Den russiske kunstner Sergei Prokofiev er soloprismodtager i den aktuelle forårsudstilling på københavnske Kunsthal Charlottenborg.
Men sidste uge kom det frem, at Charlottenborg Fonden, der står for udstillingen, har valgt at udelukke ham fra udstillingen, der allerede er i gang. Det gjorde den, fordi han er russer – også selvom han er kendt som både system- og Putin-kritiker.
»Udelukkelsen skal derfor ses i tråd med Vestens systemkritik af staten Rusland, som vi ser som en større og vigtigere sag end hensynet til den enkelte, ligesom der heller ikke skelnes mellem sportsudøvere, uanset om de er kritiske eller ej over for Putin og krigen i Ukraine,« lød begrundelsen fra fonden.
Nu har sagen taget en ny drejning. Den danske kunstner John Kørner, formand for fondens bestyrelse, forlader nu sin stilling, skriver medierne Frihedsbrevet og Politiken.
Frihedsbrevet skriver, at John Kørner selv har valgt at forlade stillingen, og at det skete denne tirsdag. John Kørner kommer dog ikke nærmere ind på, hvorfor han har forladt posten, udover at han kommer med dette svar, da han bliver spurgt, om det handler om sagen med Sergei Prokofiev.
»Det må du selv regne ud.«

Berlingske beskrev i weekenden sagen om den systemkritiske kunstner. Den har vakt opsigt – blandt andet hos De Radikales kulturordfører, Zenia Stampe, der advarer mod »automataflysninger af russere«, som hun kaldte det i et interview med Berlingske.
»Værket er et vidnesbyrd om, hvor tynd en linje man bevæger sig på som kunstner i Rusland. Jeg tror ikke, de fleste danskere umiddelbart forstår, at det rummer en protest og et frihedsbudskab, hvis ikke de kender baggrunden. Men det er sådan, man må udtrykke den frie tanke i det totalitære, putinske regime. Det er et ekstremt aktuelt og relevant værk lige nu,« sagde Zenia Stampe.
Hun mener, at danske kulturinstitutioner bør tage stilling til, hvilken kunst de udelukker.
»Er det kunst, Putin kan bruge som propaganda? Eller er den pågældende kunst tværtimod en revne i hans totalitære system? Der er ikke noget at diskutere, når det er Putins støtter, men der er også Putin-kritikere, og de må da være en overvejelse værd.«
Du kan se et af Sergei Prokofievs værker her.
Berlingske har uden held forsøgt at få en kommentar fra John Kørner. Desuden har Berlingske forsøgt at få et interview med Sergei Prokofiev, men også det er indtil nu uden held.