»Det er super karate at lave noget, der er 100 procent sjovt, og jeg overgiver mig til det totalt lortede og platte«

Berlingskes kunstredaktør har bedt den fremadstormende kunstner Kim Richard Adler Mejdahl om at finde tilbage til de afgørende øjeblikke i hans liv – dem, der har defineret ham som billedkunstner.

Den hypede, unge kunstner Kim Richard Adler Mejdahl fortæller om det øjeblik, hvor han vidste, at han skulle gå i kunstens retning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Øe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg sidder på min seng oven på mit »Løvernes Konge«-dynebetræk i en murermestervilla i Skælskør og indtaler en historie på min lille båndoptager. Solen er ved at gå ned, og jeg har et kig ned til fjorden. Historien er lidt spacy med vandpytter, der har farvemarmoreringer i sig. Op fra den pøl rejser der sig nogle blop-væsener, som vil overtage verden.

Jeg bliver nærmest utilpas af det, der kommer ud af mig, og helt lettet, da min mor kalder på mig: »Nu er der aftensmad.«

Den måde, jeg legede på som barn, er den samme måde, jeg arbejder på som kunstner i dag. Det ender altid i et produkt.

Foto: Rune Øe.

Alt det, der strømmer igennem mig, har jeg fra starten af mit liv haft brug for at udtrykke. Jeg har et tryk, der skal frigives. Ellers vil jeg visne som menneske.

Jeg har lige lavet et arkiv over alle de værker, jeg har lavet gennem tiden. Der er i alt 220, hvoraf cirka 20 er fra før, jeg kom ind på akademiet. Det første er et båndværk med en historie, jeg indtalte, da jeg var fire år.

Når jeg hører båndet i dag, er det svært at tyde, fordi det er så mørt, men jeg kan høre sådan en lille barnlig stemme med en tyk sjællandsk dialekt.

Foto: Rune Øe.

Legene udviklede sig til, at jeg inkluderede mine venner og kusiner, som jeg lokkede med i værkerne. Jeg begyndte også at lave ugentlige tegneserier, som jeg delte rundt i klassen, og mine venner tegnede med. Det blev et kollektivt tegneseriemagasin med gennemgående figurer, anden Andy, som havde en grøn hanekam og et stort næb, og den levende, talende bamse, Buller.

Så kom gyserfilmene, som jeg lavede med min fars standard 90er-far-kamera med mine venner, og det udvidede sig til, at jeg af min klasselærer, Sanne, fik lov til at lave et filmprojekt med hele klassen. Sanne var en stjerne i mit liv, der pauserede al undervisning i tre uger i 7. klasse.

»Be happy Herbert« hedder den. Skolen skal forestille at være en psykiatrisk ungdomsanstalt. Jeg har selvfølgelig hovedrollen og er en patient, der lige har dræbt en af mine klassekammerater, som mobber mig. Jeg har bare fået nok og møder alle mulige andre skæve eksistenser på afdelingen.

Jeg er så taknemmelig. Kære Sanne. Hun gav mig lov til at folde mine ting ud – også mine danske stile, der blev til noveller. Hun var enormt anerkendende og gav mig gejst til at blive ved med at skabe, også i skolen.

Foto: Rune Øe.

At tæmme det mareridtsagtige

Jeg var altid skræmt af den verden, jeg skabte, med spøgelser og det overnaturlige – samtidig med at jeg virkelig var opslugt. Det var nok en måde at kunne rumme alt det mareridtsagtige, der var i verden, få det flettet ind og tæmmet.

Ud over at skabe handlede en del af min barndom om at overleve. Jeg vil elske ikke at gå hele vejen ned i det mørke lige nu. Men mit liv er smeltet ind i mit kunstneriske arbejde, og hvis jeg skal forklare det kort, så gik min far, da jeg var otte år, ned med sit bageri og blev svær alkoholiker og psykisk syg. Det blev et meget ødelagt familieliv, hvor han endte med at blive slået ihjel af en drukkammerat, da jeg var 20 år. Samtidig blev min skolegang til mange års mobning på grund af min homoseksualitet. Der var krigszone, så snart jeg kom uden for mit klasseværelse.

Min eksistens som homo var per automatik frastødende. Forkert. Så for at måtte tage noget af verdens ilt skulle jeg være ekstra sød, og i skolen var jeg den skulder, de andre græd ud ved.

Foto: Rune Øe.

Efter gymnasiet fik jeg småjob på tankstationer og begyndte på RUC og blev mere og mere fyldt op af panikstemning. Jeg havde en fornemmelse af, at tingene begyndte at smuldre for mig og reagerede med at lave nogle kunstværker, jeg ville søge ind på akademiet med. Jeg sad søvnløs i mange uger og lavede malerier og en videocollage om min døde far lavet med hjemmevideooptagelser, jeg havde optaget som barn med det samme kamera, jeg lavede gyserfilmene med. Min far var ret fuld på de videooptagelser.

Det var en følelse af nødvendighed og ikke, fordi jeg følte, jeg havde talent. Jeg er fra provinsen og kendte til standardstore værker, som er smeltet ind i populærkulturen, og så var jeg omnispisende af kunstneriske indtryk og slugte alt fra fjernsyn og film.

En lille demokratisk trojansk hest

I 2012 kom jeg ind på Det Fynske Kunstakademi og rykkede over til København i 2015 – ind på et slot. SÅ smukt! Men mine nakkehår rejste sig af utilpashedsfølelse, og jeg begyndte at arbejde hjemme og ude i byen. Jeg var gået ind i et andet sted i samfundet end det, jeg var vokset op i. Dét, der bare var … verden. Stille og roligt kom jeg til at forstå, at mange af de andre kom fra et andet sted i verden end mig og havde en anden naturlig måde at være i det på.

Nu er jeg en del af den kreative klasse. Jeg har ikke særlig mange penge, men jeg har fået lidt kulturel kapital. Som er sin egen værdi og ret sjovt. Det er fjollet at modsige den rolle, så jeg vil gerne omfavne den, men også udvide den med nye virkemidler for at nedbryde hierarkier i den klassiske forståelse af, hvad der er det smukke, vellykkede kunstværk. Jeg kommer fra et særligt sted i landet, med bestemte erfaringer, som en lille demokratisk trojansk hest.

Min barndom har selvfølgelig været sammensat af krøllede stier, der var også mange år, hvor det var stille og roligt. Men min film »Ode« var nødvendig, ellers ville jeg være faldet om. Den forholder sig til min far og hans skæbne, og det, han gjorde mod os som familie.

Foto: Rune Øe.

Lorteværker

Jeg har gemt mange af mine små kreationer, jeg har lavet i mit liv. Alt det, jeg har lagt liv og sjæl i. Når man ser det i dag, tror jeg ikke, man vil sige: ‘Wow, KUNSTVÆRK in the making’. Jeg tog et kamera og tvang min familie og mine venner til at være med. Det er fuldstændig det samme, jeg gør nu med det, jeg har til rådighed. Jeg har jo altid haft en svaghed for det gotiske og det mørke i mine videoværker. Men jeg prøver ikke at blive for fastlåst i de ting, som folk definerer mit arbejde som. Så nu er jeg gået ud på tynd is.

Titelværket i min udstilling »Shit talk« er mig, der er oppe at skændes med min egen talende lort. Jeg ønsker at skildre, hvordan det nogle gange føles at skabe kunsten. Hvordan man kan blive fuldstændig psychotic og ser ens eget kunstværk som en lort, ens indre galde, der begynder at tale til én. Til sidst bliver jeg så vred på lorten, at jeg bare æder den.

Den her udstilling vil jeg gerne have skal være som lyden af proppen, der springer i »Champagnegaloppen«, som et overraskende hurtigt skift af pludselig at komme ind i en helt anden kunstnerisk verden.

Foto: Rune Øe.

Jeg prøver at lave en humorudstilling. Mine gallerister beskriver den som pinlig, og det synes jeg er så fedt. Alle kunstneres største frygt er at lave noget fuldstændig pinlig kunst, hvor folk, der ser det, får en kejserens nye klæder- fornemmelse: ‘Gud, det er godt nok LORTEVÆRKER’ … fordi … hvad sker der så?

Humor er en vildt smuk diamant. Det er super karate at lave noget, der er 100 procent sjovt, og jeg overgiver mig til det totalt lortede og platte. Jeg udstiller blandt andet en gigantisk kuglebane, som jeg har malet om til et stort tarmsystem, man kan køre små lortekugler igennem. Der er en terapistue, hvor man ser en video med nogle hunde, der har parterapi hos en psykoanalytiker, som også er en hund og har kunstneren Ursula Reuter Christiansens stemme. Der er en toiletkumme, som jeg laver til mit første officielle selvportræt og et slags dark room med en hånddukke, der gør sig klar til en S/M-fest.

Horroren er smidt uden for døren, og så er hele udstillingen bare super gay. Det er første gang, jeg har tilladt, at min seksualitet kommer mere frem. Hvis jeg skal prøve at definere et element fra bøssesjælen, så er det meget firkantet sagt en forkærlighed for det grimme og campede, det, alle andre har smidt i skraldespanden.

I mit titelværk referer jeg til et queer camp-mesterværk »Pink Flamingos« (fra 1973, red.) af John Waters med dragstjernen Divine, der ender med at spise en frisklagt hundelort. Lort er et meget potent materiale. Der er en konsekvent og kraftig reaktion fra folk, når man arbejder med lort. Og så er det jo analfikseret, og det sætter jeg pris på.

Jeg har lært et nyt ord i sidste uge, og det er intersektionalitet – det, at du kan være en minoritet gange to eller tre. Jeg kan se, at jeg ikke kun har været homo, jeg har også været en provinshomo i et særligt samfundslag. Det er alt sammen med i »Shit Talk«.«