Berlingskes kunstredaktør: Den forsvundne halve million kroner har udviklet sig til lidt af en genistreg

»Take the Money and Run« indeholder alle komponenter til at få os til at føle, vi er i live, skriver Berlingskes kunstredaktør, Birgitte Ellemann Höegh i denne kommentar.

»Som det ser ud lige nu, har alle vundet. Kunsten i Aalborg har fået en pr-værdi, der overstiger alt, hvad selv det bedste reklamebureau kan levere for en halv million kroner. Jens Haaning, der med al respekt ikke var en særlig kendt kunstner forinden, er blevet danmarks-, ja verdenskendt, og vurderer selv værket som hans vigtigste til dato,« skriver Berlingskes kunstredaktør, Birgitte Ellemann Höegh, i denne kulturkommentar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når det uforventede sker, rejser vores nakkehår sig af fryd, frygt eller forargelse. Vi bliver revet ud af vores småslumrende tankegang og mærker, at vi er i live og pludselig mener noget.

Det er en af årsagerne til, at den danske kunstner Jens Haanings super enkle værk – eller ikkeværk – »Take the Money and Run« har udviklet sig til lidt af en genistreg med en opmærksomhed, der rækker langt ud over kunstværket, kunstverdenen – og Danmark.

Hvem har ikke mærket en lyst til at tilkendegive sin holdning, efter det blev klart, at Jens Haaning var stukket af med den halve million kroner, han havde lånt af Kunsten i Aalborg til at genopføre to tidligere værker, og i stedet efterlod to gabende tomme billedrammer og en stor fed fuckfinger til den etablerede kunstverden?

Her ses værket »Take the Money and Run.« På de to rammer skulle den forsvundne halve million have været. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

For det her kunstværk har i sandhed kraften til at bringe både kunstinteresserede og uinteresserede menneskers følelser i kog, brænde igennem i medierne og skabe debat – om kunst.

Samtalerne har handlet om, hvorvidt manden var en genial kunstner eller en gemen tyveknægt, om man overhovedet kan betragte hans værk, som Kunsten i Aalborg valgte at hænge op, som kunst, og hvad i alverden meningen bag Jens Haanings strippede billedrammer er, og om det hele mon var aftalt spil mellem kunstner og museum.

Uanset hvad man måtte mene om Haanings værk, der i sin dematerialiserede intethed og titel opfordrer til, at man skal tage pengene og skride, hvis man, som han, er i en relation, hvor man føler sig udnyttet, så har det vist sig at udvikle sig til en hel del mere og på flere planer.

Jens Haaning nægter stadig at aflevere pengene, ellers ville han også devaluere sit koncept. Kunsten i Aalborg har tilbageholdt værket og ytret, at de har i sinde at sagsøge ham, og pengene, ja, dem påstår Jens Haaning blot ryger i husholdningskassen.

Og det passer som fod i hose til hans koncept som en kunstner, der har brug for mere smør på brødet, end honoraret for at udstille giver ham.

Pengene skal ikke bruges til noget ekstravagant. Hvor det hele ender, og dermed også for betydningen af værket, ved vi stadig ikke. Det er det kildne ved hele dets substans.

Som det ser ud lige nu, har alle vundet. Kunsten i Aalborg har fået en pr-værdi, der overstiger alt, hvad selv det bedste reklamebureau kan levere for en halv million kroner.

Beløbet i de to værker skulle svare til henholdsvis en gennemsnitlig østrigsk og dansk årsløn. Men da værkerne ankom til Kunsten i Aalborg, og medarbejderne pakkede glasrammerne ud, var der kun tomme rammer og det tape, pengesedlerne angiveligt har hængt på. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

Jens Haaning, der med al respekt ikke var en særlig kendt kunstner forinden, er blevet danmarks-, ja, verdenskendt, og vurderer selv værket som sit vigtigste til dato.

Publikum har fået sig én på opleveren og en pikeret mulighed for at forholde sig til kunstens betydning uden at sætte sine ben på et kunstmuseum.

Og medierne, ja, os, vi har fået en skør og skæv historie forærende, som udvikler sig uge for uge og efterlader de fleste af os med et smørret grin, når vi genfortæller dens indhold, fordi der er noget ret sjovt og flabet over hele falbeladen.

Under forløbet har Haaning fortalt om en takketale, den kroatiske kunstner Slaven Tolj holdt i sin egenskab af kurator bag den kroatiske pavillon i Venedig i 2005, der gjorde indtryk.

Her sagde kroaten, at han ikke havde nogen som helst idé om, hvad projektet skulle handle om, men at han på ingen måde ville indfri publikums forventninger og i stedet gøre alt for at skuffe dem. Den attitude var Haaning vild med og istemte, at hvis kunst skal være utopisk, så skal man lade være med at lave det, som bliver forventet.

Det kan godt være, at Kunsten i Aalborg ikke fik det, de forventede, da de borede skruerne ud af transportkasserne, men det forløb, der siden har foldet sig ud, har vist sig at være en svimlende tur rundt i kunstverdenens mest gakkede hjørner for alle implicerede parter. Er det ikke vidunderligt?