To demonstranter blev søndag eftermiddag arresteret for at lime sig fast til Picassos maleri »Massakre i Korea«, som er udstillet på National Museum of Victoria i Melbourne i Australien.
Det var den aktivistiske bevægelse Extinction Rebellion, som stod bag aktionen, skriver CNN.
En 49-årig kvinde og 59-årig mand begyndte at lime deres hænder fast til maleriet klokken 12.40. Foran sig havde de anbragt et banner med ordene »Climate chaos = war + famine« (Klimakaos er lig med krig og hungersnød, red.).
Klokken to blev deres hænder frigjort fra maleriet, hvorefter australsk politi arresterede begge sammen med en 49-årig mand.
En talsperson for museet udtaler, at maleriet er beskyttet bag glas, og at det derfor ikke har lidt skade.
»Udstillingen blev lukket for besøgende (…) og demonstranternes hænder blev på sikker vis fjernet fra glasset uden skade på maleriet.«
Klimanedbrud vil føre til konflikter
På Twitter skriver gruppen, at de to oprørere limede sig fast til »Massakre i Korea«, fordi maleriet viser rædslerne ved krig:
»Klimanedbrud vil føre til flere konflikter rundt omkring i verden. Nu er tiden til, at alle – også alle institutioner – handler.«
Den aktivistiske bevægelse Extinction Rebellion har rødder i miljøbevægelsen og blev etableret i Storbritannien i 2018, hvor de fik opbakning fra flere akademikere og venstreorienterede politikere. Sidenhen har de flere gange lavet samme nummer som på det australske museum.
Blandt andet tilbage i oktober i 2021, hvor otte medlemmer af bevægelsen limede fødder fast til gaden i Adelaide i det sydlige Australien. Gruppens medlemmer er frivillige, og organisationen findes over hele verden – også i Danmark.
Således kunne Berlingske i sommer berette om en dansk pige, som havde spændt sig fast til en lastbil tre dage i streg. Ligesom hende er flere andre i klimaorganisationen klar til at ofre mangt og meget for klimaet.
Gruppen har en konsensus om, at man optræder fredeligt og ikke voldeligt under demonstrationerne. Alligevel har deres metoder flere gange udløst debat.