Fotograf afslører: Vinderbillede i konkurrence var lavet af ai – se det her

Fotokunstner informerede jury om, at han havde brugt kunstig intelligens til at lave billede til konkurrence. Alligevel vandt han.

Den tyske kunstner Boris Eldagsen vil ikke modtage den pris, han vandt til Sony World Photography Awards, der er en af verdens mest anerkendte fotoprisuddelinger.

Årsagen er, at billedet, han vandt med, var skabt af kunstig intelligens (artificial intelligence, ai), skriver han på sin hjemmeside. Du kan se billedet i bunden af denne artikel.

»Tak fordi I valgte mit billede og gjorde dette til et historisk øjeblik, da det er det første ai-genererede billede, der vinder i en prestigefyldt international fotokonkurrence. Hvor mange af jer vidste eller havde mistanke om, at det var ai-genereret? Noget ved billedet føles ikke rigtigt, gør det vel?« skriver Eldagsen, som altså nægter at modtage prisen.

Han mener, at ai-billeder og fotografier ikke bør deltage med hinanden i samme kategori, da de er forskellige »skabninger«, og derfor vil han ikke modtage prisen, skriver han, og opfordrer til en debat blandt fotografer og fotokunstnere.

En talsperson for World Photography Organisation siger til The Guardian, at Eldagsen havde sagt til dem, at kunstig intelligens havde medvirket ved tilblivelsen af billedet.

»Den kreative kategori i den åbne konkurrence hilser forskellige eksperimentelle tilgange til billedfremstilling velkommen. (...) Derfor følte vi, efter vores korrespondance med Boris, og de garantier han gav, at hans deltagelse opfyldte kriterierne for denne kategori, og derfor støttede vi hans deltagelse (i konkurrencen, red.),« udtaler talspersonen til The Guardian.

DR brugte video fra computerspil

Eliot Higgins' ai-skabte billeder af Donald Trumps anholdelse blev delt i hele verden. J. David Ake

Computerskabte billeder er hurtigt blevet et af tidens store debatemner.

I begyndelsen af krigen i Ukraine kom DR for eksempel ud i et stormvejr, fordi programmet »Krigens døgn« bragte en video af det, som man troede var ukrainske missiler, der ramte russiske helikoptere. Det viste sig dog at være en video fra et computerspil. DR havde taget billedet fra en Twitter-profil tilhørende det ukrainske forsvarsministerium, der hævdede, at der var tale om billeder fra Kherson.

For nylig cirkulerede billeder der tilsyneladende viste en voldsom anholdelse af ekspræsident Donald Trump. Men billederne var blevet til ved hjælp af kunstig intelligens. Bag billederne stod Eliot Huggins.

Herunder kan du se Boris Eldagsen – eller den kunstige intelligens' – vinderbillede.