Dansk kunstners milliondyre kunstprojekt er nu åbnet i Nordirland

Thomas Dambos er kendt for sine træskulpturer på Vestegnen. Han har lavet tre store skulpturer i Nordirland, som offentligheden nu har fået adgang til.

Den danske kunstner Thomas Dambo står bag The Sperrins Sculpture Trail i Nordirland, som nu er åbnet. Skulpturen på billedet hedder Darach, som betyder egetræ på irsk. Todd Watson/Thomas Dambo

Knap et år efter at skulpturerne egentlig var klar i Nordirland, er The Sperrins Sculpture Trail nu åbnet.

Skulpturerne, der er opsat tre forskellige steder i Nordirland, er store kæmper eller trolde i træ, og bag skulpturstien står den danske kunstner Thomas Dambo.

Thomas Dambo arbejder især med genbrugstræ, og i Danmark er han nok mest er kendt for de seks kæmper af genbrugstræ, som han byggede i 2016 på særligt udvalgte steder på Københavns Vestegn.

I Nordirland har han dog bygget på en anden måde, fordi skulpturerne gerne skal holde længere.

Nowanois hedder disse to kæmper. Det er en kombination af det engelske ord »now« og det irske ord »anois«, som begge betyder »nu«. Todd Watson/Thomas Dambo

Grunden til, at det har varet så længe at åbne skulpturstien officielt, er ifølge Thomas Dambos manager, Troels Ehrhorn Nielsen, at de kommuner, som har hyret Thomas Dambo, skulle bruge tid til blandt andet at lave parkeringspladser og adgangsforhold i øvrigt ved skulpturerne.

Måske har de lært af det der skete i den amerikanske delstat Colorado i 2018, hvor Dambos skulptur »Isak Heartstone« tiltrak så mange »troldejægere«, at naboerne klagede og krævede skulpturen fjernet, som beskrevet i The Denver Post.

Projektet er nemlig blevet til med støtte fra distriktsrådene Derry og Strabane, Fermanagh og Omagh samt Mid Ulster District, og meningen med projektet er en del af en større plan om at »fremme dette populære område med naturlig, uspoleret skønhed og drive landturisme og investeringer i den lokale natur- og byggearv,« skriver Derry Journal.

Nordirland har mere vejr end resten af verden

Denne fyr hedder »Ceoldán, the Stargazer« og befinder sig i Davagh Forest. Todd Watson/Thomas Dambo

Projektet er blevet til med offentlige midler fra dels den Nordirske statskasse og dels de føromtalte distriktsråd. Sammenlagt er der brugt omtrent 16 millioner danske kroner på projektet, skriver det nordirske medie.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Thomas Dambo, men han er for tiden i USA, hvor han arbejder på et stort, lignende projekt med en række skulpturer forskellige steder i det store land, så det var ikke muligt inden deadline.

Til Derry Journal udtaler han, at det har været en »stor udfordring« at arbejde i Nordirland.

»Jeg har arbejdet gennem kinesisk bureaukrati, caribiske hedebølger og besteget stejle skråninger for at bygge på Smoky Mountains of Tennessee – men det, der mødte mit mandskab i de tågede bakker i Sperrins, fik mig til at indse, at det meste af verden ikke har vejr – Nordirland dog – I har vejr!« siger han.

Som nævnt er hans skulpturer normalt lavet af affald såsom kasseret palletræ, fordi hans kunstneriske mission er at vise, at man kan skabe smukke ting af affald.

»Men til The Sperrins blev jeg bedt om at bygge mine skulpturer, så de kan holde i 60 år, og det har drevet mig til at lære at arbejde med lang levetid på en ansvarlig måde,« siger Thomas Dambo, som derfor har brugt europæisk egetræ fra såkaldt ansvarlige skovbrug.

Derudover har han genbrugt materialer fra danske møbelsnedkere, for at sikre, at skulpturerne stemmer overens med hans kerneværdier.

Thomas Dambo har også bygget kæmper eller trolde i USA, Belgien, Tyskland, Sydkorea og Kina. I 2023 opførte han trold nummer 100, der står et sted i Hedeland ved Roskilde.