6 stjerner: Udstillingen var en stor succes på MoMA i New York. Nu kan den ses i København

»Det røde atelier« er et af de modernistiske nøgleværker i europæisk kunst og har været indrulleret i en russisk mæcens samling og på en avantgardistisk natklub – og så er det malet af Henri Matisse. Efter at det havde hovedrollen i en udstilling på MoMA i New York har vi danskere fået chancen for at dvæle ved det fritsvævende og skelsættende mesterværk med interessante hoved- og sidehistorier.

SMK / Mrs. Simon Guggenheim Fund, The Museum of Modern Art, New York

Det giver en særlig ro at få lov til at forholde sig til kun ét kunstværk.

I stedet for at jage gennem en udstilling tætpakket med et opbud af værker, flytte blikket fra holdepunkt til holdepunkt, har Statens Museum for Kunst (SMK) insisteret på, at jeg skal dvæle ved et maleri i en cirkulært opbygget udstilling med en perspektiveret fortælling og, nå ja, en række sideværker.