA og New York som et sted, hvor enhver kan søge tilflugt og Frihedsgudinden løfter sit lys for de trætte, fattige og hjemløse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dorothy Iannones.

Censur

I et indhak dedikeret til skandaler er et af hendes hovedværker, »The Story of Bern (or) Showing Colors«, fra 1970 med et virkeligt hændelsesforløb, som folder sig ud over 40 af værkets i alt 69 ark papir.

På en udstilling på Kunsthalle Bern i 1960erne krævede først hendes kollegaer og siden myndighederne, at hendes værker skulle ned. Hun var blevet inviteret af Dieter Roth, der i protest også valgte at fjerne sine værker. Han var en del af fluxus-bevægelsen, som blev hendes netværk, og hvis kunstneriske udtryk hun lænede sig op ad.

Serien kræver fuld og længerevarende opmærksomhed. Jeg får museumsben, inden jeg når så langt og må hjem og »læse« værket til ende på hendes franske gallerist, Air de Paris’, hjemmeside. Har du tålmodigheden, vil du måske som jeg finde hendes kommentarer til kunstverdenen morsomme, ligesom hendes sort/hvide 1970er-figuration.

Dorothy Iannones er feminist, men hun har siden 1960erne konstrueret sin helt egen version, hvor hun ud over at kræve fuldkommen seksuel nydelse også medgiver, at hun elsker at lave mad og dyrke sex – med mænd. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, her i det censurerede hjørne, hvor akten med Dieter Roth fra udstillingen i Bern er ret udpenslet.

"A Cookbook", 1969: Dorothy Iannones ultrapersonlige kogebog med opskrifter til sin elskede, strøtanker og eksistentielle overvejelser er lige nu udsolgt fra forlaget, så du må sætte dig godt til rette i udstillingen, bladre og få hendes lidenskabelige detaljer op under neglene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dorothy Iannone.

Passioneret kærlighed og kogebøger

Dieter Roth mødte hun på en rejse til Island med sin første mand, James P. Upham, der var uddannet maler som hun og den eneste, hun giftede sig med. Siden havde hun elskere ad libitum. I et værk skriver hun: »Try not to get married. Try living mostly alone. Maybe you will learn to be connected to people.« Der er ingen tvivl om, at hun er sig sin frihed som kvinde bevidst.

Men Dieter Roth er noget særligt, hvorfor han optræder intenst i hendes kunst. Da hun så ham første gang stå på kajen med en frisk fisk under armen, vidste hun, at hun måtte forlade sin mand. Dieter Roth blev hendes første møde med den passionerede kærlighed, som hun tegnede frem som en islandsk saga i en serie billeder med tekster, der er lige så tidskrævende og vidunderligt myldrende at gå på opdagelse i som censurværket fra Bern. Begge værker er til salg i bedste graphic novel-form i Louisianas forretning. Det ville jeg ønske, at hendes kogebog også var.

Den originale fra 1969 er i en montre midt i udstillingen, mens tre bladre-eksemplarer ligger fremme på en rød bænk. Jeg fordyber mig straks. Med farvet filtpen er hun gået amok i opskrifter, strøtanker og eksistentielle overvejelser, som vidner om rå humor og stærk lidenskab for mænd og mad. Under en bearnaise-opskrift står: »I don’t find what you did so bad. It’s just that I can’t stand it – like flies.«

Det minder mig om 1970ernes bekendelseslitteratur og gør den nu 89-årige kunstner aldeles nærværende. Jeg fornemmer så stærkt, at hun engang har lavet hver en opskrift til én, hun elskede, mens tankerne flød frit.

Dorothy Iannone laver collager af håndfremstillet japansk papir i Kyoto, umiddelbart før hendes værkproduktion eksploderede i farver, ornamentik og kønsdele., 1962. Fold sammen
Læs mere
Foto: James P. Upham.

En fremadsynet feminist

Det er, som om Dorothy Iannone blæser på alle feministiske regler i sin samtid og konstruerer sin egen version, der peger frem mod den sexpositive fjerdebølgefeminisme, vi oplever i dag. Hun er smuk som bare pokker, og hun er ikke bleg for at stille sig frem som en hyperseksualiseret, nærmest manisk krævende kvinde i sine figurer, der starter i det personlige rum, men har et bredere vingefang.

Det kan være forklaringen på, at hun endnu ikke er slået massivt igennem i sit hjemland USA. På trods af, at USA fostrer en af verdens største pornoindustrier, har dele af det amerikanske samfund altid været underlagt så tilstrækkeligt puritanske strømninger, nu også med aborten under heftig beskydning, at sex alene for nydelsens skyld ikke er gangbart finkulturelt materiale. Det kan også være en af forklaringerne på, at hendes gavlmalerier i New York var blottet for afklædte kønsdele, hvilket er lidt underligt, når nu det har været hendes varemærke siden 1966.

Når det er sagt, er Dorothy Iannones kunst egentlig ikke lummer. Hendes kønsorganer er så forenklede, at de ligner nuttede figurer i en børnebog, og sammen med figurernes uskyldsmilde smil på læben kan det forekomme lidt komisk, at det skulle være nødvendigt med censur.

Jeg er vild begejstret for hendes kildne tilgang til eros og den åndelige tiltrækning mellem mennesker, dog kunne Louisiana godt have hjulpet fejringen bedre på vej med en mere sanselig, lys, let og åben installering end her i kælderens stramme, kølige og hengemte rammer.