Han har skabt 48 kæmpeværker på Københavns gavle: Midt på gaden under interviewet fik han pludselig en københavners mening - råt for usødet

Kunstsamler Jens-Peter Brask har sat sit aftryk på de københavnske husgavle og er oppe på 48 værker. Det er oftest ham selv, der udvælger kunstnerne. På en biltur gennem byen taler kunstredaktør Birgitte Ellemann Höegh med Brask om hans ansvar for kunstudtrykket i det offentlige rum.

Jens-Peter Brask har kurateret en lang række kunstværker på gavle rundt omkring i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg synes, det er så fantastisk at kunne give noget kunst til en gavl og det offentlige rum. Uanset om du tager forbi og kigger længere tid på det eller kører forbi på cykel.«

» At man så ikke kan lide værket, har jeg ingen problemer med, men det er vigtigt for mig, at gavlværkerne kan få beskuerne til at tage stilling,« siger Jens-Peter Brask, som har hentet mig i sin bil i Tøndergade på Vesterbro foran et gavlmaleri af sort-solfænomenet, som kunstfotografen Søren Solkær står bag.

Jens-Peter Brask har samlet på kunst i årevis, kurateret udstillinger på museer og gallerier, sat kunstbogsproduktioner i gang og er siden 2015 begyndt at blande sin personlige smag og begejstring ind i det offentlige rum.

Et foto af en stor flok fugle fra Sønderjylland, der danner fænomenet sort sol, blev i sensommeren overført med sort maling på en gavl i det kvarter på Vesterbro, der har gadenavne efter Søren Solkærs hjemegn i Sønderjylland. Nede i gadeplan er fastgjort en bronzeplade, hvor man kan se, at Jens-Peter Brask er kuratoren bag gavlværket samt hvilke fonde, der har været involveret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens-Peter Brask.

Det skal vi tale om på en biltur rundt til hans seneste opførte gavlmalerier i København. Næste år er han oppe på at have kurateret 50 kunstgavle – hvoraf to er placeret i Søborg og Odense.

Ellers ligger der en pæn flok på 16 styk på Rentemestervej i Nordvest, syv på Valbyhallen, mens resten er spredt ud over København. Og de syner jo, den slags. Så vi har aftalt at tale om, hvad det er for et ansvar, han har påtaget sig, nu hvor han har direkte indflydelse på kunstudtrykket i det offentlige byrum.

»Du er aldrig bedre end din sidste kuratering, og derfor skal alt laves spot on. Det er altid min ambition. Vi (Brask og hans team, red.) vælger unge kunstnere, der er interessante nu og her, og også kan gå hen og blive et interessant aftryk i fremtiden. Jeg er godt klar over, at jeg har et kæmpe ansvar i det offentlige rum. Så naturligvis må der ikke være reklamer, og det må ikke være politisk, stødende eller provokerende.«

Hvem siger det?

»Det siger jeg.«

Er det provokerende og politiske ikke en del af samtidskunstens grundstamme?

»Jo, men når det er kunst i det offentlige rum, skal du tænke på en anden måde. Vi har for eksempel lavet en gavl i Nordvest med den russiske kunstner Roman Manikhin, som ville have en masse nøgne damer. Men i Nordvest, hvor der bor mange nationaliteter, synes jeg, det var et forkert signal at sende, og vi gav dem i stedet bh og trusser på.«

Er der så ikke fare for, at gavlmalerierne går hen og bliver til ren dekoration?

»Nej, det er i allerhøjeste grad kunst. I alle 50 gavle har kunstnerne selv udtænkt og udført værkerne.«

Hvad vil du gerne, at kunstgavlene skal udtrykke?

»Her på Amager Lilleskole er det Henrik Soten, som har malet et elevatortårn, som er abstrakt, men med nogle rigtig fine former. Soten er en erfaren gavlmaler og har også hjulpet til i tilblivelsen af mange af mine andre gavle,« siger Jens-Peter Brask. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens-Peter Brask.

»Kunst skal skabe dialog og må også gerne røre og pirre os, men det skal ikke provokere for provokationens skyld, og derfor vil man for eksempel næppe se kønsdele over det hele på en gavl i bybilledet, som jeg har kurateret. Nå … her har vi Rasmus Eckhardts værk.«

Vi står på hjørnet af Glasvej og Frederiksborgvej og ser på en sort mur med nogle langbenede figurer på, hvis benklæder ligner flag. Her er Eckhardts værk også båret af en stedsspecifik tankegang.

»Du kan se den helt oppe fra Tuborgvej, og derfor skal det ikke være for fnidret, og så er det næsten politisk korrekt med de tre ansigter med tre forskellige hudfarver (mørkebrun, orange og rød, red.), for det her område er stadig Nordvest og mangfoldigt.«

Nerve og motivation

Vi kører mod centrum, hvor nogle af Københavns ældste gavlmalerier fra 1960erne stadig befinder sig. Henry Heerups i Stengade og Sølvgade og Hans Scherfigs på Kapelvej, som Brask husker at være blæst bagover af som dreng. Senere begyndte han selv at male graffiti, og en dag, mange år efter han havde kastet spraydåserne fra sig, ville han gerne bidrage med andet end tags i det offentlige rum. Porteføljen af kunstnere bag gavlmalerierne blev international og ung.

Hvorfor skal vores hovedstads gavle ikke beriges med nogle af vores allerstørste og mest anerkendte samtidskunstnere?

»Ja, men der var da ikke noget, jeg hellere ville end at lave gavle med Tal R, Kørner, Kvium, Olafur, Elmgreen & Dragset, og hvem vi ellers har af store danske kunstnere, dér er det bare nogle helt andre budgetter, og så synes jeg faktisk, at det er fascinerende at lave noget med yngre kunstnere. De har også brug for, at deres kunst bliver set, hvorimod dem, jeg lige nævnte, allerede har en rigtig god karriere.«

Vil du hellere hjælpe de unge talenter med mere street cred frem, end løfte byens gavle med et aftryk af den væsentligste samtidskunst?

»Det er skægt at have fingeren på pulsen, både når jeg køber værker til min samling eller kuraterer kunst i det offentlige rum. Og så føler jeg, at de har en nerve og en anden motivation, fordi det er så tidligt i deres karriere. For eksempel Kinga Bartis, som jeg havde med på Valbyhallen. Hun har netop haft en soloudstilling hos Nicolai Wallner, og folk interesserer sig for hende nu, og så kan de tage ud til Valbyhallen og se et maleri, hun lavede for to år siden.«

»Nicholas Koshkosh er vild og crazy. Han har lavet forskellige motiver her, som han altid arbejder med. Og de forskellige kunstneres stilarter er noget af det, jeg synes fungerer så godt i det her område. Jeg synes faktisk, at de her værker har skabt et kvarterløft i forhold til bare at se på alle mulige tags,« siger Jens-Peter Brask, der selv havde spraydåserne fremme i teenageårene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens-Peter Brask.

I 1980erne sørgede Jacob og Patricia Asbæk for at få Wilhelm Freddie ud i byrummet, eller nærmere ind i Boltens Gård, i 1988 forvandlede Poul Gernes hele Palads Teatret til et kunstværk, i 2007 malede Ib Spang Olsen et værk på jernbaneviadukten i Frihavnen, og på Amagerbro Torv blev en gavl til en af John Kørners »problembørn«. Blot et lille udsnit af byens gavlværker, som man kan anskue som en heftig arv at løfte.

Hvis økonomien er en bremseklods, er det så ikke et spørgsmål om at søge fonde længe nok eller etablere færre værker for pengene?

»Jo, men hvis man kan lave fem superflotte gavle for 495.000 kroner i Sundby, synes jeg, det er at foretrække fremfor kun at få én. Men på et eller andet tidspunkt vil jeg gerne lave en prestigegavl, med en af dem, jeg har nævnt.

Lige nu er der et intenst fokus på at få skrevet kvinderne ind i kunsthistorien, og vi taler om at få skulpturer af kvindelige skikkelser ud i det offentlige rum. Hvorfor nævner du kun mænd, og hvorfor er kun ti af dine gavle skabt af kvinder?

»Mange gange har vi faktisk spurgt kvinder, som enten ikke havde tid eller sagde nej til budgettet. Men nogle gange bliver jeg også lidt træt af spørgsmål som: »Hvorfor ikke kvinder, og hvor mange er transkønnet, og hvor mange er mørke«. For jeg elsker mange former for kunst, og jeg vil meget gerne samarbejde med kvindelige kunstnere. Jeg har for nylig spurgt Anna Sørensen og Emily Gernild, der sagde nej, og det vil da være totalt fedt at bounce sådan nogle jernladys som Ursula Reuter Christiansen og Kirsten Justesen. De skal bare sige til, hvis de har lyst.«

Smag og behag

»Prøv lige at se, hvor fint og skrøbeligt Martha Hviid har taget fat i lokalområdet. Se, hvor fint den dér arm strækker ud, og hvordan hun har ramt farverne i væggene omkring,« siger Jens-Peter Brask. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens-Peter Brask.

Vi er på vej over Langebro til Amager, hvor Jens-Peter Brask selv har bosat sig ud mod vandet, og kører ud til Sundby Hospital-området, hvor han har gavlsat fem kunstnere inden for en lille radius. Hans tanke er, at de kan udgøre en mini-artwalk, som kan trække kunstinteresserede til området. Og så mener han, at en kunstgavl kan skabe en følelse af identitet og nærhed i et lokalområde.

Hvis jeg kigger på den kunst, Brask har i sin samling, har den umiddelbart en retning, der læner sig op ad graffiti, street art og med et lidt højtråbende sprog. Den sarte og mere poetiske kunst synes jeg ikke at have set så meget til.

»Jeg har en fortid i graffitimiljøet, og street arten har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Men jeg samler både på neon, glas, keramik og har kunstnere som Julie Nord i min samling, som man måske kan sige er mere finurlig … og nu står vi så og kigger på Mie Olise Kjærsgaard, som jeg synes er feminin på en ret fantastisk måde. Den gavl er jo …«

»Eddermame grim,« afbryder en mand, der går forbi med to stribede nylonindkøbsnet i hænderne.

Hvorfor siger du det?

»Fordi jeg bor i den ejendom, og det er eddermame grimt,« gentager manden.

Hvorfor?

»Det ligner jo ikke noget. Hele ejendommen synes, det er grimt.«

Hvad skulle der så have været?

»Det ved jeg ikke, men dét, dem med spraydåser laver, ser meget flot ud. Ikke sådan noget her, farverne er løbet ned ad væggen, fordi det er blevet sat på i regnvejr,

»Nej, det er ikke løbet ned i regnen, det er sådan Mie Olise arbejder. Det er fuld bevidst,« bryder Brask ind.

Hvad ser du den dér store brune figur som?

»Aner det ikke, hvis det er en fisk, så er det et misfoster.«

Hvad hvis jeg siger hammerhaj?

»Jaeeh … nej.«

Hvor længe har du boet her?

»Siden '96. Den var flottere, inden de begyndte at male det dér. Nå, ha’ en god dag…,« siger manden og er videre.

Mie Olises gavlværk er et af de værker, der har fået mest opmærksomhed på Instagram. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens-Peter Brask.

»Ejendommens beboere har selv været med til at vælge kunstneren til gavlen, så det er ærgerligt, at de ikke er glade for resultatet. Det har jeg ikke oplevet på den måde før. Faktisk er Mie Olises gavlværk et af de værker, som har fået mest opmærksomhed og ros på Instagram. Mange er vildt begejstrede for den flyvende hammerhaj med tennispigen. At kunst ikke falder i alles smag er et vilkår. Kunst kan dele vandene, og sådan skal det være. Det positive er, at det har fået beboerne til at tage stilling til, hvad de kan lide og ikke lide. Debat og samtale om kunsten er altid godt,« siger Brask.

Det var også uheldigt, at den utilfredse mand skulle dukke op midt i vores rundtur. Men dog en mand, der bor i det hus, hvor gavlmaleriet er sat op. Jeg synes personligt, at Mie Olise Kjærgaards gavl giver rock’n’roll og livskraft til nabolaget, men sådan er der jo så meget. Jeg vil også lige nævne, at jeg i foråret var på en gavltur på Rentemestervej, hvor jeg talte med to begejstrede kvinder fra boligblokkene med gavlmalerier. Den ene fortalte, at børnene i kvarteret nu refererer til malerierne på gavlene, når de skal forklare, hvilken legekammerat de skal over til, eller forklare hvor de selv bor.

Jens-Peter Brask har kurateret en lang række kunstværker på gavle rundt omkring i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Men hvad er vigtigst for Brask: Lokalbefolkningens holdning eller likes’ne på Instagram?

»Jeg vil naturligvis gerne have, at lokalområdet kan lide det. Men om det lige er dem, der bor i ejendommen, eller dem, der kommer forbi hver dag, betyder ikke så meget for mig,« siger Brask.

Tænker du i holdbarhed?

»Jeg mener og håber, at værkerne kan være her i fem år. Den maling, de er malet med, kan sagtens holde i fem år. Og alle de kunstnere, der er valgt, er på vej op.«

Så du er ikke ude i at give byen permanente kunstværker?

»Det vil jeg rigtig gerne. Dem i Nordvest har allerede været der i fem år, og der er ikke planer om, at de skal fjernes. Alle elsker dem! Jeg vil da ønske, at de kan være der i 50-60 år, så min søn en dag kan sige: »Prøv at se, hvad min far lavede for 20 år siden«, men ti år er nok mere realistisk,« siger Brask og sætter mig af ved Amagerbro-metrostation omgivet af en musegrå betonmur. Måske den kan få sig et Brask-løft i fremtiden?

Er et gavlmaleri altid at foretrække fremfor en tom gavl? spørger jeg ham til sidst.

»Ja, det synes jeg da i allerhøjeste grad. Så længe, der er tænkt over det, der er lavet.«