En tilfældig fyr i Netto fik rockstjernen til at gå en helt ny vej: »Hvis du skal blive til noget, er du nødt til at have et højt output«

Allerede som dreng fordybede Kasper Eistrup sig i store tegningeprojekter. Men det var først efter en musikalsk omvej på 24 år med rockbandet Kashmir, at han valgte at gå fuldt og helt ind i billedkunsten.

Kasper Eistrup fortæller om dengang, han vidste, at han var kunstner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fortalt til Birgitte Ellemann Höegh:

»Jeg ligger på et skrivebord og tegner et kæmpestort, sort kuglepensportræt på et stykke pap af en fyr, jeg har mødt i Netto. Han har et vildt spændende ansigt. Det tager tre måneder, og jeg får briller af det.

Det smadrer mine øjne fuldstændigt, men giver mig en følelse af at arbejde med lige præcis det, jeg vil. Jeg skal ikke være i en diskussionsgruppe med nogen. Jeg skal ikke spørge nogen om lov. Det er bare mig, og det er en kæmpe befrielse. Tanken om, at hvis jeg stopper med at spille, så har jeg måske alligevel et job, som er sjovt.

Jeg ender med at hælde rødvin ud over portrættet, fordi det er for perfekt. Den tusch, der er i de kuglepenne, bliver opløst, og det hele får et lyserødt skær. Da jeg afleverer det til Galleri B15, fornemmer jeg, at det er et godt værk, og det ender med at blive solgt for en flot pris.

Det giver mig en fornemmelse af, at jeg faktisk kan overleve, og så åbner de her døre sig efterfølgende, hvor jeg tænker: »Wow, jeg skal lave dét og dét og dét«.«

»Jeg var drevet af noget højere og havde den dér fantasi om, at musikere eller billedkunstnere selv kan bestemme, hvornår de vil stå op, og hvor meget eller hvor lidt de vil lave.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Fordybelse

»Min mor siger, at jeg har tegnet, siden jeg kunne holde på en blyant. Ret tidligt opbyggede jeg en fordybelsesevne, så jeg kunne sidde med en tegneblok meget længe ad gangen.

I min mors familie har der altid været nogen, der tegnede. Min mormor var illustrator og malede skoannoncer til Daells Varehus. Jeg sad og så i hendes scrapbøger, hvor hun med airbrush har malet fine damesko med skygger og højlys.

Min morfar tegnede også godt, og min mor, der var teknisk tegner, havde arvet talentet og tegnede, malede og lavede keramik. Siden kom hun til at undervise i billedkunst på en aftenskole, så vi havde materialer liggende derhjemme.

I skolen var jeg god til ord, dansk og engelsk, men sad mest og kiggede ud ad vinduet og drømte mig væk. I tiårsalderen ser jeg på et bibliotek nogle tegneserier af folk som Jean Giraud, Robert Crumb og Enki Bilal, som jeg bliver dybt fascineret af. Jeg begynder at lave mine egne historier med mit eget billedsprog, og et par år efter sidder jeg i tre måneder på mit værelse efter skoletid og laver en tegneserie på 50 sider, mens mine kammerater løber rundt og laver alt muligt sammen. Jeg SKAL lave den færdig.

Jeg havde nogle gode, lidt uforstående kammerater, fordi jeg pludselig var væk efter skoletid. De var dog imponerede over resultatet, da jeg kom ud fra mit værelse.

Jeg kan stadig ikke lide at have hængepartier. Skal jeg lykkes med det, jeg gerne vil, er jeg klar over, at jeg er nødt til at være organiseret.

Der kom indimellem kunstnere i mit barndomshjem, og vi besøgte jævnligt en gruppe kunstnere på landet, hvor vi brændte keramik under jorden. Der var en masse flippertyper, der spillede akustisk guitar, lavede bål, drak sig fulde og badede nøgne, mens vi unger løb rundt og byggede geværer i træ.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Hvad foregår der her«.

Mine forældre var ikke synderligt flippede, de syntes bare, det var spændende at deltage i nogle af de her ting.

Dengang spekulerede jeg ikke over, at jeg skulle være kunstner, men jeg tror, det satte et spor, at jeg voksede op og så folk, der levede et friere liv end mine forældre. Fra dette tidlige tidspunkt i mit liv trak friheden i mig.

»Musik er altid fysiske steder for mig. Når jeg hører et Sonic Youth-nummer, står jeg på Enghavevej tilbage i 1999, og når jeg hører Beethovens femte klaverkoncert, er jeg i Geels Skov oppe i Holte.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Som 14-årig begyndte musikken for alvor at lande i mig via min storebror. Han spillede plader og kassettebånd for mig, og vi diskuterede teksterne, spillet og lyden.

Det var det samme helle, jeg fandt i musikken som i at tegne, en pause fra verden, og jeg kunne ikke finde ud af, om jeg skulle forfølge musikken, kunsten eller tegneserierne.

Jeg havde meget svært ved at forestille mig at arbejde for en chef i et firma ligesom min far, der solgte plastikgranulat og kørte på landevejen som sælger. Det var trangen til ikke at skulle være underlagt et fast regelsæt, som gjorde, at jeg blev det, jeg blev.

Jeg var drevet af noget højere og havde den dér fantasi om, at musikere eller billedkunstnere selv kan bestemme, hvornår de vil stå op, og hvor meget eller hvor lidt de vil lave.

I løbet af livet finder jeg ud af, at det overhovedet ikke er så simpelt. Hvis du skal blive til noget, er du nødt til at have et højt output og en stor kvalitet i dit arbejde.

Du er nødt til at gå på arbejde ligesom alle mulige andre mennesker, hvilket jeg også gør hver dag nogenlunde til samme tid på mit værksted på Vesterbro eller herude på Edition Copenhagen, hvor jeg lige nu arbejder med litografier.

Jeg møder ind, og jeg vil gerne færdiggøre tingene og har altid gang i et eller andet – en udstilling, udsmykningsopgaver eller bestillinger. Friheden findes side om side med de skarpe deadlines.«

»»Nu er det nu,« tænker jeg. Jeg er blevet 40, og hvis jeg vil være billedkunstner, skal jeg gøre det nu, og tænker, at det nok er meget nemt. Det viser det sig ikke at være.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Nu er det nu

»Jeg vælger musikken, men bliver ved med at tegne. Vi spillede ret intenst i Kashmir i 24 år, og der var perioder, hvor jeg kom for langt væk fra at tegne og male.

I 2012-13-stykker når jeg til et vendepunkt. Jeg har fået mit første barn og er begyndt at blive metaltræt. Når vi laver plader, bruger vi enormt meget tid på at skrive sange, indspille dem, udgive dem, få en masse ros og prygl for dem og tage på turné, hvor folk i starten ikke er interesseret i det nye.

Hvis vi er heldige, bliver de samlet op af radioen, og så begynder folk at kunne lide de nye sange. Jeg bruger alle mine vågne timer på at lave det ultimative, og jeg kan mærke, at det repetitive taler mindre og mindre til mig.

»Nu er det nu,« tænker jeg. Jeg er blevet 40, og hvis jeg vil være billedkunstner, skal jeg gøre det nu, og jeg tænker, at det nok er meget nemt. Det viser det sig ikke at være.

Det næste, jeg bliver mødt af, er en gallerist, som siger: »Du kan få lov til at spille til en anden kunstners fernisering, men jeg viser ikke dine billeder«.

Men jeg stoppede ikke der. I 2012 er jeg blevet kontaktet af Galleri B15, der skal lave en gruppeudstilling. Jeg havde lavet en udstilling med malerier i 2007, som gik rigtig godt. Det var dér, det frø blev plantet, og så går der seks år, før jeg tager springet helt og afleverer kuglepensmaleriet af fyren fra Netto til B15.

Oliemaleriet kommer for alvor senere og var en frygtindgydende proces, for hvordan går jeg fra at tegne til at male? Jeg ringer til Michael Kvium, som jeg har mødt i et tv-program. Han siger:

»Alle er bange for oliemaleriet. Der er én ting at sige om det, og det er bare at gøre det«.

»Min mor siger, at jeg har tegnet, siden jeg kunne holde på en blyant. Ret tidligt opbyggede jeg en fordybelsesevne, så jeg kunne sidde med en tegneblok meget længe ad gangen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Jeg har også ringet for at spørge, hvordan fanden man blander hudtoner og noget lavpraktik omkring fernis. Vi svingede godt, og jeg følte en gensidig respekt. Og så er han bare et meget generøst og imødekommende menneske. Jeg ser op til ham på alle mulige niveauer og betragtede ham som min mentor på det tidspunkt.

Der er så meget attitude i den her verden. Den er svær at finde rundt i, når man er yngre, for der findes ikke noget entydigt svar, hvis man vil være billedkunstner.

Der er mange hårdhudede bryske kunstnere, der mener, at nu har de fandeme selv skabt deres vej, og de giver ikke noget videre, men så findes der også sådan nogle som Michael Kvium, Niels Bonde, Troels Carlsen, Søren Sejr og Leif Sylvester, som er søde til at dele ud.

Jeg er autodidakt, men hvem er ikke det? Man kan i virkeligheden kun lære tingene selv, men med observans og åbne sanser.

På Krebs’ Skole tog jeg som 13-årig et kursus hos Jeffrey James Varab, som var Disney-animator. Jeg blev skolet til forstadiet af Disney-animator – et halvt år, hvor jeg lærte noget om anatomi og bevægelse, som jeg stadig har med mig.«

En anden nøgle til sjælen

»Lige nu viser jeg en udstilling på Kastrupgårdsamlingen med mine papirarbejder og en næsten komplet samling af mine litografier, godt 60 værker, som jeg har lavet siden 2009.

Derudover har jeg en installation med af lyd, lys og fysik. Hertil har jeg sammen med Henrik Lindstrand (fra Kashmir, red.) skrevet et rekviem, som kører i en otte minutter lang sløjfe. Jeg havde en idé oppe i mit hoved om at arbejde med min barndomsspisestol, en Thonet-stol, der er indkapslet en masse minder i, og at musik, lys og duft kan animere de døde ting i rummet.

Jeg har placeret 13 stk. i en cirkel oven på en sol, som går igen i mange af mine værker, og sat musikken til. Det udspringer af en afmægtig følelse i mig. Jeg kigger på tiden og verden og har forsøgt at klamre mig til en optimisme, jeg ikke kan få øje på særligt mange steder.

Forleden så jeg en kvinde stå og græde i rummet.

Musik er jo noget, jeg er blevet voksen i. Det er en vigtig del af mit sprog og noget, jeg først inden for de sidste seks år er begyndt at inkorporere i mine udstillinger.

Jeg synes, det har en anden nøgle til sjælen at lytte til musik, end det har at kigge på skulptur eller maleri, så kombinationen af de to ting er vildt interessant.

Når jeg arbejder, kan jeg godt lide, at der er ro, men mine billedforestillinger er tit knyttet op på musikstykker. Musik er altid fysiske steder for mig.

Når jeg hører et Sonic Youth-nummer, står jeg på Enghavevej tilbage i 1999, og når jeg hører Beethovens femte klaverkoncert er jeg i Geels Skov oppe i Holte.

»I tiårsalderen ser jeg på et bibliotek nogle tegneserier af folk som Jean Giraud, Robert Crumb og Enki Bilal, som jeg bliver dybt fascineret af. Jeg begynder at lave mine egne historier med mit eget billedsprog, og et par år efter sidder jeg i tre måneder på mit værelse efter skoletid og laver en tegneserie på 50 sider, mens mine kammerater løber rundt og laver alt muligt sammen.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe.

Jeg kan godt få sådan et stykke, der repeterer sig selv, i hovedet og tænke: »Hvor fa’en har jeg det fra?«, og sådan starter sangene ofte i mig, men jeg har også oplevet at høre et eksisterende stykke musik og tænke:

»Fedt, jeg har lyst til at lave noget som det«.

Når jeg så giver mig i kast med det, bliver det sjældent godt. Det samme sker med billeder. Det bliver også til en fattig gengivelse. Jeg forsøger at agere på den impuls, når jeg starter et nyt billede. Picasso siger på et tidspunkt noget i nærheden af: »If you know what you are going to paint, why bother doing it.« Det kæmper jeg med as we speak. Det dér mørke smertefulde rum, hvor jeg ikke kan se det for mig og kun vagt aner, hvor jeg skal hen.«

Kasper Eistrups (f. 1973) udstilling, »Det halve menneske – Eistrup på papiret« vises frem til  29. januar, 2023 på Kastrupgårdsamlingen. I 2018 havde han en soloudstilling på Frederiksborg Slot og har tidligere haft flere soloudstillinger hos sin gallerist Martin Asbæk Gallery og tidligere hos Galleri Benoni (tidligere B15 og i 2019 en stor soloudstilling i Beijing). Derudover har han med bandet Kashmir, der blev dannet i 1991, udgivet syv albums. I 2022 genopstod bandet momentant til otte store koncerter i Danmark. I 2024 får han sin første museumsudstilling i Tyskland, på Richard Haizmann Museum.