Berlingskes kunstredaktør: Det er sjældent, man ser noget, der er så originalt, smukt og bombastisk

AOK
Kunst
Anmeldelse

Billedkunstner Nikoline Liv Andersen syr, hækler, broderer, væver og tufter syndfloder og vulvaer, der ikke har noget som helst med 1970ernes versioner at gøre. Under Nikolaj Kunsthals kirkelige hvælvinger har hun bygget sit eget univers op. Det er både originalt, smukt og bombastisk sjovt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er to emner, som vi er begyndt at interessere os en hel del for igen, ja, som nærmest har fået en kær genkomst i kunsten: Ryatæppet og vulvaen.

Ryatæppet eller tufting, som teknikken bagved hedder, er blevet så populær, at Statens Værksteder for Kunst, hvor billedkunstnere og kunsthåndværkere kan ansøge om et ophold i et af husets mange værksteder, for nylig har investeret i en tuftemaskine. På bagsiden af et opspændt lærred skyder man garn ind med et trykluftbaseret værktøj, der mest af alt ligner en boremaskine, og billedrelieffer myldrer frem.

Netop her har Nikoline Liv Andersen været ude at arbejde på nogle af sine tekstilbilledværker til sin aktuelle soloudstilling. Den kan opleves i Nikolaj Kunsthals hvælvede kirkerum, der i denne uge er centeret for ART WEEK.

I Nikoline Liv Andersens version af Edens have blander lyden af fuglekvidder og klokkeklang sig med hendes taktile værker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikoline Liv Andersen.

Vulvaer i lækre former og farver

Efter at have arbejdet med skulpturel beklædning og high end fashion for blandt andre John Galliano og Christian Dior har Nikoline Liv Andersen fået lyst til at folde tekstile billedfortællinger ud. De handler om skabelsesberetningen, syndefaldsmyten og frugtbarhed, hvor vulvaen har en central plads.

På Charlottenborg har Lea Porsager for nylig skåret vindmøllevinger op i former, der fik hvert endestykke til at ligne det kvindelige køn. Maja Malou Lyse har i sin instagram-venlige kunst lært os at forstå klitoris’ fulde anatomi. På årets afgangsudstilling fra Det Kongelige Danske Kunstakademi havde Laura Elaine Guiseppi installeret orange, lyserøde og lilla keramikrelieffer, man heller ikke behøvede at se ret lang tid på for at få proportionerne på plads, og under ART WEEK opfører Nanna Lysholt Hansen sin »klitorisperformance« i Rundetaarn 2. oktober, samme dag som Nikolaj Kunsthal afholder en livepodcast om »kønnet i kunsten«.

Alt sammen besnærende værker i lækre og æggende materialer, former og farver, præcis som Nikoline Liv Andersens tuftede, vævede og strikkede, hæklede og broderede versioner. Kunstscenen er blevet indtaget af kvinderne – og deres konkrete køn.

Menneskebolde og aber i rokokofrisurer

Tufting-teknikken, som vi kender fra 1970ernes ryatæpper, har fået en revival. På YouTube myldrer videoer med den vamsede teknik frem, og kunstnere står i kø for at komme ud i Statens Værksteder for Kunst og arbejde ved deres nyerhvervede maskine. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikoline Liv Andersen.

Bag florlette, hvide gardiner bliver vi inviteret indenfor i en totalinstallation, hvor fuglekvidder, klokkeklang og mosbeklædte træstammer blander sig med Nikoline Liv Andersens værker. Hun kalder udstillingen for »Eden« og vil gerne give os en fornemmelse af at vandre omkring i sin version af Edens have. På en væg hænger hendes version af skabelsesberetningen, som ikke stemmer overens med den kristne version, men er et bud på en verden, hvor planter, dyr og mennesker har samme ret.

Jeg bamler direkte ind i en stor menneskebold sat sammen af en hvirvelvind af lilla mannequindukker. Værket hedder »Menneskestenen« og er fra 2011. Dets strittende kugleform og farve får mig på sporet af en coronavirus. Måske er den med her, hvor nye og gamle værker er mikset, fordi den kan tolkes aktuelt. Den er stor, kitschet og klodset og en lidt ærgerlig måde at lære hendes taktile kunst at kende på. For inde bag dukker der et dugfriskt univers op.

Jeg går omkring og suger billedrelieffer spændt op på hidsigt gule staffelier til mig. De er blæret udførte. Jeg tænker over de mange timers arbejde, der ligger bag hvert eneste værk og kommer i tanker om Ernesto Netos hæklede skulpturer, der blev vist på Kunsten i Aalborg for nogle år siden, hvor den brasilianske kunstner blandede lyde, dufte og tekstiler i hyperstærke farver. Sådan er det også her, hvor jeg får hældt et farvebombardement i fjæset, og langsomt synker det ind.

»Syndfloder« flyder frit fra Nikoline Liv Andersens brystvorter og vulvaer. Alt er taktilt, subtilt og destabiliserende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikoline Liv Andersen.

Mannequindukkerne går igen i Nikoline Liv Andersens skulpturelle installationer med kostumer, der ville være gangbare ned ad en catwalk, som kostumer i »Blade Runner« eller til sangerinden Björk, som Nikoline Liv Andersen rent faktisk har syet kostumer for. En blank sort, hvid og pink sugerør-kjole skriger til himlen, på den fede måde, lige som en dragt af bittesmå farvede stykker bemalet stout, der stritter ud i luften, som pels med gåsehud. På tæt hold ligner det glimtende stof noget, man har drømt. På flere af mannequinernes hoveder er parykker af »abebamser« samlet, der får dem til at ligne rokokokreationer.

De er en kende spøjse. Det er hendes tekstilrelieffer, der optager mig mest. De ligner akvareller eller oliemalerier, men er udført i garn. Jeg ved ikke, om det ene er finere end det andet.

En tornado af hår og væsker

Der er tydelige referencer i Nikoline Liv Andersens skulpturer til hendes tidligere arbejde med skulpturel beklædning og high end fashion for blandt andre John Galliano og Christian Dior. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikoline Liv Andersen.

Ryatæpper og vulvaer giver de fleste en idé om, at vi er havnet i et parcelhus i 1970erne. Men håndelaget, farvesansen og kompositionsforståelsen rækker langt ud over de rya- og billedtæpper, som blev placeret under og over fyrretræsbordet dengang.

Nikoline Liv Andersen skaber værker med sædceller, der hvirvler op til overflader, kvinder, der brystføder hunde, og motiver med potente bryster, hvor »syndfloder« flyder frit fra vorterne og vulvaer. En særlig smuk komposition finder jeg i et motiv med en kvinde på alle fire omkranset i en tornado af sit eget hår samt væsker fra bryster og vagina. Jeg får lyst til at røre ved det hele. Alt er taktilt, subtilt og destabiliserende.

Edens have-illusionen er til gengæld ikke særlig essentiel for mig. Det er fornemmelsen af at komme ind i Nikoline Liv Andersens eget rum. Her føler jeg mig taget trygt i hånden til at ryge ud ad en galakse i et kort øjeblik. Det er sjældent, man ser noget, der er så originalt, smukt og bombastisk sjovt udført.